Af Margrethe Krogh Thusgaard
I starten af august i år deltog Ester Cathrine Back i DM i beachvolley i klassen DU-15, som er for unge kvinder. Hun deltog med sin makker Andrea Stolberg Yates, og de kom hjem med sølvmedalje!
Jeg mødte 14-årige Ester i hendes hjem i Skødstrup en uges tid efter DM-stævnet for at høre om, hvordan den oplevelse havde været, hvad der har ført hende lige netop dén vej – og måske, hvad Esters planer i øvrigt er.
Hvor og hvordan foregik stævnet?
”Slutrunden foregik over to dage, den 4. og 5. august, og var placeret to steder i København – fredag i Amager Strandpark, hvor vi kvalificerede os til semifinalen efter fire kampe, og om lørdagen spillede vi så semifinale på Kongens Nytorv. Den vandt vi, og derefter ventede så finalen. Det blev en tæt og god kamp i tre sæt, som endte med sølv til mig og min makker”. Det var virkelig festligt at spille på Kongens Nytorv, hvor der var kørt en masse sand ind, Der var også rigtig mange mennesker, så det blev en kæmpestor oplevelse!
Hvordan havde I kvalificeret jer til denne slutrunde?
”Man kvalificerer sig ved at deltage i stævner, og er der to faktorer, som afgør kvalifikationen. Der er ”ranglistepoints” og ”seedningspoints”, som er afgørende for, hvilken pulje man kommer i. Det kan godt være lidt indviklet, men det er altså de otte bedste hold i Danmark, der får lov til at stille op til DM.”
Hvor mange stævner har du og din makker så deltaget i forud for denne slutrunde?
”I løbet af sommeren har min makker Andrea og jeg deltaget i to stævner i Ikast, ét i Kerteminde, to i Aarhus og ét i Odense. Det bliver så syv med DM-stævnet i København.”
Hvor længe varer en kamp, og hvor mange sæt spiller man?
”Det er lidt forskelligt, hvor længe kampene varer. Man spiller bedst af tre sæt. De to første til 21 og det tredje til 15, men hvis det ene hold vinder de to første sæt, er der jo -ligesom i tennis – ingen grund til at spille 3. sæt. Men en kamp varer nok cirka 40-45 minutter.” Det kan godt være hårdt, for når man er til stævne, spiller man for det meste fire-fem kampe på en dag, og det kan være virkelig udmattende at løbe i sand.”
”Jeg fik lyst til mere“
Hvordan kom du i gang med beachvolley?
”Vores idrætslærer på skolen, Theis Andersen, spurgte, om det ikke var noget. Det lød spændende, og så begyndte min veninde og jeg sammen. Det var i 2019. Jeg var dengang 10 (næsten 11) år og var lige startet i fjerde klasse. Vi spillede i Skødstrup Volley, og det var superhyggeligt, fordi dér er man sammen med de kammerater, man kender fra skolen og i øvrigt hænger ud med.
Efter nogen tid fik jeg alligevel lyst til at træne mere – altså meget mere. Det var der ikke mulighed for i Skødstrup, fordi Skødstrup Beachvolley kun råder over to baner, så for et års tid siden startede jeg i Aarhus Beachvolley, hvor der er 18 baner til rådighed. Der træner jeg nu tre gange om ugen foruden den ene gang om ugen i Skødstrup – og så spiller jeg hver anden fredag i Ikast.”
Hvad med fremtiden?
”Ja, nu starter jeg jo i 9. klasse på Skødstrup Skole. Til vinter skal jeg spille beachvolley i beach-domen ved Paludan-Müllers Vej og volleyball på Skovbakkens ungdomshold. Næste år tager jeg 10. klasse på efterskole i Ikast. Det er ISI-Idrætsefterskole, hvor man kan vælge volley som fag, og der får jeg mulighed for at træne virkelig meget. Det glæder jeg mig rigtig meget til!”
Drømmer du om at læse idræt og selv blive idrætslærer?
Ester smiler og svarer: ”Nej, egentlig ikke. Jeg vil gerne være tandlæge”.
Så er det på plads! Men nu bliver det altså i første omgang 9. klasse – med afgangseksamen til næste sommer. På den anden side af sommerferien 2024 venter så Ikast Idrætsefterskole med løfter om alt det, en halvvoksen teenager kan drømme om, at et sådant år har at byde på af godt kammeratskab og fede oplevelser.
Hele Esters familie er sportsaktive. Lillesøster Ellen spiller håndbold, og flokkens yngste, Laurits, som nu starter i 2. klasse, vil måske spille ”Kids volley” i den kommende sæson. Mor hygger sig med padeltennis, og inspireret af datterens interesse for volleyball spiller Esters far nu i Skødstrup Volley.
Bliver i Skødstrup Volley
Så vidt det er muligt vil Ester også fortsætte med at træne i Skødstrup Volley, for her er veninderne; det er både vigtigt og ”mega-hyggeligt”.
Skødstrup Volley har virkelig gode trænere og mange fine, sociale arrangementer, fortæller Ester. Klubben tilbyder ”Kids volley” for børn i 2.-5. klasse har derudover ungdomshold og voksenhold.
Beach Volley er en sommeraktivitet under Skødstrup Volley, for bliver man først bidt af spillet, er det naturligt at flytte det med udendørs, når det er strandvejr.
Et stort tillykke til Ester med sølvmedaljen i DM 2023!