Flagalleen fylder 50 år i 2020

default image

Flagalleen afholdt generalforsamling tirsdag d. 22/10-2019 med deltagelse af ni personer.
Formand Torben Ravn Sørensen fortalte om årets udlejning, som udviste en pæn stigning i forhold til sidste år. Der har været udlejet til Skødstrup Kirke, Erhvervsforeningen i forbindelse med Open by Night, Gymnastikopvisning i Sportsforeningen, Letbaneåbning, Vosnæs Gods samt ikke mindst ED-Data A/S i forbindelse med rejsegilde på ny domicilbygning. I forbindelse med udlejning til ED-Data A/S har foreningen investeret i nye jordspyd.
Der har i det forgange år ikke været udlejning i forbindelse med bryllup og andre kirkelige handlinger. Der har i 2019 været en ekstra opstillingsdag i forbindelse med konfirmation.
Torben omtalte den bragte artikel i Ugebladet Hjemmet i forbindelse med flagets 800 års jubilæum, hvilket har givet en del omtale til foreningen.
Flagalleen har i juni 2020 50 års jubilæum. Jubilæet bliver markeret i forbindelse med Open by Night/Løgten-Løbet d. 19. juni 2020.
Der blev rettet en tak til Carlsen Løgten for 50 års gratis leje af lokale samt til bestyrelsen med ægtefæller for det store arbejde der er ydet. En særlig tak til Kim Andersens børn Emilia, Lauritz og Janus for hjælp med opstilling.

Pænt overskud
Kurt Rasmussen fremlagde regnskabet der udviste et overskud på ca. kr. 29.000 + ekstraordinære indtægter på ca. kr. 3.000. Egenkapitalen udgør herefter ca. kr. 127.000. Det er nødvendigt med en egenkapital af denne størrelse da foreningen håber på at kunne udvide flagalleen fra Møllesvinget ud til Vosnæsvej, når der engang er anlagt fortov på strækningen. Desuden spares der op til nye stænger samt afholdelse af jubilæum i 2020.

78 nye medlemmer
Medlemstal: Der er indmeldt 78 nye samt 13 udgået grundet flytning/manglende kontingentbetaling i 2 år. Medlemstallet er herefter på 451. Der er manglende kontingentbetaling fra 65.
Det årlige kontingent blev fastsat til uændret kr. 100,00 årligt for alle medlemstyper.
Valg: Der var tale om genvalg til Torben Ravn Sørensen, Bent Bjerglund og Kim Andersen. Bestyrelsen består desuden af Uffe Fast og Kurt Rasmussen. Der var genvalg til Lissie Madsen, Gert Madsen og Knud Dahlerup som suppleant, revisor samt revisorsuppleant.
Generalforsamlingen sluttede med evt., hvor der blev drøftet mange interessante emner.
Du kan læse mere om Flagalleen under hjemmesiden8541.dk/sport-kultur-fritid/flagalleen.
Du melder dig ind i Flagalleen ved overførsel af kr. 100,00 til Mobilepay 89778 eller konto 3408-4805068795. Husk at anføre adresse og gerne mail i tekstfelt.

 

Flagalleen forventes opsat på følgende dage i 2020:

12. april – Påskedag
8. maj – Konfirmation + bededag
9. maj – Konfirmation
10. maj – Konfirmation
21. maj – Kr. Himmelfartsdag
31. maj – Pinsedag
5. juni – Grundlovsdag – Grundlovsmøde
19. juni – Open by Night – Flagalleens 50 års jubilæum

 

Af Kurt Rasmussen

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2019)

 

Relaterede artikler

Kultur

Grundlovsmødet i Skødstrup

I betragtning af det noget ustadige vejrlig var fremmødet imponerende og stemningen god ved dette års Grundlovsmøde. De par dråber vand – og pastorens hat, der meget kongeligt truede med at lette – slog ingen skår i glæden.

Sommerweekenden skal være for alle. Som noget nyt er der nu senior-arrangement med sang og musik, ledsaget af kaffe og kage og til sidst bliver grillen tændt og bøfferne fundet frem.
Traditioner

Farvel til sommeren

Traditionen tro afholdt Studstrup Sommerweekend i slutningen af august, denne gang fra den 15. til den 18. august, Fremmødet var flot og vejret fint.