Tekst og foto Rikke Kaalund

Formand for Skødstrup Fodbold, Morten Højen Larsen, ærgrer sig. Han ærgrer sig over, at få borgere kan ødelægge træningsmuligheder for de 860 børn og unge, der er medlem af fodboldklubben.

Etablering af den længe ventede kunstgræsbane på Sibirien ved Midtpunktet, var planlagt til at starte i sommerferien 2022 og stå klar efter efterårsferien. Det ville have betydet, at vinterens fodboldtræning kunne ske på egne baner, at haltid derfor er blevet frigivet til andre sportsgrene og at klubben kunne spare små 100.000 kr. på leje af baner udenfor 8541-området.

De planer ændrede sig d. 23. maj, da der fra en nærliggende grundejerforening kom en indsigelse mod kommunens behandling af sagen. Derfor er sagen nu hos Miljøklagenævnet i København, der oplyser at sagsbehandlingstiden er op til 8,5 måneder. 

Ked af indsigelsen
“Jeg er ked af den indsigelse, da det betyder, at vores 860 børn og unge ikke får de træningsmuligheder, vi havde håbet i vinter. Da vi regnede med at have banen klar, har vi ikke booket andre steder. Så vi er bagerst i køen,” fortæller Morten Højen Larsen.

Mens sagen behandles i Miljøklagenævnet, frygter formanden også, at håndværkernes priser fortsat vil stige, og at projektet derfor bliver dyrere end først antaget.

Fodboldmæssigt vil kunstgræsbanen betyde, at det fodboldmæssige niveau hæves, da spillerne kan træne hele året. Samtidig vil de attraktive indendørs haltider kunne gives til andre sportsgrene, så de også får mere træningstid. Morten Højen Larsen mener også, at en kunstgræsbane på Sibirien vil fastholde de spillere, der normalt melder fra til vintersæsonen pga transporttid ud af byen.

Hans håb er nu, at der kommer en hurtig afgørelse på sagen i Miljøklagenævnet, og at vi sammen kan tænke fremad og lægge sagen bag os.

Morten Højen Larsen afslutter, “Det er kun fantasien, der sætter grænser for brug af banen, når vi først har den.”

Om sagen
Lokalbladet 8541 har i april skrevet om, at Elishøj Grundejerforening havde sendt et bekymret høringssvar til planerne om kunstgræsbanen. Bekymringerne gik på miljø, støj og lys. Efter høringsfristen har Aarhus Kommune givet tilladelse til at anlægge fodboldbanen, men den tilladelse er nu påklaget.

Læs hele augustnummeret af 8541 på PDF

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.