Skip to content

Kirsten blev kendt fra TV og har fuld fart på livet

Kirsten Møldrup ses stadig med flere af de andre deltagere - fra venstre Kirsten 78 - Lise-Lotte 63 - Anette 72
Kirsten Møldrup ses stadig med flere af de andre deltagere - fra venstre Kirsten 78 - Lise-Lotte 63 - Anette 72

Hotel Romantik har gjort Kirsten Møldrup til lidt af en kendis, og hun har stillet op til mange selfies. Masser af træning holder hende frisk og glad.

Af Jens Erik Rasmussen – Foto: Thomas Nykrog

”Jeg er fattig som en kirkerotte, men jeg er rig på så mange andre værdier,” siger Kirsten Møldrup.
”Jeg er fattig som en kirkerotte, men jeg er rig på så mange andre værdier,” siger Kirsten Møldrup.

”Er du ikke Kirsten fra Hotel Romantik?”

Den bemærkning har Kirsten Møldrup hørt hundredvis af gange, siden hun var deltager i det populære program på DR i sommer. 20 singler mellem 62 og 78 år tog ophold på et charmerende hotel i de schweiziske alper, hvor de fik chancen for at søge kærligheden.

Kirsten fra Skødstrup var den ældste af deltagerne i programmet, der blev set af op mod en million danskere. Dermed er hun blevet lidt af en kendis, og hun har kun mødt positive reaktioner.

”Jeg er blevet standset i Netto af en far, der erklærede, at hele familien var fan. Han bad om en selfie, og den fik han selvfølgelig. Rigtigt mange har sagt til mig, at jeg var god, sej og ærlig, og endnu flere har sendt søde smil og nik i min retning. Det gør mig glad og varm om hjertet,” siger Kirsten Møldrup.

Hun er forundret over, at hun bliver genkendt af så mange unge, men det er bare dejligt og livsbekræftende, synes hun.

”Det er sjovt og tankevækkende, men det er godt, at der er kommet fokus på, at der er masser af liv og bankende hjerter i alle os over 60 år.”

Træning er som champagne
Siden programmet blev sendt, er Kirsten Møldrup fyldt 79 år, og snart kan hun kalde sig oldemor. Alderen er ingen hindring, og selvom Kirsten både har fået en ny hofte og et nyt knæ, har hun et aktivitetsniveau og et træningsprogram, som kan gøre de fleste forpustede.

Hver dag i det seneste år har hun gået mellem 7 og 10 km om dagen. Flere gange om ugen går hun til styrketræning og løfter tunge vægte. Derudover går hun til holdtræning i bodytoning, step og styrke, zumba, power dance og ballroom, hvor bevægelserne fra populære danse får pulsen op.

”Træning og bevægelse giver mig energi og et kick, som om jeg har fået to glas champagne på tom mave. På vandreturene omkring Skødstrup bliver jeg glad i låget af at komme tæt på naturen. Jeg er ydmyg og taknemmelig over, at jeg kan.”

Kirsten har dyrket motion, siden hun som syvårig begyndte til gymnastik. Hun har været elitegymnast, lavet akrobatik, danset jazzballet og løbet flere maraton og halvmaraton. Fitness kom hun i gang med, da hun skulle genoptræne efter en diskusprolaps, og hun har været bidt af det lige siden.

Kunne ikke se hullet i tunnellen
Kirsten Møldrup har boet i Skødstrup siden 1998, og hun har både på tv og i flere interviews fortalt om en række barske år. Hendes mand Jørn begik selvmord i 2005, da hans virksomhed gik konkurs. Hun mistede formue, hus, bil og pensionsopsparing, for kreditorerne krævede penge.

Dødsfaldet og nedturen sendte Kirsten ud i en dyb depression. To gange forsøgte hun selvmord og blev indlagt på psykiatrisk hospital.

”Jeg græd og græd og var så ulykkelig, at jeg end ikke kunne se hullet i tunnellen,” fortæller Kirsten.

Træning og motion var med til, at hun begyndte at komme tilbage til livet. Et afgørende skub fik hun syv år efter Jørns død, da hun sad med en seks timer gammel hundehvalp i armene.

”Pludselig var der et hjælpeløst væsen, som havde brug for mig, og da fik jeg en tråd tilbage til livet. Jeg begyndte at tælle de lyse timer, og det har jeg gjort lige siden.”

