Af Jens Erik Rasmussen – Foto: Skærmskud fra ”lydenafniklas”.
Niklas Jakobsen fra Studstrup er komiker og skuespiller og har gjort lynkarriere på Instagram og andre sociale medier med sine sjove videoklip, hvor han kærligt gør grin med karakterer og personer, de fleste af os kan genkende.
I en af de mest populære videoer parodierer han en Tesla-hader, der blandt andet kalder en Tesla for en ”iPad på epo” og en ”forvokset mikrobølgeovn”.
Derfor vækker det en smule undren, at der netop står en Tesla i indkørslen til den villa, hvor 37-årige Niklas Jakobsen bor med sin kone og deres tre piger.
Men for komikeren er det helt naturligt at gøre grin med noget, han selv har tæt inde på livet.
”Hvis man ikke kan grine af sig selv, så kan man heller ikke få andre til at grine,” siger Niklas Jakobsen.
96.000 følgere*
Og få andre til at smile og more sig – det er noget, han kan. I løbet af et par år har han fået 96.000 følgere på Instagram under navnet “lydenafniklas”. Hans korte videoklip kan også ses på Facebook og TikTok. Flere af videoerne har mere end en million visninger, og hans 14 mest viste klip har hver især flere visninger, end der er seere til de seneste års mest populære tv-programmer.
Tallene fortæller noget om de sociale mediers rækkevidde – ikke mindst blandt yngre danskere, som bruger en betydelig del af deres medietid på platformene.
Den store følgerskare betyder, at han i dag kan leve af sit talent for at skabe indhold, der brænder igennem på de sociale medier.
Når han samarbejder med virksomheder om at producere indhold, der kan skabe opmærksomhed, er der ofte tale om længevarende aftaler til flere hundrede tusinde kroner. Derudover har han jobs som komiker og skuespiller, ligesom han har et samarbejde med Danmarks Radio, som han skal hjælpe med at blive mere synlig på flere platforme.

Nej tak!
”Jeg får en håndfuld henvendelser om ugen, og jeg siger nej til rigtig meget. Jeg udvikler selv indholdet og laver selv mine videoer, så mine samarbejdspartnere skal købe ind på det, jeg kan,” siger Niklas Jakobsen.
Han siger også konsekvent nej til at lave videoer om alkohol, tobak og spil. Der er ikke er noget af det, han på nogen måde vil støtte.
”Jeg har fået meget store tilbud fra spilindustrien, men det bliver et nej tak, selv om pengene er store,” siger Niklas Jakobsen.



Sov i en Ford Fiesta
Det skyldes ikke mindst, at han selv har haft en hård barndom og ungdom, som i perioder var præget af druk, misbrug og gambling.
”Jeg er vokset op i et hjem, hvor min far drak hver eneste dag og var voldelig over for min mor, mig og min søster. På et tidspunkt stak vi af og boede på krisecentre og tilbragte flere nætter i vores gamle Ford Fiesta,” fortæller Niklas Jakobsen.
Hans far døde som 46-årig, da Niklas Jakobsen var 18 år. Inden for et halvt år døde flere nære familiemedlemmer, og hans tilværelse kollapsede i en sådan grad, at han flakkede rundt og sov hos venner eller overnattede i en parkeringskælder.
Som 20-årig fik han hanket op i sig selv og begyndte på HF. Siden kom han på Danmarks Journalisthøjskole og har blandt andet arbejdet for Danmarks Radio, inden han blev morgenvært på Radio go!FM. Undervejs har han kæmpet med ADHD og perioder med angst. I dag har han lært at passe på sig selv.
”Jeg er først og fremmest far for mine børn, og arbejdet kommer i anden række,” slår han fast.



Strithår og plat humor
Niklas Jakobsen har altid fået at vide, at han var sjov, finurlig og hurtig i replikken, men han tøvede med at satse fuldt og helt på komik, satire, parodi og underholdning.
For et par år siden begyndte han at lægge sine små klip og sketches på Instagram og fik masser af positiv respons. Han optræder selv i alle roller som personer eller karakterer, vi alle kender. Kim Visby er den lokale ejendomsmægler med strithår, grimt slips og plat humor. Allan R. Gall er byrådskandidaten fra Randers, der mest bekymrer sig, om der kommer motorveje eller vindmøller i nærheden af sommerhuset. Og så er der politibetjenten, der ikke kan hjælpe, selv om der er skyderi i nabolaget.
”Jeg vil gerne have folk til at grine. Men det gør ikke noget, hvis man kan genkende lidt af sig selv,” siger Niklas Jakobsen.
De fleste videoer optager han selv med sin iPhone 17 Pro, og det er ikke usædvanligt at se ham med kamera og kostume på villavejen. Samtlige fiktive personer taler med tyk østjysk accent.
”En af mine kæpheste er, at København fylder alt for meget. Vi gider ikke høre mere om deres cykelstier. Vi har forsømt at fortælle om livet og verden uden for hovedstaden. Vi glemmer fodbolddommeren, der får 300 kr. for at køre en time hver vej for at dømme en fodboldkamp en regnfuld søndag. Eller alle de frivillige i foreninger og institutioner, der gør en kæmpe indsats.”
Drømmer om en turné
Niklas Jakobsen kunne ikke drømme om at flytte til København, selv om mange jobs og opgaver ligger i hovedstaden. Tværtimod elsker han at bo i Studstrup.
”Vi har boet i byen i fire år, og stedet er det, vi ikke vidste, vi havde brug for. Her er natur, skov, plads, luft og ikke mindst den særlige følelse, som ikke kan beskrives i en salgsopstilling. Her er højt til loftet, og vi er omgivet af dejlige mennesker. Vi er landet lige midt i smørklatten, og jeg har for første gang følelsen af at have et hjem.”
Alligevel drømmer Niklas Jakobsen om at komme på landevejen på turné med sit eget one-man-show.
”Min angst siger, at det skal jeg ikke gøre. Men netop derfor er det en drøm og en udfordring, jeg skal se i øjnene. Det, jeg har opnået i de seneste år, har været hårdt, men det har også været det bedste for mig,” siger Niklas Jakobsen.


