Søg
Close this search box.

Folkehuset Skødstrup

Stavgang

Tidspunkt:                         Hver tirsdag kl. 10 – ca. 11.30

Sted:                                  Vi mødes ved Rosenbakkens indgang A.

Instruktører:                       

 

Stavgang er en af Lokalcenter Rosenbakkens brugerstyrede, gratis aktiviteter for pensionister og efterlønnere, som startede i 2004. Stavgang er gang med stave, hvor arme og overkrop bruges mere aktivt end ved almindelig gang. Oplev naturen og socialt samvær samtidig med, at du får god motion. 

Vi kører sammen i private biler til en af de naturskønne ruter, som vi efterhånden har fundet i den nærmeste omegn. Chaufføren får 5 kr. til benzin. Hvis der er for få biler, udgår vandreturen fra Rosenbakken. En gang imellem kører vi ”udensogns”, hvor vi finder en velegnet rute og har madpakker med.

Vi starter med opvarmning, hvorefter vi går en tur med stavene. Turens længde vil være 4-6 km og varer ca. 1 time. Der sluttes af med udspændingsøvelser. De første gange vil der være instruktion for nybegyndere. Rosenbakken har stave i forskellige længder, som kan lånes, indtil man finder ud af, om stavgang er noget, der tiltaler en, eller indtil man selv anskaffer sig stave.

En af vore favoritruter er i Skrald Skov. Vi kører ad Landevejen mod Rønde. Lige over for Stenhusvej svinger vi til venstre ad Flinthøjvej, indtil vi kommer til en lille P-plads for enden af denne blinde vej, som fortsætter som gang- og cykelsti over motortrafikvejen. Der ligger en høj i landskabet, som hedder Flinthøj (77 m).

Efter opvarmning går vi stavgang over broen over motortrafikvejen, hvorefter vejen hedder Eskerodvej. Her passerer vi kort efter Frankrigvej på højre hånd. Så vidt vides kaldes området for Frankrig. Lidt længere fremme går vi ind i Skrald Skov, som er en dejlig skov at vandre i.

Den er ret kuperet, og der ligger nogle ret store søer i skoven. I et par af søerne er der små øer med rododendron. I skoven er der nogle bakker, som har navne. f.eks. Rævebakke (57 m), Karolinehøj (60 m), Kaninbakke (68 m) og Kobakke (78 m). 

Der er gode stier på kryds og tværs af skoven, og der er også mulighed for at gå langs med skovbrynet ud mod motortrafikvejen, hvor der er en smuk birkelund, som er rigtig flot om foråret. Skoven består mest af løvfældende træer, men selvfølgelig også af grantræer, som bl.a. sælges op til jul af Lions Club. 

Når vi har vandret en passende tur rundt i skoven, går vi samme vej tilbage til bilerne, hvor vi laver udspændingsøvelser, inden vi kører tilbage til Rosenbakken.

Af andre ruter kan nævnes Vosnæs-skovene, Mindelunden ved Skæring Strand, stierne omkring Studstrup og Studstrupværket, Egå Engsø m.fl.

Hvis stavgang er noget for dig, så mød op på Rosenbakken tirsdag kl. 10.00.