Dansk Flygtningehjælp har Landsindsamling søndag d 3. november 2019.
Vi mangler indsamlere i Løgten, Vorre, Studstrup og Skødstrup området.
Indsamlingen er landsdækkende, og på bare tre timer kan en enkelt indsamler samle cirka 1.000 kr. ind, som går til at hjælpe lige præcis dér, hvor nøden er størst lige nu. Pengene sikrer, at Dansk Flygtningehjælp kan sætte hurtigt og effektivt ind, når katastrofen rammer et nyt sted, og mennesker akut får brug for mad og tag over hovedet. For 218 kr. kan Dansk Flygtningehjælp give en familie på flugt det nødvendige udstyr til at bygge et midlertidigt hjem.
Pengene fra indsamlingen bliver brugt i nærområderne til verdens konfliktzoner. I år går pengene i særlig grad til at give mennesker på flugt tag over hovedet – for alle mennesker har brug for et hjem for at overleve.
Det gælder i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, hvor næsten én million mennesker lige nu er stuvet sammen under usle forhold. Det gælder i Yemen, hvor sulten truer 10 millioner mennesker på livet. Og det gælder for millioner af syrere, der fortsat er tvunget på flugt fra krigens ødelæggelser i enten deres eget land eller til et af nabolandene.
Vil du være indsamler?
Meld dig på tlf. 3373 5111 eller flygtning.dk.
Udleveringsstedet er Lokalcenter Rosenbakken.
Du kan også allerede donere et bidrag på MobilePay nummeret 800055.
Af Mille Lund, Dansk Flygtningehjælp, lokal koordinator i 8541
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (oktober 2019)
- Dansk Flygtningehjælp er Danmarks største humanitære organisation og arbejder i 40 lande verden over for at sikre nødhjælp og sikkerhed til folk på flugt.
- Dansk Flygtningehjælp administrerer f.eks. flygtningelejre i nærområderne, distribuerer nødhjælp, etablerer brønde og vandrensningsanlæg og uddanner børn og voksne, så de har en hverdag efter flugten.
- Mere end 70 millioner mennesker i verden er på flugt.
- Midlerne fra Landsindsamlingen 2019 går bl.a. til at give mennesker på flugt tag over hovedet.
Tag godt imod de indsamlere, der kommer til din dør d 3. november, de gør et stort stykke frivilligt arbejde.