Frivillig fitness: Det skal være sjovt!

Vi er lige ved at vædre et hold løbere, der krydser Rosenbakken i luntetrav og løber op mod biblioteket. Vi – journalisten og fotografen – skal samme vej, og da vi stiger ud af den lune bil for at betragte denne lørdags-ude-fitness-træning, får vi straks en opfordring til at være med. Ellers kan vi jo komme til at fryse!

Ja, de 10 deltagere plus frivillig-instruktør Ulla Vig Astrup har ingen besvær med at holde varmen, mens vinteren sætter ind med de sidste krampetrækninger i marts. De puster, har røde kinder og et smittende godt humør. Der løbes, laves armbøjninger, hoppes, springes over mure – og alle mulige kanter og fremspring ved biblioteket og Midtpunktet udnyttes. Det hele foregår i et smittende humør, selv om øvelserne nogle gange er krævende.

Og sunde, det er de på holdet. Som Ulla bagefter fortæller oppe i Midtpunktets cafe, så styrker det immunforsvaret at være udenfor, så de har ikke mærket meget til influenza-epidemien her i vinterens løb.

Hver lørdag, uanset vejret, har der været deltagere. Nogle gange bare to-tre stykker, andre gange en hel del flere, nogle gange en 20 stykker.

Bladet 8541 fik i sidste nummer en opfordring fra Annie Bahnson til at skrive om Ulla Vig Astrup og hendes ganske frivillige indsats for fitness og sundhed i Skødstrup. Annie deltager selv, når hun kan, og hun er imponeret over Ullas frivillige indsats, som ikke er bundet op på en forening eller noget – hun gør det bare. Lørdag efter lørdag. Eller andre dage, hvis det passer deltagerne eller Ulla bedre.

Det skal ikke koste noget
Ulla har modtaget artikel-stafetten og siger: ”Jamen, det startede for et par år siden ved, at jeg var med til organiseret fitness to gange om ugen, og så var vi nogle, der syntes, det kunne være sjovt med lørdagstræning oveni. Sportsforeningen prøvede også at tage det ind, men det var lidt for ”planlagt” – vi ville gøre det let at flytte tidspunktet eller aflyse. Det skal ikke koste noget, og så skal det også være sjovt! Jeg har taget nogle kurser, men jeg er jo ikke uddannet fitness-instruktør. Alle deltager på eget ansvar, og det er ikke min opgave at rette på dem, hvis de gør nogle af øvelserne forkert. Men jeg råber til dem, hvis de ikke hænger nok i,” kommer det med et smil fra Ulla.

100 medlemmer af gruppen

Ulla er uddannet økonom og har i 18 år boet sammen med sin familie i Skødstrup. Der er to drenge på 18 og 12 år, og den ældste deltager nogle gange i den udendørs styrketræning.

Der er faktisk over 100 medlemmer i Facebookgruppen ”Udefitness i Skødstrup”, men der er en kerne af 10 20 nogenlunde faste deltagere. Forår og efterår er der flest deltagere. Fra gang til gang aftales det i Facebookgruppen, hvornår næste træning foregår.

”Der er ingen øvre grænse, og folk må gerne prøve at være med. Vi har en enkelt gang været 60,” fortæller Ulla.

Gør det også for mig selv

En frivillig indsats i 8541 – ja, det står Ulla gerne ved, men hun gør det også for sig selv. Hun deltager på lige fod med de andre, for hun vil selv have noget ud af det. Hun får det bedre med sig selv, og hun har samtidig fået et godt netværk i byen.

Deltagerne får ikke bare røde kinder og godt humør ud af deres indsats. De kommer også i form.

”Det ved vi fra dem, der også er på sportsforeningens løbehold. De får mere energi i ’løberiet’, siger de.”

Vi spørger til sidst Ulla, hvem der skal have frivillig-stafetten i næste nummer af 8541:

”Det skal Flagalleen! Det gør mig så glad og stolt, når der er flag i hele byen, og at der er nogle, der står bag det store arbejde!”

 

Af Birger Agergaard

Fotos: Thomas Nykrog

 

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (april 2018)

Relaterede artikler

Attraktivt bymiljø

Endelig fik Lauritshøj sin legeplads

Næsten fem år efter indflytningen har de mindste børn i den almene boligforening Lauritshøj ved Tagmosevej i Skødstrup endelig fået en dejlig legeplads.

Den nye juniorfane får sin sølvplaquette sat fast.
Børn og unge

Gymnastikopvisning med ny juniorfane

Der var smil, energi og masser af applaus, da årets gymnastikopvisning løb af stablen 21. marts.
Et af dagens højdepunkter var indvielsen af foreningens nye junior-fane. Med en officiel ceremoni blev fanen budt velkommen, – den markerer starten på et nyt kapitel for de unge i foreningen, der nu også kan være fanebærere til fremtidige opvisninger.

Grunden er købt, og huset placeret, så det står højt og frit – den ideelle placering for masten. Parcellen blev udstykket som en bid af en landmands mark, så der var ingen omkringboende, der skulle spørges om lov. Derfor var det ret nemt at få byggetilladelse. Det var næppe gået, hvis Anders havde forsøgt at rejse masten på Grenåvej. Den lille mast til højre, der ”kun” er på højde med flagstangen, er til forsøg ved lav frekvens under 3 MHz.
Hobby og håndarbejde

Danmarksrekord i 8541 

Alle, der er kørt fra Vorre og vestpå ad Bendstrupvej, har nok undret sig over den store, avancerede radiomast, der står ved en ensomt beliggende villa på det højeste punkt. Forbipasserende har gennem tiden sikkert udvekslet mange fikse idéer om, hvad den mon bliver brugt til. ”Tophemmelig NATO-lyttepost” har nok været en af dem. Men det er ikke rigtigt. Masten tilhører en entusiastisk radioamatør, Anders Hallum, som har inviteret os indenfor.