Af Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog

Iben Kierkegaard Sjørslev er ved at vaske noget af i håndvasken og kan ikke sige goddaw med gummihandsker på. Til gengæld serverer hun hurtigt en kop kaffe fra den nyindkøbte kaffeautomat, som hun lige har fået installeret.

”Lige nu kan jeg kun lave store kopper,” bekender hun smilende. Der er mange mekanikker og manøvrer, hun skal sætte sig ind i for at drive en café.

Den 1. december går starten gået for den nye Café Hangout. Men i november brugte hun fridage fra sit hidtidige job i Falck til at modernisere caféen, og det indebar et rend af håndværkere og pakkeleveringer. 8541 kiggede forbi på en af disse hektiske dage.

Hun har valgt at sige sit gode job op i Falck for at gå nye veje. Her i en pause mellem to håndværkere fortæller Iben, at hun fra 1. januar er ansat som centerleder af Fonden Skødstrup Idræts- og Kulturcenter på ”haltid”, og dernæst har hun overtaget forpagtningen af caféen fra Helmi Kamies, hvis forpagtningsaftale var udløbet. Cafédriften er derfor hendes egen risiko og chance.

Hal-Finn og Café-mutter

”Jeg er både en Hal-Finn og café-Mutter – men der skal være ansatte i caféen til at hjælpe mig. Der kom en ny samarbejdsaftale med Århus Kommune i 2020, der betyder, at Fondens ansvar for drift og vedligehold kun omfatter den nye del – altså hal 1 og multisalen. Rengøring varetages overvejende af et eksternt rengøringsfirma.”

Som Hal-Finn skal hun først og fremmest tale med foreningerne, administrere halbooking, søge om fondsmidler til etablering af nye faciliteter og kulturelle arrangementer samt koordinere udvikling og afvikling af events.

Som Café-Mutter har hun mange ting i støbeskeen, som skal gøre caféen og Midtpunktet til det naturlige samlingssted for områdets borgere. Udfordringen kender hun fra de hidtidige café-forpagtere, der har haft svært ved at banke en god omsætning op. Det skyldes caféens begrænsede størrelse, den nordvendte terrasse, skoleferier og børn, der oftest er kontantløse.  

Ideerne

Nogle af Ibens ideer er derfor – med hendes egen formulering:

  • Flere arrangementer – første arrangement: juleHALløj bliver den 28/12. Derudover halfest, foredrag, quizaftener, vinsmagning, m.m.
  • Midtpunktet fylder 10 år til september, så der skal også ske noget.
  • Der kommer også B&B aktiviteter – Brunch og badminton, Brunch og bordtennis, hvor man som familie eller vennegruppe kan komme op i hallen og være sammen om en aktivitet.
  • Jeg har også en drøm om at genoplive ”Ung Fredag”-konceptet, for de unge mangler et sted at hænge ud
  • Formiddagskaffe en gang om ugen eller måneden.
  • Særligt fra påske til september er indendørs aktiviteter ret lav til cafédrift, og jeg er derfor ved at undersøge forskellige muligheder for at flytte nogle af caféaktiviteterne udendørs.
  • Midtpunktet skal være et samlingspunkt, hvor man har lyst til lige at kikke forbi og mødes med vennerne og hænge ud. Uanset om man dyrker sport eller ej. Det hedder jo Midtpunktet Idræts- og Kultur
  • Caféen og foyeren skal være hyggelige steder – bløde møbler, grønne planter, hyggebelysning, musik og en café, der markerer højtider – jul, halloween, fodboldfeber – men som også inviterer til at hænge ud med brætspil, bordfodbold, m.m.
  • Familievenligt udvalg og hurtig mad – der er ingen friture til pommes frites, men en turboovn kan lave pommes frites på to minutter. Derudover paninier, fitness-bowls, smoothies og hverdagsmad.
  • Automater, der kan servicere, når caféen holder lukket.
  • Der skal således være ansatte bag disken, men frivillige til større arrangementer. Der har tidligere været et Team Frivillig, og det vil jeg gerne genetablere. 

211103 Iben Kierkegaard Sjørslev hallen

”Hej mor!”

Mens Iben Kierkegaard taler med en af håndværkerne, lyder det pludselig ude fra gangen: ”Hej mor!” og et ”Hej Tobias”. Tobias er på vej ind i hallen for at spille håndbold med sin skoleklasse.

Den 45-årige centerleder har i 15 år boet i Skødstrup med mand og nu to børn i henholdsvis 4. og 5. klasse. Det giver nogle fordele, siger hun:

”Jeg ved fra mine børn og fra de lidt større børn, som de snakker med, at der mangler et hænge-ud-sted, så det vil jeg forsøge at skabe.”

Iben havde også en anden fordel ved at være lokal, idet hun i et par år sad i bestyrelsen for Midtpunktet. Under corona-nedlukningen udarbejdede bestyrelsen en visionsplan for strukturændringer i driften.

”Det var især dialogen med andre idrætshaller, der gav inspiration til både drift og aktiviteter. Det kravlede under huden på mig, og ja, i dag står jeg så her.”

Læs hele decembernummeret af 8541

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.