Tænk, hvis der ikke var så mange frivillige til at holde Lokalcenter Rosenbakken kørende…. Cafeen, interessegrupper, borgerråd, kvinde- og mandegrupper!
Men der ER mange frivillige, og det skal både kommunen og borgerne være rigtig glade for. Kommunen kunne ellers ikke have overkommet det store arbejde, der præsteres af frivillige, og sundheden og folks levetid ville nok også få et hak nedad.
Det mener i hvert fald to af de, der i flere år har været med som tovholdere i en mandegruppe og en kvindegruppe. Det er Jens Garsteen, som var med til at starte den første gruppe i 2011, Rosenkavalererne, og Inge Lisberg, der blev tovholder på den første kvindegruppe, Roserne.
”Grupperne har betydet rigtig meget for de, der har siddet hjemme og måske savnet et netværk. Og det er værdifuldt for kommunen, at de ældre ikke skal så meget til læge eller på hospital, som de ellers skulle have været,” siger Jens Garsteen.
”Ja, vi kan undgå, at ældre går og keder sig. Og kommunen vil gerne have mange frivillige kræfter,” supplerer Inge Lisberg.
Hyldest til alle
Fire kvindegrupper og to mandegrupper lever i bedste velgående med udgangspunkt i Lokalcenter Rosenbakken, og artiklen her er en hyldest til alle de frivillige, der koordinerer og planlægger i de seks grupper, og altså ikke blot de to, vi har samlet til dette interview.
Vi sidder en formiddag i Jens Garsteens spisestue i Studstrups nybyggerkvarter. Inge Lisberg, som også bor i Studstrup, kommer for at være en del af interviewet. Det var egentlig hende og kvindegruppen ”Roserne”, der blev foreslået i sidste nummer af 8541, men Inge ønsker at brede det ud. Så det gør vi gladeligt.
”Det spredte sig jo…”
Det startede i 2011, da kommunens frivilligkoordinator i Aarhus Nord, Marianne Keiser, foreslog Jens Garsteen at starte en gruppe for mænd i postnummer 8541. Hun sagde, at mange kvinder kommer på Rosenbakken, så hvorfor ikke engagere mændene? Garsteen var i sit tidligere virke som viceskoleinspektør i Holstebro vant til at organisere, så han sagde ja og brugte bladet 8541 til at invitere mænd til et møde.
”Der kom 16 mænd til det første møde, og i løbet af et år var vi 35. Det spredte sig jo… Men 35 var for mange til én gruppe, så jeg spurgte Knud Buch-Jepsen, om han ikke ville stå som tovholder på en ny gruppe. Og det gjorde han,” fortæller Jens Garsteen, der ligesom Knud Buch-Jepsen fortsat er tovholdere.
Endnu hurtigere gik det med at danne kvindegrupper, da det blev aktuelt i 2015. Inge fortæller:
”Jens prikkede til mig, fordi vi i forvejen var nogle kvinder i en ”snakkegruppe”, der mødtes engang imellem. Jeg havde ikke prøvet sådan noget før, men jeg hængte da en seddel op på Rosenbakken i juni måned, og så spredte det sig som løbeild. Allerede i august var der 120 interesserede kvinder, så vi måtte splitte os op i fire grupper. Det var noget svært at få nogen til at blive tovholdere, men det lykkedes.”
Venteliste til grupperne
Inge tilføjer, at der nu er så mange på venteliste til kvindegrupperne, at de gerne vil have endnu en gruppe. Men det er manglen på tovholdere, der holder dem tilbage. Og Rosenbakken er udnyttet næsten 100 procent.
”Der kunne godt være en gruppe sent på eftermiddagen. Vi skal bare have nogle til at stå for det,” siger hun.
Hos mændene gælder det samme:
”Vi har overvejet en tredje gruppe, men der skal være en tovholder til den,” siger Jens. Opfordringen til kommende tovholdere er hermed givet op til interesserede!
Tovholderne er langtfra alene om arbejdet. Hos både mænd og kvinder er der planlægningsgrupper, der er med til at planlægge og stå for aktiviteterne, hvad enten det er udflugter, foredrag eller noget tredje.
Inge: ”Vi har en styregruppe på seks kvinder, der er valgt for et år ad gangen. Den mødes tre-fire gange om året for at planlægge ud fra de ønsker, som kvinderne i hele gruppen har. Jeg står så for at samle trådene i programmet. Men det er også svært at finde nye til styregruppen.”
Hvad sker der i grupperne?
Alt foregår for egne penge. Hver nystartet klub fik 5000 kr. i opstartspenge fra kommunen, men nu kører det kun med egne bidrag, når der skal køres i bil eller bus, eller der skal betales for kulturelle arrangementer.
De to mandegrupper har aktiviteter hver 14. dag, mens kvinderne mødes en gang om måneden.
De seks grupper planlægger hver deres aktiviteter, men de bliver selvfølgelig inspireret af hinanden og ”låner” gode ideer. Hos Roserne tager man fast ud af huset hver anden gang for at besøge museer og kirker med videre og for at tage ud til naturskønne steder som Mols og Mariager Fjord. Og hver anden gang sker der noget på Rosenbakken, eksempelvis foredrag og musikarrangementer.
Hos Rosenkavalererne er der også alskens aktiviteter ude og hjemme, samt foredrag, sang- og musikunderholdning i et godt mix.
”Vi bruger også mændenes eget netværk, eksempelvis fra deres tidligere arbejde, så vi har været på en del virksomhedsbesøg,” kan Jens berette.
Med Skødstrup som model er der nu oprettet 20 grupper i Aarhus Nord.
Hvor længe fortsætter I?
Inge Lisberg: ”Der var en af kvinderne, der spurgte mig, hvorfor jeg står for det her frivillige arbejde. Jeg tænkte lidt, men svaret må vel være, at jeg kan lide det. Så længe der ikke er mere arbejde i det, så går det. Jeg bruger omkring fem timer om måneden og går desuden til planlægningsmøderne.”
Jens Garsteen bruger to-tre timer om ugen synes også, at det er en tilfredsstillelse at være frivillig.
”Men jeg synes også jeg har været med i så lang tid, at jeg kan sige, at jeg sidder der i hvert fald ikke om fem år!”
Næste i frivilligstafetten?
Inge Lisberg og Jens Garsteen har en kandidat til næste udgave af Frivilligstafetten – nemlig Peter Kaae. Den artikel kommer til at handle om at være frivillig for sportsglade børn i Studstrup og Skødstrup. Og meget mere.
Grupper på Rosenbakken:
Roserne (Inge Lisberg)
Slyngroserne (Bertha Vester)
Vildroserne (Hanne Nielsen)
Rosenknopperne (Kirsten Thygesen)
Rosenkavalererne (Jens Garsteen)
Sølvroserne (Knud Buch-Jepsen)
Tekst: Birger Agergaard Foto: Thomas Nykrog
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2018)