Af Birger Agergaard
Alt tegnede til et helt almindeligt år i Studstrup – men så kom branden på Studstrupværket, som gjorde Studstrup berømt på den ufede måde. Formanden for Studstrup Borgerforening, Louise Gjerlev Jensen, trak sagen frem i sin beretning for de godt 20 fremmødte på generalforsamlingen i marts. Hun sagde blandt andet:
”Det var det år, hvor mange måtte flytte ud af deres hjem. Genhusning, kulilte, giftig røg og forsikring var ord, som vi alle pludselig brugte i dagligdagen. Studstrup blev nævnt i TV-avisen næsten hver aften, og mange lokale borgere forsøgte at råbe myndighederne op og give udtryk for, at røgen i flere dele af byen var massiv. Dette endte med en delvis evakuering af de mest sårbare. Jeg er i løbende dialog med Studstrupværket omkring et møde med dem. Ikke så meget om hvad der skete tilbage i efteråret, men jeg ønsker at sikre mig at der ligger en plan klar hvis noget lignede sker igen.
Solen fylder også en del i Studstrup – og Løgten-Skødstrup for den sags skyld. Det handler om solcellerne, s0m efter planerne kommer til at ligge meget tæt på byen. Generalforsamlingen nedsatte et udvalg til at se nærmere på planerne for både solceller og vindmøller. Når og hvis planerne kommer i høring, vil Studstrup have et høringssvar parat.
Ned i gear?
Selv om mange bosætter sig i Studstrup for at komme ”ned i gear”, er det ikke altid det, der opleves på Skovlundvej og vejene i Studstrup. Farten har i mange år været et problem, og hidtil er det ikke lykkedes byen at råbe myndighederne op. Den seneste måling viste ikke for høj gennemsnitlig fart, men det blev nævnt, at når der ligger måleudstyr på vejen, letter mange på speederen, og et gennemsnit dækker også over, at nogle kører alt for stærkt. Men ønsket om 40 km. i timen på Præstekravevej er fortsat et klart ønske fra både byen og Skødstrup Fællesråd.
I øvrigt lægger borgerforeningen – som nu har godt 200 husstande som medlemmer – op til flere nye aktiviteter i byen, blandt andet for seniorerne.