Tekst og foto Niels Dal

”Bang sagde det. Og så måtte jeg melde fra: Jeg var røget i stressfælden. Arbejdet som sygeplejerske var krævende, og min søn på 11 år stod pludselig med en diagnose, som krævede megen tid af mig. Det blev for meget. Jeg måtte sygemelde mig.”

Tanja Raabo, der bor og har klinik på landet mellem Løgten og Mejlby, er klart kommet godt igennem hele rumlen – nu nogle år senere.

Hun sidder med stor energi og smil og fortæller:

”Jeg tænkte, der skal ske noget. Og så uddannede jeg mig over tre år til terapeut og stresscoach. Jeg ville vende min modgang til noget positivt for mig selv og andre”.

Som stresscoach tilbyder Tanja et otte ugers forløb med 12 stadier, der baserer sig på balancerede leveregler og mindfulness-baseret terapi. Her gives der tankesæt til at få styr på kaosset.

I terapisporet graver Tanja lidt dybere og afdækker, hvorfor klienten er kommet i et mørkt hjørne af livet og mistrives. Det kan være i forhold til arbejde, dødsfald, børn, familie og ægteskab.

”I sådanne situationer kan angst og nedtrykthed være lammende – men terapien kan hjælpe,” fortæller Tanja og fortsætter: ”Jeg arbejder med klienten om en forståelse af, hvordan problemerne er opstået og laver en klar plan med klienten om, hvor han eller hun vil hen med det hele.”

Tanja er i øjeblikket ved at udvide paletten i  sin klinik til også at tilbyde kropsterapi, i det mental træthed også sætter sig i kroppen.

Forløb for grupper
Som noget nyt tilbyder hun også et gruppeforløb for stressramte i grupper med tre til fire personer.

”Her kan man sparre med hinanden og bruge yoga og meditation til at binde alle de løse ender sammen. Selvfølgelig med mig som coach og terapeut” fortæller Tanja.

”Jeg har næsten lige mange kvinder som mænd i forløb hos mig – og det er godt, at også mænd kommer for at få livet tilbage på sporet. Tidligere var det måske lidt overforfængeligt at søge hjælp om ’bløde’ problemer” beretter Tanja.

Vi slutter interviewet. Tanja skal videre i programmet. Og nu med smil og overskud.

Hun er glad for sit nye arbejdsliv, der kan hjælpe andre videre med samme gode ’drive’.

Læs dette og mere i novembernummeret 2021

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.