De unge skal prøve kræfter med erhvervslivet i 8541

I uge 41 skal alle elever i 9. klasse på Skødstrup Skole som noget nyt i erhvervspraktik. Byrådet i Aarhus har besluttet, at alle elever i kommunens ældste folkeskoleklasser skal prøve kræfter med erhvervslivet, og på Skødstrup Skole bliver det fra i år en obligatorisk del af 9. klasse.
Formålet er at gør de unge mennesker uddannelsesparate, men også at styrke den lokale sammenhængskraft. Og det er her, lokalsamfundet og erhvervslivet i 8541 kommer ind i billedet. Skolens erhvervspraktikvejledere, Karin Bach og Rasmus Langballe, har nemlig et stort ønske om at finde praktikpladserne i Skødstrup og Løgten.

”Vi vil rigtig gerne tættere på det lokale erhvervsliv. Vi skal klæde eleverne på til den virkelige verden, og vi vil gerne åbne skolen op og skabe større sammenhæng mellem skole og virkelighed. Og mellem skolen og lokalsamfundet her i 8541,” siger Karin Bach.
Hun bakkes op af sin kollega Rasmus Langballe.

”Eleverne får med en praktik mulighed for at opleve en rigtig arbejdsplads indefra. De får indblik i de normer og regler, der hersker der, og de får be- eller afkræftet nogle forestillinger, de har om en fremtidig karriere. Alt dette bliver meget konkret, hvis de kan opleve det i deres eget lokalsamfund,” siger han.
Rent praktisk skal eleverne være på arbejdspladsen tirsdag, onsdag og torsdag i uge 41. Mandag bliver brugt på skolen på at forberede sig på praktikken, og fredag skal bruges på at evaluere ugen. Skolen sørger for et grundigt forarbejde, inden eleven sendes afsted, og for arbejdspladsen drejer det sig altså om tre dage, hvor man får en nysgerrig 9.-klasseselev ind i maskinrummet.

Det kan åbne døre for job
Den nye obligatoriske erhvervspraktik er en alletiders mulighed for eleverne, mener formand for Erhverv 8541 Peter Carlsen. Men også for arbejdspladserne i lokalområdet, siger han.
”Det er vigtigt, at vi får åbnet de unge menneskers øjne for, hvordan tingene foregår i en virksomhed. Hvordan dagligdagen er, hvordan tonen er, hvad det praktiske arbejde går ud på, og hvad der sker i brancherne. Det er svært at finde ud af, hvad en virksomhed egentlig er, hvis man kun er forbruger,” siger Peter Carlsen, der også påpeger, at erhvervspraktikken måske kan åbne nogle døre til et ungdomsjob, som der ellers mangler på disse kanter.
”Men det er også en rigtig god mulighed for vores lokale virksomheder at åbne op for erhvervspraktikanter. Det er vigtigt at få fortalt, hvad vores lokale erhvervsliv laver. Og det er rigtig vigtigt at sikre, at virksomhederne kan få medarbejdere,” siger han.
Forældrene laver jobbank
Eleverne på 9. årgang er allerede begyndt at spore sig ind på, hvor de kunne tænke sig at komme i praktik, og hvordan man skriver en ansøgning. Forældrene i klasserne er involveret i at lave en jobbank ud fra deres lokale netværk, men fra skolen lyder opfordringen også, at alle virksomheder i lokalområdet er mere end velkomne til selv at melde ind, hvis man har plads til en praktikant.
”Vi sørger for, at eleverne er velinformerede, forberedte og klar. Det kunne være fedt, at erhvervslivet herude også tog ansvar for, at vores unge mennesker får øjne op for alle de muligheder, her er,” siger Rasmus Langballe.

 

Kan du tilbyde erhvervspraktikplads i 8541?
Er du arbejdsplads i 8541 eller nær omegn? Har du mod på at få en nysgerrig og engageret 9.-klasseselev i erhvervspraktik tre dage i uge 41?
Så kontakt erhvervspraktikantvejleder på Skødstrup Skole Karin Bach på bkai@aarhus.dk eller Rasmus Langballe på laras@aarhus.dk

Det praktiske:
Praktikaftale
Forud for et praktikforløb underskriver skole, virksomhed, elev og elevens forældre en formel praktikaftale. Praktikaftalen indeholder de overordnede formål, regler og forsikringsforhold i forbindelse med praktikken.

Forsikring
Eleverne er dækket af statens erstatningsordning, når den formelle praktikaftale er underskrevet af parterne.

Gensidig forventningsafklaring
Skolen og virksomheder skal afstemme forventningerne til, hvordan begge parter forbereder og gennemfører gode praktikforløb for eleverne. Hvordan skal eleven forberedes, tages imod og understøttes – og hvilke opgaver har virksomheden og skolen i den forbindelse?

Af Charlotte Kongsgaard Nielsen, kommunikationsmedarbejder, Skødstrup Skole

Læs flere artikler her

Relaterede artikler

Skoleleder på Skødstrup Skole Søren Skalhøj Pedersen
Børn og unge

På morgentur med skolelederen

For lidt over et år siden blev Søren Skalkhøj Petersen ansat som ny leder på Skødstrup skole. Efter en årrække at haft ansvaret på en langt mindre skole. ”8541” tegner et portræt af skolelederen, der sagtens kan mærke, at han nu står i spidsen for Danmarks største skole samlet på en matrikel.

Et tableau blev stillet frem til eleverne, så de kunne blive inspireret af blodstænk, spillekort, penge og en paryk.
Børn og unge

”En mand er fundet død ved Sokkehuset”

150 elever fra 6. klasse på Skødstrup Skole har i et projekt arbejdet med den lokale forfatter Annie Bahnson, der har fået lov at inspirere hele årgangen til at skrive krimier. Vil du vide, hvad der skete, så start ved Sokkehuset – og tag din smartphone med på eventyr.