Duften af friskbagt brød rammer ofte næsen som det første om morgenen, når man træder ind af hovedindgangen på Skødstrup Skole. Op ad formiddagen afslører duften måske, hvad der er på menuen til frokost.
Hvad duften dog ikke afslører er, at det meste af maden er lavet fra bunden, og at mere end 60 procent af den er økologisk.
Aarhus Kommune lægger op til, at alle skolekantiner skal være 60 procent økologiske inden 2020. Dette mål er opnået for kantinen på Skødstrup Skole, og allerede sidste sommer fik de tildelt det økologiske spisemærke i bronze-udgaven.
Det økologiske spisemærke er en statskontrolleret mærkningsordning, som viser, hvor stor en del af de indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske. For at få bronzemærket skal det være mellem 30 og 60 procent. Og derfor er sølvmærket, som ligger mellem 60 og 90 procent, også lige om hjørnet for kantinen på Skødstrup Skole, fortæller leder af kantinen, Bente Madsen:
”Målet er at få sølvmærket, og faktisk er det slet ikke så langt væk, da vi allerede ligger over de 60 procent økologi. Vi satser faktisk på, at vi kan komme til at ligge stabilt på 75 procent økologi inden sommerferien. Og det er heldigvis nemt at styre, når vi laver alt fra bunden.”
Økologisk mad, som børnene kan lide
Men det at være skolekantine kræver mere end bare økologiske råvarer for at imødekomme børnenes ønsker og behov, fortæller Bente Madsen:
”Vores overordnede mål er selvfølgelig at servere sunde, nærende og varierede måltider for børnene, så de kan fungere godt og få en god skoledag.”
Men derudover bliver der også taget hensyn til, hvad børnene rent faktisk har lyst til at spise, og at det er varieret i løbet af ugen. Børnene skal have lyst til at komme i kantinen hver dag.
”Det duer altså ikke, at vi serverer fisk hver dag, for det har børnene ikke lyst til. En gang i mellem skal der også være pizzasnegle eller noget andet, de kan glæde sig til at spise,” siger hun.
De helt store favoritter på skolens menukort er traditionelle danske retter som stegt flæsk eller tarteletter, men også den store salatbar med mere end 20 forskellige elementer er meget populær blandt eleverne.
Skødstrup Skole fik sidste år bronzemærket for 30-60 procents økologisk andel af kantinemaden. Skolen er allerede nu over de 60 og stiler efter dette mærke for 60-90 procent.
Tekst og fotos: Marianne Trier Josefsen, kommunikationsmedarbejder, Skødstrup Skole og Skødstrup Dagtilbud
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2018)