Borgermøde 25. oktober – Klog vækst i 8541

Traditionen tro afholder Skødstrup Fællesråd et borgermøde før det kommende Kommunalvalg den 21. november 2017. Vi inviterer derfor alle i 8541-området til politisk debatmøde.

Historisk har tidligere borgermøder forud for et kommunalvalg givet os i 8541-området en god snak med politikerne fra Aarhus Byråd. Emner der sidenhen har givet os flere gode resultater som Kombi-biblioteket, idrætsanlægget Midtpunktet, nye institutioner og den aktuelle skoleudvidelse m.m. Men der er fortsat mange ting der kan forbedres i vores lokalområde og det er oplagt vi før et kommunalvalg giver politikerne i byrådet disse udfordringer. Så vi ved hvem og hvordan de vil agere i både Aarhus Kommune, men også herude i vores lokalsamfund i udkants Aarhus, hvis de bliver valgt og får indflydelse i Aarhus Byråd.

Vi har inviteret borgmester Jacob Bundsgaard og hans byrådskollegaer, så vi håber at se topkandidaterne fra partierne i Aarhus Byråd. Politikerne får på forhånd stillet et par spørgsmål fra Skødstrup Fællesråd som vi beder dem om at forholde sig til i deres egen præsentation til indledning. Derefter er der åbnet op for debat, hvor du kan stille dit spørgsmål eller den kommentar du må have til politikerne. Du kan i faktaboksen se hvilke politikere, der har givet deres tilsagn for deltagelse.

Det vil være emner som:

  • Behov for bedre infrastruktur med veje og stier når et lokalsamfund vækster.
  • Vi har brug for bedre tilkørsel til Djurslands Motorvejen og udkørsel til Kirkeholtvej.
  • Hvor er fokus på kommunes vækst med fortætning i de kommende år?
  • Hvor tænker man, at placere en eventuel skole nr. 2 i Skødstrup?
  • Vi var blevet lovet 48 plejeboliger, der nu er reduceret til 8. Hvorfor?
  • Vi ønsker ikke kæmpe vindmøller i Studstrup.
  • Vi ønsker et udendørs aktivitetssted, der kan samle folk på tværs af generationer.

Du har som borger sikkert også et emne, så mød op og fremlæg dit synspunkt. Det kan være et sted til de unge i byen, bedre pasningstilbud til ældre, en ny svømmehal, kunstgræs fodboldbane, brug af offentlig trafik eller noget helt tredje. Det er vigtigt, det ikke bare er Fællesrådet, der stiller ønsker, men også jer borgere som tilkendegiver, hvor I oplever der mangler noget eller der er plads til forbedringer. På den måde bliver vi bedre hørt, og der er for politikerne mange stemmer i vores lokalsamfund.

Som ordstyrer har vi allieret os med Frederik Roland, som mange nok husker som tidligere studievært på TV2 Østjylland. Frederik har tidligere været ordstyrer ved vores politiske borgermøde og vil sikre, vi får en god afvikling, hvor både politikere og tilhørere kan blive hørt.

I Skødstrup Fællesråd håber vi selvfølgelig du finder det interessant før kommunalvalget, at møde byrådets partier til en lokal politisk debat. Vi håber også på et meget stort fremmøde fra dig og dine naboer, da vi bedst skaber en synlighed for vores ønsker til lokalsamfundet ved en stor repræsentation af vores lokalsamfund. Derfor mød op, og vis din interesse for både din egen og lokalsamfundets skyld. Vi ses!

Faktaboks:
Alle partier i byrådet er inviteret. Ved deadline den 10. september havde følgende politikere/partier givet deres tilsagn for deltagelse:

  • Politikere, der deltager ved borgermødet:

    Borgmester Jacob Bundsgaard (Socialdemokratiet)

    Rådmand Thomas Medom (Socialistisk Folkeparti)

    Rådmand Bünyamin Simsek (Venstre)

    Rådmand Jette Skive (Dansk Folkeparti)

    Marc Perera Christensen (Det Konservative Folkeparti)

    Almaz Mengesha (Liberal Alliance)

    Keld Hvalsø Nedergaard (Enhedslisten)

    Marie Ambrosius (Alternativet)

Borgermødet er en enestående chance for at møde toppolitikerne i Aarhus Kommune og diskutere udviklingen ikke mindst i 8541-området.

På mødet får alle mulighed for at stille spørgsmål eller komme med en kommentar til politikerne.

Frederik Roland er genvalgt som borgermødets kompetente ordstyrer. 

 

Skrevet af Steen Hermansen,
formand for Skødstrup Fællesråd

Tilmeld dig på facebook 8541 -Borger til Borger, under begivenheder
Se artikel og billede fra 8541 – Dit lokale blad September nummeret

Relaterede artikler

For børn i alle aldre:: Markedsdag på Bytorvet i Løgten lørdag den 9. september
Erhverv

Markedsdag i sommerens efterglød

Under den ”blåeste” septemberhimmel, man næsten kan ønske sig, holdt 8541 Handel en virkelig velbesøgt markedsdag på Bytorvet i Løgten lørdag den 9. september.

Provst Esben Thusgaard foretog i silende regnvejr den officielle åbning af lapidariet. Gravstenen til højre er sat for blandt andet folketingsmedlem Simon Andersen.
Egnsarkiv

Bare en bunke gravsten?

Et lapidarium er ikke bare en tilfældig bunke gravsten på en kirkegård. Det er derimod bevaringsværdige gravsten, som Nationalmuseet har udpeget til at blive gemt for eftertiden.