Sommeren i 8541 bliver god

Sol, blå himmel og strand
Meteorolog Thomas Kaa Mørk fra DR Vejret spår os en god sommer i 8541

Af Thomas Kaa Mørk, meteorolog og Skødstrupborger

Kigger man dybt i krystalkuglen, ser sommeren 2024 ud til at blive en af de bedre af slagsen.

Men inden vi går i detaljer med, hvad det betyder for vejret i Skødstrup og omegn, så lad mig indlede med at stille dette Men først det grundliggende spørgsmål: Er langtidsprognoser overhovedet mulige?

Svaret er både ja og nej. Det er et nej, hvis man forventer en sikker prognose for, hvordan vejret bliver i enkelte uger hen over sommeren, men ja, hvis man kan nøjes med en oplysning om en større eller mindre sandsynlighed for en afvigelse til den ene eller den anden side på månedsbasis.

To prognoser er enige
Bliver det varmere eller koldere end normalt og tørrere eller vådere end normalt? Her kan vi faktisk med rimelig sikkerhed pege i bestemte retninger.

Man kan udarbejde sæsonprognoser på to vidt forskellige måder, og i øjeblikket peger begge metoder på, at den kommende sommer bliver varmere og tørrere end sommeren 2023, som endte gennemsnitlig i forhold til temperatur og ret våd.

Man kan bruge fysik og matematik til at beregne, hvordan vejret bliver i fremtiden. Det er metoden, som ligger bag de daglige vejrudsigter på tv og indholdet i de vejr-apps, vi har på vores mobiltelefoner. Bruger man den metode på den rigtige måde, kan den også bruges til at forudsige overordnede vejrtyper flere måneder frem i tid, og lige nu peger den på en sommer, som bliver varmere end normalt, især den sidste halvdel af sommeren, og ret normal i forhold til regn.

En anden metode er at bruge vejrhistorien til at se på, hvordan sommeren typisk bliver efter en vinter af den type, vi netop har afsluttet. Under behørig hensyntagen til verdenshavenes temperaturer og de overordnede atmosfæriske forhold, som påvirkes af fænomenerne El Niño og La Niña i Stillehavet. Her i foråret 2024 er vi på vej ud af en El Niño, mens vi sidste forår var på vej ud af en La Niña, og det faktum alene gør, at vi med stor sandsynlighed vil opleve en anderledes sommer end sidste år.

Smeltende gletsjere giver varme
Ny forskning viser desuden, at tilførslen af ferskvand fra smeltende gletsjere og indlandsis til det nordlige Atlanterhav i høj grad påvirker vejret i Europa den efterfølgende sommer. Jo mere ferskvand, der strømmer ud, desto større er sandsynligheden for varmt og tørt vejr.

Mens vi havde en våd og afdæmpet sommer herhjemme i 2023, var det meget varmere end normalt i Grønland, og det fik store mængder af sne og is til at smelte for siden at strømme ud i Nordatlanten. Gennem den kæde af reaktioner, som den nye forskning har afdækket, fører det typisk til vejrmønstre, der hen over sommeren giver lange perioder med tørt og varmt vejr i Europa. Varmen og tørken er typisk mest udtalt i Sydeuropa, men der er også klare tendenser i Nordeuropa.

Mest sol i Studstrup
Hvad betyder det så for vejret herhjemme i 8541? Jo, helt generelt bor vi i et af de tørrere områder i Danmark, og med vores beliggenhed tæt på Kalø Vig og Aarhusbugten har vi et udtalt kystklima, som byder på relativt meget sol. Den vejrtype får vi sandsynligvis endnu mere af i år.

I Studstrup får man som regel allermest sol, mens vi oppe i bakkerne ser lidt flere skyer, også skyer af den type, som kan give en byge på en varm sommerdag.

Vi får næppe så meget sol i begyndelsen af sommeren som i 2023, men set hen over hele sommeren 2024 er der mere sol og mindre regn i vente.

Og hvad så, hvis prognosen går i vasken, og sommervejret mod forventning bliver gråt og vådt? Ja, så kan vi trøste os ved vores geografi, som stadig giver os noget af det bedste sommervejr – i Jylland.

Læs hele aprilnummeret 2024 på PDF

Relaterede artikler

De tre shelters med bålpladsen i forgrunden. Billedet er et 200 graders panoramabillede, så hvis du i virkeligheden står med ryggen mod skorstenen, ser du ud over havet og omvendt. Det beboede shelter har, som det eneste, havudsigt. 
Børn og unge

Nye shelters med udsigt til havet og Mols Bjerge

Kaløvig Bådelaug har indviet tre nye shelters i den nordøstlige del af bådehavnen. Der har allerede været mange overnatninger i de store shelters, der hver måler 280 x 230 cm, og dermed har plads til fire-fem personer.

220702 Operation Ålegræs 03
Energi og miljø

Udplantning af ålegræs er en succes

For halvandet år siden blev der plantet ålegræs ud i Kaløvig Bugten i håb om at forbedre havmiljøet. Nu viser en ny undersøgelse, at prøveudplantningen har haft en effekt. Der er flere fisk.  

Liv Gro Jensen (SF): Vi politikere kan godt påvirkes.
Energi og miljø

Flere mulige stopklodser for Vosnæs-møllerne

Før sommerferien holdt Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs et velbesøgt debatmøde, og der var fyldt godt op på både tilhørerpladserne og i panelet, hvor fem ud af de syv medlemmer af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune deltog.