Farten ned i Løgten

Såvel boliger som erhvervsejendomme på Bytorvet i Løgten kan fortsat skrive "Bytorvet" på deres visitkort.

Af Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog

En mindre del af den lange Grenåvej gennem Skødstrup og Løgten vil få farten sat ned til 40 kilometer i timen inden længe. Det er dog spørgsmålet, om det betyder ret meget, idet strækningen mellem Netto og SuperBrugsen allerede har en fartgrænse på 40 km.

På kortet, der er sendt ud af Aarhus Kommune, ser det ud til, at forsøget gælder fra Vorrevej til omkring Møllesvinget.

Tydeligere skilte
Forsøget går ud på at se, om man kan dæmpe farten alene med ”milde virkemidler” som for eksempel tavler og vejstriber. Det er som modsætning til ”hårde fartdæmpere” som for eksempel bump.

I ”det sene forår” vil forvaltningen udskifte farttavler på 15 strækninger i kommunen, så det er tydeligt for bilisterne, at hastighedsgrænsen er sat ned.

Fællesrådene og borgerne er ikke blevet taget med på råd. Men det bliver de til efteråret, hvor næste fase skal forberedes. Det betyder, at bilisterne kommer til at lette speederfoden på flere strækninger.

Panelet har talt
8541-bladet har spurgt på Facebookgruppen 8541 Borger til Borger, hvad borgerne i 8541 synes om projektet – og hvor der ellers burde sættes ind med fartdæmpning.

Og borgerne har talt! Der var 36 kommentarer, og langt hovedparten ønsker en 40 km. zone på en større del af Grenåvej.

Der er dog også dem, der holder på, at 50 km. i timen er OK – hvis man så sikrer, at bilerne holder sig til den grænse.

Håber på hele byen
Nogle få pluk fra debatten på Facebook:

Peter Højmark: ”God ide med lavere fartgrænse! Håber det på sigt bliver hele byen. Der bliver kørt for stærkt! Håber næste skridt bliver at forbedre sikkerheden på Grenåvej med cykelsti og evt. fartbump. Den nuværende løsning efter SuperBrugsen er ikke optimal og ikke hensigtsmæssigt at bruge borgeres biler som chikaner – og langt fra alle forstår regler og anvisning. Nå ja og mindst fire-fem rigtige fodgængerovergange relevante steder i byen.”

Søren Møller Dath: ”Ville være rigtig fint, hvis 40 km/t strækningen blev forlænget hen forbi møllen. Og så skal den klart være mere tydelig. Man ser næsten ikke de små skilte med 40 km/t zonen.”

Hele Bruhn Schwartzmann: ”Farten ned i hele byen! Flere fodgængerovergange og klima-bede med blomster og træer som “gener” både på Grenåvej, Bondehaven og Stationsvangen, ligesom man gør flere steder.”

Karsten Svinth: ”Har man tænkt, at man måske flytter trafikken fra Grenåvej til Vorrevej og Segaltvej? Allerede med udformningen af det nye lyskryds ved Segaltvej finder trafikken fra nord jo næsten naturligt gennem Segalt i stedet for at dreje ned mod Vosnæsvej/Grenåvej? Kommer der så begrænsninger på Grenåvej, bliver der vel mere trafik gennem Segalt.”

Hans Michael Betsch: ”Hele byen fra Carletti til det skarpe sving ved Segaltvej er ca. 3 km lang. Kører man konstant 50 tager det 3 minutter og 45 sekunder, kører man 40, 4 minutter 30 sekunder. Realistisk tager det 30 sekunder ekstra hvis HELE byen bliver en tempo 40 zone. Jeg mener, det er det hele værd. Mere trafiksikkerhed, mere ro.”

Læs hele martsnummeret 2023 på PDF

Relaterede artikler

Dengang: Hovedvej til Grenå - Nu hjelmagervej før bakken op til Ny Studstrupvej.
Egnsarkiv

Tagmosevej førte helt til Grenå

Vejnavne og stednavne i Skødstrup Sogn
Hvorfor hedder de sådan?
Tagmosen er et gammelt stednavn i Skødstrup Sogn. Det er navnet på et moseområde på med et areal svarende til fem fodboldbaner. Tidligere har der været tørvegravning og høst af tagrør til stråtækning af huse.

Her på Vosnæsvej skal cyklister og fodgængere ud på kørebanen. Fortovsprojektet er netop blevet udskudt – igen. Det samme med et fortovsprojekt på Hjelmagervej. (arkivfoto Birger Agergaard)
Trafik & veje

Fortove forsinkes: ”Meget skuffende”

Det er uforståeligt, at en by med 10.000 borgere og en skole med 1.300 børn stadig må undvære en sikker vej for fodgængere og cyklister, og dermed også en skolevej.