Sjov, flot og charmerende gymnastikopvisning

Glade børn til Skødstrup Gymnastiks forårsopvisning 2024

OL-arrangørerne i Paris bør skynde sig en tur til Skødstrup for at se, hvordan man skruer et godt idrætsarrangement sammen. Det kan gymnasterne fra Skødstrup Sportsforening nemlig.

Tekst og foto: Thomas Nykrog

Årets lokale gymnastikopvisning blev afholdt lørdag den 16. marts. Allerede klokken otte mødte de første ind for at stille op, gøre klar og få teknikken til at makke ret. Selve opvisningen var delt op i to – én del om formiddagen og én del om eftermiddagen. Det gav bedre forhold for de 300 gymnaster og instruktører og ikke mindst for de 800 tilskuere.

Sportsforeningens gymnastikafdeling har både hold for mænd og kvinder. Det yngste medlem er 1½ år, men det ældste allerede for noget tid siden rundede de 90. Det afspejlede sig ikke helt på dagen. Antal drenge-gymnaster kunne tælles på én hånd (også selvom man skulle mangle et par fingre), og der var kun et enkelt voksenhold – også med ren girl-power.

Det var en fornøjelse at se opvisningen. Børnene var glade, stolte og dygtige med håret sat og klædt på til lejligheden. Også instruktørerne var oppe at køre med store smil og fin kontakt til børnene. Det hele var pakket ind i en flot, traditionel faneindmarch og -udmarch.

Da røgen havde lagt sig, fik vi fat i Mette Hyldborg Knudsen, der er formand både for hele Skødstrup Sportsforening og for gymnasterne. ”Det har været en rigtig fin dag,” sagde hun. ”Børnene har været supersøde og gode, og jeg vil også sig en stor tak til både instruktører og tilskuere, der i den grad var med, gav den gas og spredte god stemning!”

Faneindmarch. Der var fuldstændig styr på tingene. Alle vidste hvad de skulle hvornår, musikken var velvalgt, tidsplanen klappede, og det gjorde publikum også.

Midtpunktet var klædt festligt på i dagens anledning.

Dygtige børn…

Modige børn…

…og voksne, der også havde en fest!

Flyvende gæster

Skødstrup havde inviteret to opvisningshold. Om formiddagen viste DGI Mini Mix spring og rytme, og om eftermiddagen var Lystrup Showhold, som ses her, bogstavelig talt flyvende.

Stardustpigerne i aktion.

Der blev hujet, vinket og klappet fra godt 800 veloplagte tilskuere.

Læs hele aprilnummeret 2024 på PDF

Relaterede artikler

Schæferhundehvalp ligger "dæk" og spidser ører
Livsstil & Familieliv

Vov det ene øje

En halv snes hunde og deres ejere havde snuset sig frem til hundetræning på Berberisvej 18A i Skødstrup.

en stor platform med telt har givet spejderne ly og læ efter et par sæsoner under åben himmel
Børn og unge

Tag over hovedet giver nyt liv til spejderne

FDF-spejderne i Løgten-Skødstrup går trygt efteråret og vinteren i møde. Foreningen har nemlig fået væsentligt bedre faciliteter på det nye tilholdssted på Engskovvej syd for kirkegården.