Ny skole i Skødstrup? Trafikdæmpning på Grenåvej? Skal naturområder plastres til med solceller? Pasning og fritidsmuligheder for børn? Hvor meget tilflytning skal vi have?
Det er sådan noget, der betyder noget for os i 8541, når vi skal tænke et, fire eller otte år frem. Du kan selv fortsætte rækken af spørgsmål.
Du får mulighed for at få svar fra de politikere, der gerne vil vælges til det næste byråd. Ti partier stiller op til valget, som holdes 16. november, og de vil alle sammen gerne have netop din stemme.
Det største vælgermøde
Vores lokalområde har tradition for at holde kommunens største vælgermøde, og spidskandidaterne vil derfor sikre sig en plads på podiet i Midtpunktet 11. oktober. Her står Skødstrup Fællesråd bag en aften, hvor politikerne afkræves svar og visioner. For fire år siden deltog 450 borgere, og hvis vi overhovedet må samle så mange i år, vil det nok gentage sig.
Lokalbladet 8541 står for ”opvarmningen” i løbet af efteråret, hvor vi beder byrådskandidaterne om at svare på nogle af de spørgsmål, som vi har nævnt i indledningen.
Vi ved godt, at politikersvar kan være elastik i metermål, men vi vil alligevel bede politikerne forholde sig konkret til de ønsker og spørgsmål, vi har i 8541.
I de tre numre i august, september og oktober bringer vi politikernes svar på disse områder:
• Byudvikling og infrastruktur
• Energi og natur
• Skole og dagtilbud
Alle nuværende byrådsmedlemmer får bladet, så hvis du sender os et læserbrev i løbet af valgkampen, kan du være sikker på at nå helt ind i byrådssalen med din holdning. Send læserbrevet til redaktor@8541.dk
Brug også gerne Facebookgruppen ”8541 Borger til Borger” til at bringe de temaer frem, som du synes er vigtige i netop vores lokalområde.
Tekst Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog
Læs flere artikler på 8541.dk eller FB