Søg
Close this search box.

Vi passer på hinanden

 Leder i 8541 maj 2020

En aften i marts tonede Danmarks statsminister frem på skærmen med den alvorlige meddelelse, at Danmark skulle lukkes ned for at imødegå ukontrollerbar spredning af Covid-19-virussen og dermed en overbelastning af sundhedsvæsenet.

I løbet af få dage var det en realitet.

Som overalt i landet er Skødstrup Skole og lokale institutioner lukket, frisøren, butikken, caféen, restauranten, – alt med tæt kontakt og større forsamlinger undgås i vores lille samfund. Biblioteket er lukket. Vi skal passe på hinanden – på afstand.

Fjernundervisning og fjernarbejde kom godt i gang, take-away er udvidet og opgraderet, der er streger på gulvet i dagligvarebutikkerne, håndsprit og handsker er en del af indkøbsturen, og onlinesupermarkeders biler ses hyppigt på vejene. Der hjælpes med indkøb og andet, og støttes op om det lokale.

Morgen- og eftermiddagstrængslen på veje og cykelstier/fortove i Skødstrup forsvandt fra den ene dag til den anden.

Nu gås der mange ture og tælles påskeæg, kyllinger og regnbuer, som pryder postkasserne rundt om i byen.

Vi ved ikke hvordan det ender, men vi ved hvordan det begyndte, med en virus og sundhedskrise som ændrede vores dagligdag. Vi kigger ud på en solskinsdag som ser ud som den plejer, men hverdagen og morgendagen forandres.

For samfundets skyld står vi sammen, hver for sig.

Relaterede artikler