Håndbold er totalt ok

Som borger i 8541 kan du være med til at øge støtten til sporten via OK og Dagli’Brugsen – uden at det koster dig noget. Det er der heldigvis allerede mange, der gør, hvilket gør det meget sjovere at gå til håndbold.
Tekst Iben Kierkegaard Foto Thomas Nykrog

Musikken pumper ud gennem højttalerne, og både tempoet og humøret er højt hos U15-pigerne, der er til træning. Det er torsdag, og uddeler Per Simonsen fra vores lokale Dagli’Brugsen har lige været forbi med en dejli’ check på 34.108,37 kr., som Rikke og U15-pigerne tog godt imod på vegne af hele håndboldafdelingen.

Et sponsorat med et konkret formål
Sponsoratet bliver brugt på udstyr som rebounders og BlazePods, der giver håndboldspillere udfordringer, der både er sjove og forbedrer deres håndboldteknik. ”Det er så meget federe ikke at skulle kaste bolden frem og tilbage mellem de enkelte spillere, men i stedet at kunne betragte deres teknik og guide dem”, fortæller Rikke Jørgensen, der er træner for U15-pigerne. Hun inddeler pigerne i to hold og åbner en app, hvor hun programmerer de seks BlazePods-LED-lys, der er stillet op i en ring. De begynder at blinke skiftevist, og pigerne skal reagere hurtigt. De er inddelt i to hold og kaster en håndbold imellem sig, mens de skal nå at slukke de forskellige lys ved at træde på dem. Deres reaktionsevne blive trænet, og man kan høre på deres latter, at de har det sjovt. ”Vi vil meget gerne købe flere BlazePods, så vi også kan bruge dem til målmandstræning”, fortæller Rikke. ”Det giver virkelig god mening til træning af målmandens reaktionsevne i stedet for, at jeg for eksempel bare står og råber, ”Højre! Venstre!” Rikke er en dedikeret håndboldtræner, der har trænet pigerne de sidste syv år. Hun har gjort en særlig indsats for at bevare pigernes sammenhold, træningsgejst og form under corona-nedlukningen. I april begyndte de at spille beach-håndbold udenfor to gange om ugen og fastholdt en af de ugentlige online træninger ved siden af. I dag står den på to ugentlige indendørstræninger og beach-håndbold om søndagen. Når man snakker med Rikke, kan man ikke undgå at blive imponeret over det ildsjælsarbejde, hun giver pigerne. Med træning om søndagen tænker man, at det må gå ud over familielivet. ”Jamen, familien er jo med”, siger hun, mens yndlingsnummeret fra playlisten, ”Dance Monkey”, dirigerer pigerne i træningen.

Klar til kamp
Pigerne er tilmeldt JHF’s sommerturnering den 18. maj. Med den grundige corona-træning og nu også med rebounder og BlazePods, satser de på, at kampformen giver pote.

Sådan fungerer sponsoraftalen mellem OK, Dagli’Brugsen og Skødstrup Sportsforening Håndbold:
Hver gang der tegnes et nyt OK-benzinkort gennem Skødstrup Sportsforening Håndbold, og der er købt 500 liter benzin eller diesel på kortet inden et år, modtager håndboldafdelingen en bonus pr. kort på 200 kr. Derudover udbetales 5 øre pr. liter brændstof købt på kort, der er tilknyttet aftalen. Det er selvfølgelig også muligt at anvende OKs app. I corona-perioden er der udbetalt 30% ekstra bonus.
Har du også fået lyst til at prøve at gå til håndbold? Så skal du bare finde os på 8541.dk under ”afdelinger”, hvor du kan se alle årgange og trænere.

 Læs flere artikler op 8541.dk eller FB

Relaterede artikler

Krop og sundhed

Jobbet som træner bragte ham til Skødstrup

”Jeg gør det, fordi det er sjovt. Flere af stamspillerne har været med i et par årtier, og der er et supergodt sammenhold,” siger Vagner Haunstrup, som træner eliteholdet i badminton

Vinterbadere nyder den kolde dukkert
Krop og sundhed

Et koldt havbad er godt for krop og sind

Vinterbadning bliver stadig mere populært, og vinterbaderklubberne sikrer gode forhold for deres medlemmer, men der er venteliste, så har du lyst, er det bare med at få dig skrevet på listen!

Walk for flagalleen
Erhverv

Godt gået!

En af Danmarks længste flagalleer!
Flagalleen i Løgten-Skødstrup er stiftet i 1970 som en underafdeling af den daværende Løgten-Skødstrup Borgerforening.
Kristi Himmelfartsdag deltog ca. 100 8541-borgere i en fælles “Walk” for at samle til vores allesammens flagallé.