Det var kaffemanden Simon Mahler, der fik ideen, og så kom en række lokale erhvervsdrivende hurtigt med på Løgten-Skødstrups nye koncept:
En adventskalender fyldt med lækre, men hemmelige varer. Du kan købe kalenderen hos de lokale forretninger SuperBrugsen og Dagli’Brugsen samt online på 8541kalenderen.dk

Simon mahler nord roastery adventskalender
Vi står en formiddag på Nord Roastery, hvor Simon Mahler har sit kafferisteri og forhandling på forældrenes gård på Hjelmager. Han fortæller:
”Som lokal dreng har jeg et par år tumlet med ideen om en adventskalender med lækkerier – udelukkende fra lokale leverandører,” fortæller Simon.
Det er i sandhed lykkedes – hør blot Simons beretning: ”Vi er fem lokale, der har slået hovederne sammen om kalenderen – nemlig Jens Holm-Christensen fra Bolcheværk, Simon Hedegård, fra Hedegårdens Vinavl, Patrick Olesen fra Giving Deer (indpakning), kunstneren Susanne Kastbjerg Prange (design og forside), og mig selv. Alle er lokale kræfter, der har givet deres bedste.
Vi er stolte af resultatet – og håber naturligvis på en god modtagelse og godt salg til områdets beboere. Kalenderen kan også bruges som gave til familie og venner ’udefra’, så de kan se, hvad 8541 kan byde på.”

Screenshot 2020 11 21 at 10.08.09
Det kan i sagens natur ikke afsløres, hvad indholdet helt præcist er. Men med de nævnte leverandører spændt for kanen, kan det ikke gå galt – og den lange ventetid i december vil gå over stok og sten.

Lidt om Simons kaffe
Nu vi er her, må vi også høre historien om de kaffebønner, som Simon rister i firmaet Nord Roastery.
9.184 kilometer. Så langt rejser kaffen – i hvert fald den fra Peru.
”Men så er kaffen også god – økologisk og bæredygtigt dyrket,” siger han.
Det dufter i Simons risteri. Kaffesække fra Peru, Ecuador og Guatemala ligger i dynger og giver klare associationer til kaffeområderne i Sydamerika. Sol og varme på en kølig efterårsdag.
”Min kaffe er måske ikke en hverdagskaffe – men til den gode stund, gæstebud eller selvforkælelse er den fantastisk.”
Man mærker Simon har en ambition: ”Jeg vil gerne være med til at sætte fokus på den gode kop kaffe og give den ligeså megen opmærksomhed som maden og vinen til det gode måltid.”
Simons importkaffe er dyrket af kaffebønder i kooperativer. Det giver bedre priser til kaffebønderne og flere bibeskæftigelser i lokalområderne – og dermed forbedrede levevilkår .
Kaffen kan lokalt købes i SuperBrugsen og Dagli’Brugsen – og man kan nyde den hos flere af byens restauranter, cafe’er og bagerier. Og den leveres selvfølgelig i CO2-neutrale poser.

Tekst og foto Niels Dal

Læs mere i 8651 -dit lokale blad (november 2020)

Vi anvender cookies for at sikre dig en bedre service på vores websted, og indsamle ikke personlige brugsoplysninger. Ved accept tillader du os at anvende cookies.