Udlejeren: Dejligt at følge ildsjæle

”Hvad er det egentlig, der driver dig?” spørger jeg midtvejs i interviewet. Lang pause… Så kommer det:
”Vi måler vel alle sammen vores arbejde på, hvad vi udretter, og at kunne noget, som andre finder en værdi i. Det er dejligt at følge ildsjæle, der arbejder for en idë, og som i mange tilfælde får deres virksomhed til at vokse. DET er livgivende at følge med i,” lyder svaret fra Ole Blegvad.
Han ejer Jakobs Hus, der ligger på Stationsvangen 5 i Skødstrup – nabo til Carletti. Han udlejer lejemålene i kontorfællesskabet, der består af 15 virksomheder, hvoraf de fleste er små, men der er også et par større som Martin Ibs Spiseriet 8000 og MIB Bagværk.
Ole Blegvad har selv været selvstændig malermester og kom på et tidspunkt ind som lille anpartshaver i bygningen, da Carletti solgte den i 1980. I 25 år var bygningen udlejet til Aarhus Tekniske Skoles levnedsmiddelafdeling, og da skolen stoppede lejemålet, købte Blegvad de andre anpartshavere ud og opdelte bygningen i en række lejemål, da han indså, at der ikke var en lejer til hele bygningen.
Det var i 2005, og op til finanskrisen blev alle lejemål optaget – men ”så blev mange slået hjem”, som han formulerer det.
Nu er alle lejemål igen fyldt af iværksættere og mere erfarne virksomheder. Corona slog kun en enkelt virksomhed hjem.
Selv om der er fuldt hus, vil Ole Blegvad alligevel gerne markedsføre lejemålene. Det er en fordel for begge parter, hvis der er en venteliste af interesserede. Så kan lejere, der siger op, hurtigere slippe ud af lejemålet, og Blegvad kan holde Jakobs Hus fyldt.

Hun kan forandre dig

Tanja Bak hyponsestol
Tanja Bak flyttede ind i Jakobs Hus i februar i år. Hun brugte den første tid og corona-pausen til at færdiggøre sin uddannelse som coach – og den bygger oven i hendes andre uddannelser som intuitiv hypnoterapeut og samtaleterapeut.
OK, så er hun ret godt klædt på til at modtage dig i samtalestolen i lejemålet på første sal. Hun har også en blød stol, der kan vippes ud som hypnosebriks – hvis du nu har noget, som du slås med og skal ned i underbevidstheden for at ændre på.
Hypnosebaseret terapi er et af tilbuddene hos Tanja Bak. Under hypnosen taler Tanja med klienten og kan finde frem til problemets kerne, hvad enten det drejer sig om stress, manglende selvværd, rygeafvænning eller noget helt fjerde.
”Det er min erfaring fra de klienter, jeg allerede har haft, at de har behov for én til at lytte. Jeg har så evnen til at se, hvad der skal til for at gøre noget ved deres situation. Nogle ønsker hypnose til formålet, andre foretrækker samtale uden hypnose,” fortæller Tanja.
Hun har selv boet i Rodskov, men en kæreste trak i hende, så hun er flyttet ind hos ham i Nibe. Derfra pendler hun tre gange om ugen til Skødstrup, hvor hun hver gang har tre klienter. Det er passende i starten, siger hun.
Men hvorfor flytte ind i et kontorfællesskab så langt væk fra Nibe?
”Jeg har i mange år været lønmodtager og er lige sprunget ud som selvstændig. Jeg har behov for sparring med andre selvstændige, og det kan jeg få her, selv om vi laver vidt forskellige ting.”

Travlhed hos kørelæreren

Michael spencer køreskole
Vi præsenterede Michael Spencer i juninummeret. Da var han ret nystartet køreskoleejer med kontor og teorilokale i Jakobs Hus, han havde to mindre hold, og så arbejdede han samtidig for en kørelærer i Aarhus.
Siden er det gået rigtig stærkt, og han når lige at møde op til et kort interview imellem nogle elevers teoriprøve i Fredensgade og en ny køretime.
Så stabil er Spencers Køreskole nu, at han her i august stopper med at arbejde for køreskolen inde i Aarhus. Det er ofte 12 timers arbejdsdage, han præsterer, og sommerferie bliver det ikke til i år.
”Under coronaen gik jeg jo også og lavede ingenting, så jeg behøver ikke holde ferie nu. Det må blive engang i 2021,” smiler han.
Michael Spencer starter nyt hold 18. august. Her er i skrivende stund næsten fyldt op, men han starter nye hold op hver sjette uge.
Nyt hos køreskolen er i øvrigt, at han har fået tilknyttet en førstehjælpsinstruktør, som er en del af undervisningen, som førstegangselever skal igennem.

Kaffeduft hos Mokkahouse

Mokkahouse natasha rasmus bøgelund lajevardi
Endnu dufter der ikke af kaffe, der ristes, men det kommer, fortæller den ene ejer af Mokkahouse, Rasmus Bøgelund Lajevardi. Mokkahouse er nyeste lejer i Jakobs Hus og ejes af Rasmus og hans kone Natasha Bøgelund Lajevardi, og i starten bruges lejemålet til kontor og varelager.
”Vi har kafferisteriet i Stilling, men vi regner med at flytte det herop,” siger Rasmus. Mokkahouse opgiver dog ikke lejemålene i Stilling og Aarhus Ø, hvor der foregår kurser og forberedes events.
Ægteparret, som privat bor i Studstrup, overtog i 2018 firmaet, som var startet i 2008 med service af kaffemaskiner, men som senere fik selve den gode kaffe ind over. Tidligere lå Mokkahouse på Lystrupvej i Risskov og var samtidig en butik.
”Vi har valgt ikke at have en butik, men har en webshop, hvorfra vi især leverer til kontorer, cafeer og virksomheder, og kunderne kan også hente varerne her,” fortæller Rasmus. Til nogle virksomheder leverer man også kaffemaskiner og kværne, mens andre nøjes med at købe kaffen.
Mokkahouse har en barista, som også tager ud og underviser og står for events. Det er ikke så stor en del af virksomheden i sig selv, men til gengæld skaber det nye kunder.
Hvorfor flytte ind i Jakobs Hus, spørger jeg Rasmus om:
”Blandt andet fordi vi selv bor i nabolaget, men nok især fordi vi så en ide i at samarbejde med Martin Ib, som leverer mad til virksomheder. Det samarbejde fungerer fint,” lyser det fra den ene ejer af firmaet, som ifølge hjemmesiden mener, at god kaffe er den bedste isbryder. Så er det sagt!

Tekst og foto Birger Agergaard

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (august 2020)

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.