Kirstens elskede hund Athos døde i fjor, men nu er hun ”plejemor” for en anden hund.
Kirstens elskede hund Athos døde i fjor, men nu er hun ”plejemor” for en anden hund.
Flemming Møldrup (til venstre) er Kirstens nevø og gudsøn, og de har holdt foredrag sammen. Her ses de til et arrangement med afgående rådmand Christian Budde. Flemming Møldrup vil mange kende fra DR1-sertien "Kender du typen?"
Flemming Møldrup (til venstre) er Kirstens nevø og gudsøn, og de har holdt foredrag sammen. Her ses de til et arrangement med afgående rådmand Christian Budde. Flemming Møldrup vil mange kende fra DR1-sertien “Kender du typen?”

Da hunden Athos døde i fjor, lovede hun sig selv, at hun ville forblive glad og aktiv, og det løfte har hun holdt.

Ønsker sig et faldskærmsudspring
Konkursen betyder, at hun stadig betaler af på gammel gæld.

”Jeg er fattig som en kirkerotte, men jeg er rig på så mange andre værdier, og jeg er et dejligt sted i livet,” siger Kirsten.

Udover træning, vandring og vinterbadning nyder hun at være farmor for sine tre børnebørn. Desuden er hun blevet ’adopteret’ af en familie i lokalområdet, hvor hun er bedstemor for yderligere fire børn.

”Der er stadig masser at opleve, og jeg er blevet spået, at jeg vil blive 96 år.”

Næste år fylder hun 80 år, og et stort fødselsdagsønske er at springe ud med faldskærm.

Holde i hånden
Kirsten fandt ikke en partner i Hotel Romantik. Det var der heller ikke nogen af de 19 andre, der gjorde.

”Lige nu har jeg slet ikke tid til at date, for der sker så mange ting i mit liv. Men jeg vil gerne finde en kæreste, som jeg kan holde i hånden, tage på weekend og nyde livet med,” siger Kirsten Møldrup.

Læs hele decembernummeret 2025 på PDF

Hotel Romantik-serien viste, at der er saft og kraft i den ældre generation. Kirsten – som ses i forreste række med beige frakke nr. 3. fra venstre – fandt ikke en partner, men vil gerne have det på et tidspunkt.  Foto: DR1 Billedet, hvor hun ses sammen med sin endnu mere tv-kendte gudsøn (”Kender du typen”) rummer også en historie og skulle gerne med. Det ligner alligevel en 3-side
Hotel Romantik-serien viste, at der er saft og kraft i den ældre generation.
Kirsten – som ses i forreste række med beige frakke nr. 3. fra venstre – fandt ikke en partner, men vil gerne have det på et tidspunkt.  Foto: DR1

Relaterede artikler

Familien stod parat med tårer og flag i San Sebastian.
Krop og sundhed

Hvem cykler 4.200 kilometer fra Skødstrup?

Hvem cykler 4.200 kilometer for at udforske friheden? For mig begyndte eventyret i Skødstrup, hvor jeg bor med min familie og har trænet på de lokale veje i årevis. En stille, insisterende tanke blev til handling: Jeg sagde farvel til det trygge arbejdsliv og pakkede cyklen. Ikke som flugt, men som et bevidst valg om at slippe rutinen og lade nysgerrigheden rulle.

"Vi sælger til 88 af 98 kommuner, så vi er til stede i hele landet", siger Martin Hjort, stifter og direktør i Innovaid.
Erhverv

Sønnens handicap førte til faderens virksomhed

Da Martin Hjort fik for snart 20 år siden fik tvillinger, viste det sig efter et års tid, at den ene af drengene var født med et mindre handicap. Han gik derfor i gang med at undersøge, hvad han kunne gøre for at gøre sønnens liv bedre.

Grunden er købt, og huset placeret, så det står højt og frit – den ideelle placering for masten. Parcellen blev udstykket som en bid af en landmands mark, så der var ingen omkringboende, der skulle spørges om lov. Derfor var det ret nemt at få byggetilladelse. Det var næppe gået, hvis Anders havde forsøgt at rejse masten på Grenåvej. Den lille mast til højre, der ”kun” er på højde med flagstangen, er til forsøg ved lav frekvens under 3 MHz.
Hobby og håndarbejde

Danmarksrekord i 8541 

Alle, der er kørt fra Vorre og vestpå ad Bendstrupvej, har nok undret sig over den store, avancerede radiomast, der står ved en ensomt beliggende villa på det højeste punkt. Forbipasserende har gennem tiden sikkert udvekslet mange fikse idéer om, hvad den mon bliver brugt til. ”Tophemmelig NATO-lyttepost” har nok været en af dem. Men det er ikke rigtigt. Masten tilhører en entusiastisk radioamatør, Anders Hallum, som har inviteret os indenfor.