Af Jens Erik Rasmussen – Foto: Thomas Nykrog
For Anja Hansen og Bent Ove Nielsen er førerhunden Silver en uvurderlig makker, når parret færdes uden for deres hjem i Løgten. Den sølvgrå storpuddel fører dem trygt gennem trafikken, når de skal på arbejde, handle ind, til frisøren eller har andre ærinder.

– Silver er vores øjne i trafikken. Det er nemt og trygt at have Silver som førerhund, når vi skal rundt. Vi kan stole 100 procent på ham, og det er en kæmpe hjælp i hverdagen, siger Anja og Bent.
De er begge blinde og har tidligere haft hver deres førerhund. Men Silver er en af ganske få deleførerhunde herhjemme. Han kan nemlig føre både Anja og Bent og skifter problemfrit fra den ene til den anden. Han kan endda føre dem begge, når de eksempelvis skal med bus på arbejde i Aarhus centrum. Så har Bent Silver i bøjlen og går forrest, mens Anja følger lige efter med sin orienteringsstok.
Netop den særlige evne var medvirkende til, at Silver som en af blot tre førerhunde for nylig blev indstillet til prisen som Årets Førerhund. Og selvom han ikke vandt denne gang, er parret stolte af Silver, som de har delt de seneste to år.
– Silver er meget mere end en førerhund. For os er han frihed, tryghed og muligheden for at leve det liv, vi gerne vil, på trods af vores synshandicap, siger parret.
De fremhæver, at han er meget dygtig til at læse deres kropssprog, så han fornemmer, hvad der skal ske. Silver kan også klare uforudsete situationer. Da Anja i vinter skulle på indkøb, var den normale rute dækket af sne. Men hunden tog initiativ til at finde en alternativ vej, så hun kom sikkert frem.
Silver finder plads i bussen
De fleste af ugens dage fører Silver Anja, Bent eller dem begge til Blindes Arbejde i Frederiksgade i Aarhus, hvor de begge er tilknyttet. Det foregår med bus, og når de stiger ombord, fører Silver dem til deres foretrukne sæder. Hvis der allerede sidder en passager, bliver hunden stående og stirrer så indtrængende, at pladsen hurtigt bliver ledig.
En førerhund kan ikke selv finde fra A til B. Anja og Bent kender vejen, men Silver går uden om forhindringer og registrerer kantsten, trapper, døre og løse genstande. Han genkender også lyskryds, hvor de karakteristiske bip sender signal til Anja og Bent om, hvornår der er rødt og grønt. Populært sagt er brugeren GPS’en, mens hunden er chaufføren.
– Vi kan godt bevæge os rundt uden førerhund, men det er svært og stressende. Det er 100 gange nemmere med Silver, siger de.
Anja og Bent har været synshandicappede i mange år og har haft førerhund i mere end 20 år. Anja kan fornemme lys og mørke og blev blind efter flere operationer for grå og grøn stær samt nethindeløsning. Bent fik konstateret diabetes, som førte til blindhed.

Tidligere havde de en labrador som førerhund, men Bent udviklede allergi, så de skiftede til en storpuddel, der er allergivenlig.
Lang uddannelse til førerhund
Der findes kun tre storpudler blandt de cirka 200 førerhunde i Danmark. De mest anvendte racer er labrador og schæfer. At blive førerhund er en særdeles omfattende proces. Dansk Blindesamfund samarbejder med udvalgte opdrættere, og allerede når hvalpene er seks-syv uger gamle, udvælger en førerhundekonsulent de hvalpe, som har de rette egenskaber i form af ro, samarbejdsvilje og mod.
Herefter flytter hvalpene ind hos en frivillig foderværtsfamilie, hvor de lærer at begå sig i forskellige miljøer og situationer. De får også træning i lydighed, daglig socialisering og introduceres til bymiljøer, offentlig transport og menneskemængder.
Når hunden er halvandet år gammel, venter fem måneders træning hos en professionel førerhundeinstruktør. Her lærer den at navigere i trafikken, adlyde kommandoer og håndtere uventede situationer. Førerhunde skal blandt andet lære at adlyde 34 forskellige kommandoer.

– Når Silver er hjemme hos os, er han lige så pjattet, kælen og kærlig som enhver anden familiehund. Her har han fri. Men når bøjlen kommer på, er han fuldt dedikeret til at udføre sit arbejde som førerhund, siger Anja og Bent.


