Jamen, hvad VIL de unge egentlig?


Er det i virkeligheden noget helt andet, de unge vil, end vi forestiller os? Er det noget med alkohol? Hvis det er det, hvordan tænker de så, at det kan lade sig gøre?
Hele tre spørgsmål på en gang – stillet af en forælder i Skødstrup, en kvinde, som var villig til at stille sig til rådighed for de unge, når bare der kom en smule initiativ fra de unge selv.
Men det kom der ikke. Ikke endnu i hvert fald. Mon det overhovedet kommer?
Anna-Kathrine Thygesen indrykkede i vores oktober-nummer et opslag, hvor hun og Skødstrup Sportsforening efterlyste nogle unge og deres forældre til at overtage Ung Fredag-konceptet i Midtpunktet.


Meget stille!
Vi på redaktionen spurgte forleden Anna-Kathrine, om opslaget har givet respons:
”Der har desværre været meget stille. Som i … ikke en lyd har jeg hørt fra unge eller forældre!” lyder det lidt opgivende svar fra hende.
Hun har talt med nogle af de unge i 8. og 9. klasse om muligheder og begrænsning for et uformelt værested i Skødstrup. Men hun kan ikke finde gådens løsning på, at de unge på den ene side higer efter et tilbud eller et sted, men på den anden side ikke selv lægger sig i selen for at ”få noget til at ske”.
De unge siger selv, at succesen for et tiltag afhænger meget af, om nogle af de toneangivende på hver årgang vipper tomlen op eller ned. Det kræver mod at stille sig frem som unge og tage initiativ.


Styre eller ikke styre?
Tidligere var Ung Fredag et mere organiseret med tilbud om forskellige aktiviteter, men det blev for styret, syntes de unge, og så blev de væk. De senere år har tilbuddet derfor blot bestået af, at der blev stillet lokaler til rådighed, hvor de unge så selv skulle finde ud af, hvad de ville foretage sig. Nogle spillede lidt fodbold eller bordtennis, mens andre blot hang ud på måtterne i gymnastiksalen. Men mange kedede sig og synes, der skete for lidt.
Det er altså langtfra sikkert, at de unge dukker op, hvis det er pædagogerne eller forældrene, der ”serverer” det hele. Det er et paradoks:
”For lidt styring – eller for meget styring … ingen af delene fungerer godt, åbenbart!”
Anna-Kathrine Thygesen er derfor i vildrede med, hvordan Skødstrup kan tilbyde et uformelt værested, hvis de unge ikke selv spiller ind med idéer og engagement. Hun leger med ideen om, at smøgen mellem den gamle hal og den nye hal kan bebygges, så der indrettes et naturligt samlingssted i Midtpunktet, hvor de unge kan mødes, uanset om de går til sport eller ej.

Nye tiltag
Måske skal der stables nogle fester på benene. Én slags uden alkohol for de yngre unge, og en anden slags for de ældre unge, hvor alkohol evt. kan være acceptabelt under en eller anden form, tænker hun.
”Der er meget, der kan lade sig gøre. Men der skal energi og handlekraft til fra de unge og deres forældre. Dels kan de engagerede i Sportsforeningen ikke løfte opgaven. Dels tror jeg ikke på, at tilbud for alvor bliver gode og levedygtige, hvis brugerne ikke tager ejerskab og donerer lidt hjerteblod,” siger Anna-Kathrine.

Du kan kontakte Anna-Kathrine Thygesen på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller 2332 4206.

Af Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2019)

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.