Minister besøgte Vosnæs – uden dialog

”…vindmøllernes simple, ordnede opstilling og ensartethed vil give indtryk af et roligt teknisk anlæg, der passer ind i det eksisterende landskab.” Sådan lød kommunens og nu også ministerens argument. (arkivfoto, som viser fejl i visualisering)

Af Birger Agergaard

Syddjurs-borgmesteren erklærede sig i sidste uge meget skuffet over, at ministeren for by og landdistrikter, Signe Munk (SF), ikke tog sig tid til at besøge Vosnæs, før hun besluttede at ophæve kommunens protest mod vindmøller på Vosnæs.

Ministeren VAR faktisk ved Vosnæs og i Havhuse. Men hun var der uden at have nogen dialog med hverken Havhuse-borgerne eller borgmesteren.

Det fremgår af afgørelsen, som nu står at læse på Aarhus Kommunes hjemmeside. Aarhus fik som omtalt medhold i, at man kan fortsætte vindmølleplanerne.

Ministeren har før sin afgørelse forhørt sig skriftligt fra Syddjurs, fra Aarhus og fra SGAV (Styrelsen for Grøn Arealomlægning). Hun har herefter lænet sig mest ind imod argumenterne fra SGAV og Aarhus.

SGAV ”…vurderer, at vindmøllerne ikke påvirker kystlandskabets karakter og oplevelsesværdi i en sådan grad, at landskabsværdierne ikke længere opfattes klart.”

Samme ordvalg

På flere punkter er der enslydende argumenter fra ministeren og Aarhus Kommunes miljøredegørelse.

Eksempelvis: ”… at landskabet omkring Vosnæs bærer præg af andre omkringstående tekniske anlæg som højspændings- ledninger og Studstrupværket.”

Og: ”…vindmøllernes simple, ordnede opstilling og ensartethed vil give indtryk af et roligt teknisk anlæg, der passer ind i det eksisterende landskab.”

Samt: ”…afstandskravet på fire gange møllernes totalhøjde til naboerne i planområdet er overholdt, herunder for sommerhusområdet Havhuse.”

Om besøget i Havhuse skriver hun: ”Jeg er dog enig i, at de roterende vindmøllevinger kan opleves som forstyrrende for landskabsbilledet, når man ankommer til sommerhusområdet, men bevæger man sig længere ind mod sommerhusene, vil vindmøllerne i baggrunden blive mindre synlige.”

Relaterede artikler

Løgtenbageren med fortovsservering under Løgtenløbet i 2012
Ukategoriserede

Farvel til Løgtens bageri

Den 20. december bliver fyraften hos bageren i Løgten noget særligt. Det bliver nemlig den sidste af slagsen. Efter 32 år på Grenåvej 778 lukker bageriet. Ejerne Hanne Poulsen og Jan Boe Pedersen har sat bygningen til salg. Parret ejer også søster-bageriet i Hornslet, og dette bageri lukkes samtidig efter 26 år.

Ukategoriserede

Grundlovsdag

Traditionen tro holder vi Grundlovsmøde og folkefest på plænen bag Skødstrup Sognegård. Kom og vær med til en festlig fejring af vores demokrati og vores frihedsrettigheder – og tag børnene med. De er Danmarks fremtid.