Tekst og foto Birger Agergaard
Det var meget tæt på, at grundejerforeningerne og andelsboligforeningerne – og dem er der en del af i Løgten-Skødstrup – skulle betale grundskyld af deres fællesarealer.
En god del af dem var mødt op til et møde, som Skødstrup Fællesråd havde inviteret til. 34 havde tilmeldt sig, og de hørte den gode nyhed fra chefkonsulent i BDO Revision, Henning Boye Hansen:
”Nu har vi skatteministerens ord for, at det ikke bliver til noget.”
Han sagde dog også, at Vurderingsstyrelsen stadig skal vurdere værdien af fællesarealerne, men hvad man skal bruge den viden til, er uklart.
”Derfor vil jeg opfordre jer til at se på dem, når de kommer. Ser de rigtige ud? Ellers bør I reagere,” sagde han videre.
Altså: I stedet for at sætte værdien af fællesarealerne til nul kroner, så skal de vurderes, men kommunerne får mulighed for at fritage fællesarealerne for grundskyld. Det fik flere af de fremmødte til at spørge, om trængte kommuner alligevel kunne finde på at opkræve grundskyld.
Det mente Boye Hansen dog ikke. Så vil de blive ”banket på plads”.
Han kunne dog ikke afvise, at der findes laug-ejede arealer, som ikke slipper for grundskylden. Det, der gjorde udslaget for politikerne for nylig, var argumentet om dobbeltbeskatning; et pænt fællesareal er i sig selv med til at hæve vurderingen på ejerboliger, og derfor betaler de allerede mere i grundskyld nu.
Slip lettere i bestyrelsen
Så vidt grundskylden. Næste emne var, hvordan bestyrelser i bla. grundejerforeninger kan få lettet deres administrative arbejde. Det byder firmaet Unioo ind på, idet de har lavet en portal, hvor der er et utal af værktøjer og muligheder.
Mange foreninger bruger i dag PBS til kontingentopkrævning, men Unioo er billigere, ca. 7-9 kroner. Gebyr på indbetalinger er den eneste indtægt Unioo har fra foreningerne.
Hvis foreningerne i dag har konto hos en af de banker, der samarbejder med Unioo, er de indledende øvelser lettere, sagde Brian Øgård Thomsen.
Dog ligger der en del arbejde i at få alle medlemmer til at oprette sig i systemet.
Vi skal snakke sammen
Tredje emne for aftenen var, hvordan grundejer- og andelsboligforeninger i postnummer 8541 kan bruge hinanden.
Ib H. Andersen fra fællesrådet er selv formand for Grundejerforeningen Ny Møgelhøj (læs også 8541-bladet side 10). ”Jeg synes vi skal snakke mere sammen,” sagde han og lagde en række emner frem, som kan tages op på kommende fællesmøder i Skødstrup.
Det er f.eks. forsikringer, eftersyn af legepladser, fondssøgning, undgå svindel med penge, vinterberedskab, hvordan engagerer vi medlemmerne, og hvordan får vi politikerne i tale?
”Hvis I ikke er medlem af Skødstrup Fællesråd, vil jeg opfordre til det. Vi har jo ikke vetoret over for kommunen, men vi har indflydelse,” sagde Ib Andersen.


