Af Jens Erik Rasmussen – Foto: Thomas Nykrog
8541 er blevet lidt stærkere, efter at Allan Fuglsang er flyttet til Skødstrup. Den 76-årige styrkeløfter har nemlig medbragt en kasse fyldt med skinnende medaljer og et skab fyldt med gyldne pokaler.
Det er blevet til 57 danske mesterskaber, ni verdensmesterskaber og otte europamesterskaber for Allan Fuglsang, som dermed er den stærkeste i sin aldersklasse herhjemme.
I sommer er han flyttet ind i sit eget hus over for Skødstrup Kirke, og han glæder sig til at lære byen og mange af dens borgere at kende.
Men selv om han for længst er pensioneret fra jobbet som maskinmester ved DSB, er Allan Fuglsang stadig en særdeles aktiv styrkeløfter. Tre gange om ugen træner han i et fitnesscenter i Aarhus Nord, og til november deltager han endnu en gang i DM i styrkeløft, hvor han er forsvarende mester.
Her forventer han at kunne løfte 130-140 kilo i bænkpres, hvor han liggende på en bænk løfter en vægtstang med tunge vægte.
”Det er min målsætning, og nu må vi se, om det lykkes. Min personlige rekord er 210 kilo, men jeg er jo ikke helt ung længere, så det går ned ad bakke,” siger Allan Fuglsang med et smil.
Foruden bænkpres konkurrerer man i squat, hvor vægtstangen hviler på skuldrene og skal løftes til stående stilling, og dødløft, hvor vægten skal hæves fra gulvet.
Tidligere trænede han fem gange om ugen, men i dag har kroppen brug for mere restitution for at kunne holde til de tunge løft.
Begyndte som 16-årig
Han begyndte at styrketræne allerede som 16-årig, da en kammerat lokkede ham med i et af de få træningscentre, der fandtes i Aarhus for 60 år siden. Senere etablerede han sit eget træningscenter, som han drev i 20 år frem til 2006.
Han begyndte først at konkurrere for alvor, da han var i 40’erne. En af hemmelighederne bag de mange medaljer er, at han stort set aldrig har været skadet. Samtidig har han været ekstremt disciplineret og passet sin træning uden længere pauser.
”Jeg elsker at styrkeløfte, og vi har et fantastisk kammeratskab i centret,” siger Allan Fuglsang.
Han fremhæver, at det er vigtigt at lytte til sin krop. Man skal presse sig selv for at kunne yde sit bedste, men man skal ikke overskride den grænse, hvor man risikerer alvorlige skader, som kan være svære at komme af med.
Det mentale spiller også ind, når man skal konkurrere på højeste niveau.
”Du skal virkelig tro på, at du kan løfte den vægt, der er på stangen. Hvis du tvivler, kan musklerne syre til, og så er det, som om vægtstangen er limet til gulvet,” siger Allan Fuglsang.
Har aldrig taget ’krudt’
Sporten har i perioder haft et dårligt ry, fordi nogle få har forsøgt at skyde genvej til større muskler med steroider og væksthormon. Det har aldrig fristet ham.


”Jeg har aldrig taget krudt. Det hjælper kortvarigt, men det skader kroppen og kan give livslange skader.”
Allan Fuglsang glæder sig i stedet over, at forskning viser, at styrketræning kan være med til at forlænge både levetiden og livskvaliteten i de ældre år.
”Jeg var for nylig til helbredstjek, og lægen konstaterede, at jeg ikke har brug for nogen form for medicin.”
Allan Fuglsang har ingen planer om at stoppe med styrkeløft.
”Måske er stævnet i november et af mine sidste danmarksmesterskaber, men jeg vil løfte vægte, så længe jeg kan.”


