Af Birger Agergaard Illustration Aarhus Kommune
Efter nogen tids stilstand er der nyt i sagen om flere plejeboliger til Skødstrup. Plan i Aarhus Kommune skal snart i gang med at udarbejde et lokalplanforslag for området ved Kløvervangen, og i foråret blev Skødstrup Fællesråd og den nærliggende grundejerforening Tronkærgårdsvej hørt på et møde.
Planen er at bygge 20 nye plejeboliger i tre etager inden for den gule markering på luftfotoet. De forbindes med plejehjemmet ved hjælp af en gangbro. Det blev på mødet nævnt, at der også kan blive plads til seks ældreboliger.
På mødet var der enighed om, at det er godt at få plejehjemmet udvidet. Men især grundejerforeningen havde nogle anker mod placeringen, som risikerer at virke som en ”mur” i tre etager op mod Tronkærgårdsvej. Der burde være plads til en udvidelse af begrønningsbæltet mellem boligerne og skellet men det ser der ikke ud til at være plads til.
Disse og andre bemærkninger vil nu blive gransket – og måske indarbejdet i det kommende lokalplanforslag, som ventes i høring om et halvt år. Det er planen, at lokalplanen kan vedtages sidst i marts 2023.