I Vorre Dyrepension tager Anne Trane og hendes mand sig kompetent og kærligt af vores hunde og katte, mens vi er væk et par dage eller uger.


Når din hund skal overnatte i Vorre Dyrepension for første gang, er det meget sandsynligt, at den har været der før. Forklaringen er, at de fleste af os gerne lige vil se det nye sted, hvor hunden skal bo, før vi bestiller tid. Det synes Anne Trane er en rigtig god idé, og netop når det drejer sig om en hund, opfordrer hun til, at man også tager den med, så hunden også lige kan snuse til det hele.


Pensionen ligger i en moderniseret gård på den anden side af Vorre. I midten ligger stuehuset, hvor Anne og hendes mand bor med deres egne fem hunde. På den ene side er der en fløj til kattene, mens hundenes fløj ligger på modsatte side. Her er desuden også et indhegnet areal på størrelse med godt to fodboldbaner. De hunde, der har lyst og kan finde ud af det, kan her under opsyn løbe rundt og lege med hinanden. Derudover bliver alle hunde luftet tre gange dagligt.

200924 Vorre Hundepension rum
På første besøg tager man en snak om, hvordan hunden eller katten har det med artsfæller. Pensionærerne tæller alt fra brugshunde til sensitive hunde, som Anne har stor erfaring med. Hun var leder af Dyreinternatet i Tranbjerg i 22 år. Er der medicin eller specialkost at tage hensyn til, skal det medbringes, så skal det nok blive serveret. Hundene skal, som på alle andre pensioner, have gyldig vaccinationsattest. Læs mere om dette og meget andet på vorredyrepension.dk/. De fleste pensionærer er dog gengangere, så både mennesker og dyr kender hinanden i forvejen.


Ud over pensionen tilbyder Anne vask og klip af hunde. Prisen svinger. Det koster 300,- /timen. Mens nogle hunde er nemme og andre er meget filtrede, kræver andre igen mange pauser. Typisk tager en klipning 1½-2 timer.


En stor fordel ved, at Vorre Dyrepensionen ligger lidt afsides, er, at der er fred og ro for fyrværkeri nytårsaften, som kan være et helvede for hunde og katte. Vil I have en plads her, er det med at være hurtige. Der er allerede nu næsten udsolgt for i år.

Annes tips til et endnu bedre ophold
1) Giv hunden noget hjemligt med, som fx et tæppe eller en pude.
2) Giv hunden noget med, den kan beskæftige sig med, fx et tyggeben.
3) Skal I skal være væk en uge eller mere første gang, så lad hunden tilvænne sig ved at bo i pensionen en dag eller to forinden.

Af Thomas Nykrog

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (november 2020)

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.