Skødstrup Skole vinder priser for arbejdet med trivsel

På grund af arbejdet med at skabe robuste og modige unge gennem helhedsprogrammet MOT har Skødstrup Skole vundet to flotte priser.

I Skødstrup har de unge mod til at leve, mod til at sige nej og mod til omsorg – det har de nemlig lært i skolen.

Det er de tre værdier, som helhedsprogrammet MOT bygger på. MOT blev stiftet i Norge i 1997 af to topidrætsudøvere, der så nødvendigheden i at støtte unge i at have mere mod til at være sig selv og mod til at sige fra. Det norske ord mot betyder på dansk mod.

Skødstrup Skole har arbejdet med MOT i seks år, hvor eleverne i 6. – 9. klasse har haft skemalagte MOT-timer med MOT-coaches og Ung MOTivatorer, som er udvalgte ældre elever, der underviser de yngre elever. De unge mærker både effekten af MOT på sig selv og i fællesskabet:

”MOT har hjulpet til at styrke fællesskabet i klassen. Det kan man tydeligt mærke. Selvom vi jo har kendt hinanden i små ti år, er det først nu, vi tør åbne op. Efter MOT har vi set nye sider af hinanden, fordi man tør fortælle, hvordan man har det,” fortæller Marius Kure fra 9. klasse, der er ung MOT-leder på Skødstrup Skole.

Han er en af elevrepræsentanterne fra skolen, som også er med til de store fælles MOT-arrangementer. Det er han blandt andre sammen med Eva Kristine Berg Andreasen, der er tidligere Ung MOTivator.

Jeg har lært at tage chancer

For Eva har særligt en af værdierne haft stor betydning.

”Værdien ’mod til at leve’ har betydet for mig, at jeg har lært at tage chancer og at springe ud i nye ting. Det var noget, jeg var meget bange for før, men MOT har hjulpet mig til at føle mig mere tryg i at prøve nye ting.”

Hun fortæller, at det gælder de små hverdagsting – alt fra at tage initiativ til at snakke med nye på årgangen til at springe ud i noget nyt til fritidsinteressen dans. Efter at have været en del af MOT-programmet i tre år, mærker hun tydeligt en forskel.

”Før var jeg stille og bange for at række hånden op og sige noget, der måske var forkert, men det er jeg blevet mere rolig omkring. Jeg tør at stå ved det, jeg vil sige. Jeg har nok indset, at alle svarer forkert en gang imellem, og at det er okay.”

Skødstrup Skole sætter MOT på landkortet
De to elevrepræsentanter var også med til Ildsjælesamlingen, hvor alle, der arbejder med MOT ude på skolerne, kunne møde, sparre med og lære af hinanden. Med på dagen var i øvrigt MOT-ledere og -coaches, erhvervsfolk, der støtter MOT Danmark, samt kendte sports- og kulturpersonligheder, der fungerer som MOT-ambassadører. Alle med hver med deres input – for eksempel holdt Ulrik Wilbek et oplæg om holdånd. Til Ildsjælesamlingen fik skolen to flotte priser: Titlen som årets MOT-coach gik til Kira List, der er ansat i klubben, mens årets MOT-leder blev viceskoleleder, Anette Røge.

Som viceskoleleder mærker Anette Røge også effekten af arbejdet med MOT i dagligdagen:

”I hverdagen kan jeg jo se, at eleverne rykker sig og tør sige fra. De mærker efter, når de mærker ’nej’ i maven, og de har mod til at sige det højt. Derudover har vi helt konkret fået et fælles sprog – elever, lærere og ledelse kan snakke om de her ting nu. Det betyder, at vi kan arbejde forebyggende i forhold til trivsel,” siger hun.

En af grundene til, at Anette Røge blev belønnet med titlen som årets MOT-leder, er blandt andet, at hun og Skødstrup Skole går forrest som bannerfører med det gode budskab, som MOT gerne vil udbrede. Målet er at få flere jyske skoler med på MOT-vognen, så samarbejdet om at skabe robuste unge bliver stærkere på tværs af skolerne.

Eleverne tør stå ved sig selv
Kira List, der løb med prisen som årets MOT-coach, blev blandt andet anerkendt for sit store engagement og indlevelse i arbejdet med de unge. Juryen skrev blandt andet:

”Kira er med på Ung MOTivator-uddannelserne som den ansvarlige voksen-repræsentant fra Skødstrup Skole, og hun er en gave at have med! Hun er ikke bleg for at blive ”14” år og deltage i øvelserne, hun tager gerne en post på Ung MOTivator-løbet, og hun giver gerne en hånd med, når det behøves. Og hun gør det med et smil på læben, og fordi hun kan lide det og engagerer sig!”

Til Ildsjælesamlingen havde de unge lavet en film, hvor eleverne fra de fire klasser, som Kira List underviser fortalte, hvorfor de mener, hun skulle kåres til årets MOT-coach. Kira List fortæller, at hun var overrasket over at høre eleverne fortælle om, hvor meget MOT egentlig har gjort for dem. De tør stå ved sig selv og deres grænser, og de tør tage ansvar for den fælles trivsel.

”Det var det, der betød mest – det var en meget stor anerkendelse at høre det fra eleverne. Det er et krævende arbejde, og derfor var det ekstra stort at høre fra de unge, at de får noget med. Det bekræfter en i, at MOT virkelig kan noget,” siger Kira List.

Fotos:

Eva (længst til venstre) og Marius (i midten) var repræsentanter for Skødstrup Skole på Ildsjælesamlingen.

Viceskoleleder Anette Røge blev belønnet med titlen som årets MOT-leder.

Kira List, der er ansat i klubben, fik på ildsjælesamlingen titlen som årets MOT-coach.

 

Af Marianne Trier Josefsen, kommunikationsmedarbejder, Skødstrup Skole og Skødstrup Dagtilbud

Fotos: Alex Kristensen, MOT Danmark

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2018)

Relaterede artikler

Red Barnet-gruppen fra 6. f. på Skødstrup skole: Anton, Magnus, Maria og Filipa.
Børn og unge

Mere fokus på fattigdom

6. f på Skødstrup Skole havde i slutningen af 2023 en projektuge, hvor temaet var hjælpeorganisationer.
En af grupperne i klassen valgte at skrive til 8541-bladet om sit arbejde med Red Barnet, og resultatet følger her:

Garn, viklet om en papskive, kan i sig selv blive et smukt billede, men kan også være farveprøve til et vævet billede.
Børn og unge

Skødstrup-væver inspirerede i KLUBBEN

I ugen efter efterårsferien var der arrangeret væve-workshop med Astrid Skibsted for fritidsklubben – eller bare ”Klubben” – på Skødstrup Skole.

Tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag summede værkstedet på ”Klubbens” førstesal af aktivitet og engagement. Man tryllede med farver og materialer og lærte såvel noget om farvesammensætning som om teknik.

Hovedindgangen til Bofællesskabet Skødstrup.
Skole og institutioner

Her er bostedet de færreste har hørt om

Hvad nok en del i 8541 ikke ved, er at der ligger et bosted for fysisk og psykisk udviklingshæmmede her i byen. Jeg besluttede at kikke forbi Bofællesskabet Skødstrup, for at se hvordan dagligdagen fungerer sådan et sted.