Skip to content

Første spadestik: Ny institution står færdig i 2020

Dagtilbud spadestik 1Dagtilbud spadestik 3Dagtilbud spadestik 4

Maskinerne har siden nytår rumsteret på byggegrunden på Ny Studstrupvej 3D. Den 20. marts kunne første spadestik endelig tages, og den ære fik selvfølgelig de børn, der fra 2020 selv kommer til at bruge den nye institution.

Byggeriet til Skødstrup Dagtilbuds 11. afdeling skulle egentlig efter planen stå færdigt i august 2019. Børn, forældre og personale må imidlertid væbne sig med lidt mere tålmodighed, da vi skal hen i foråret 2020, før dørene kan slås op til det nye hus på Ny Studstrupvej 3D.

Til den tid kan Skødstrup Dagtilbud til gengæld invitere indenfor i en flot og anderledes integreret institution, der indbyder til leg og bevægelse med udeliv, motorik, kreativitet og sundhed i højsædet.

Onsdag den 20. marts kunne en flok flyverdragtklædte fremtidige beboere så besigtige den mudrede byggegrund. Midt mellem maskiner, jordbunker og vandpytter tog børnene akkompagneret af sang det allerførste spadestik – og bagefter fik de til slet skjult begejstring lov at sidde i nogle af de store gravemaskiner. Efter en rundtur på byggepladsen kunne de søge ly for støvregnen i Stjernehuset og lune sig på pølsehorn og popcorn.

Selv om det på nuværende tidspunkt er svært at se for sig, og nok særligt fra børnehøjde, bliver byggepladsen forvandlet til en institution i mange niveauer. Langs alle facader på bygningen vil der blive udhæng og bygningsforskydninger, som børnene kan bruge som udeværksteder, og institutionen vil desuden få en kuperet og solrig legeplads mod syd, øst og vest. Både ude og inde vil der være niveauspring, hvilket giver børnene motoriske udfordringer og mange muligheder for siddeophold i forskellige niveauer.

Det er Hustømrerne, med underrådgiverne SMAK architects – Proces Arkitekter – Midtconsult og Learning Space, der står bag byggeriet.

Fakta:

  • Den nye aldersintegrerede institution, der endnu ikke har fået et navn, skal huse tre børnehavegrupper, tre vuggestuegrupper og heldagslegestue for Dagplejen Skødstrup.
  • I august 2018 åbnede Skødstrup Dagtilbud den midlertidige vuggestueafdeling Skodshøjen i Risskov med 24 vuggestuebørn og 8 medarbejdere. Både børn og medarbejdere fra Skodshøjen rykker ind i den nye institution på Ny Studstrupvej 3D.
  • Børnehavegrupperne i Satellitten og Stjernehuset får også plads i den nye institution.
  • Derudover bliver der plads til både nye børnehavebørn og nye vuggestuebørn.

Af Charlotte Kongsgaard Nielsen, kommunikationsmedarbejder, Skødstrup Skole og Skødstrup Dagtilbud

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2019)

Relaterede artikler

Garn, viklet om en papskive, kan i sig selv blive et smukt billede, men kan også være farveprøve til et vævet billede.
Børn og unge

Skødstrup-væver inspirerede i KLUBBEN

I ugen efter efterårsferien var der arrangeret væve-workshop med Astrid Skibsted for fritidsklubben – eller bare ”Klubben” – på Skødstrup Skole.

Tirsdag, onsdag og torsdag eftermiddag summede værkstedet på ”Klubbens” førstesal af aktivitet og engagement. Man tryllede med farver og materialer og lærte såvel noget om farvesammensætning som om teknik.

Børn og unge

Vi spørger partierne om skole og børnepasning

Kommunalvalget holdes tirsdag 18. november, og inden da holder Skødstrup Fællesråd et stort vælgermøde i Midtpunktet, nemlig mandag 27. oktober, hvor partiernes spidskandidater kan gøre os klogere på, hvem vi skal stemme på.

Parkeringskaos en badedag ved Fiskerhøj
Attraktivt bymiljø

Vi spørger partierne om byudvikling og trafik

Kommunalvalget holdes tirsdag 18. november, og inden da holder Skødstrup Fællesråd et stort vælgermøde i Midtpunktet, nemlig mandag 27. oktober, hvor partiernes spidskandidater kan gøre os klogere på, hvem vi skal stemme på.