Frivilligstafetten ”Åben Legeplads” skaber netværk og sjov

Børnene har været i dagpleje eller institution hele ugen, men alligevel vil de gerne af sted igen i weekenden. Det sjove for dem er, at det er et nyt sted hver weekend, med andre legeredskaber og med børn, de ikke altid kender.

Det hedder ”Åben Legeplads”. Skiftevis lørdag og søndag er der forældre, der åbner deres institution, så børn og forældre fra hele 8541 kan benytte legepladsen og komme ind på wc eller få en kop kaffe eller saftevand.

Sådan har det kørt siden 2014. Når man kigger ned over Facebookgruppen ”Åben Legeplads 8541”, vælter det frem med billeder glade børn og forældre, der hygger sig, maler påskeæg, popper popcorn over bål, cykler og udforsker stranden. Alt muligt sjovt gør de.

Enkelt og godt

Et meget enkelt koncept, egentligt. Men udbyttet er godt, synes blandt andre Catrine Lykke Thomsen, som er en af de forældre, der har nøgle til Dagplejens legestue, Sneglehuset på Grankoglevej. Hun og en anden mor fra dagplejens forældreråd sørger for at åbne Sneglehuset, når det et par gange i hver sæson er deres tur til at holde åben legeplads. På samme måde er der andre forældre, der låser op til andre børneinstitutioner, når det er deres tur.

”For børnene er det fedt at komme ud og lege med andre børn, også i weekenden. Det betyder noget for dem at besøge en legeplads, de ikke har været på før. Og for os forældre er det rigtig givende med åben legeplads. Jeg og min kæreste er tilflyttere, og vi kendte ikke så mange her. Men i Åben Legeplads kommer vi nemt til at snakke med andre forældre,” fortæller Catrine.

Musik og småkager
Hun og kæresten Peter er forældre til toårige Noah. De er gode til at udnytte weekend-aktiviteterne, som de synes er sjove og alsidige. Nogle gange er der også musik på programmet, andre gange er der en, der har småkager med.

”Det er dejligt, når forældre kan sætte noget nyt i gang,” siger hun, der selv er pædagoguddannet og for tiden videreuddanner sig til cand. pæd.

Catrine synes ikke, det er et stort frivilligt arbejde, hun og de andre forældre står bag, netop fordi der er så mange institutioner, der på skift holder åbent.

Der er ikke så meget i det

”Der er egentlig ikke så meget i det. Jeg og Louise fra forældrerådet har sagt ja til at være dagplejens tovholdere, og når det er vores tur, åbner vi Sneglehuset. Forældre skal ikke melde sig til, de kommer bare. Nogle gange er der rigtig mange, andre gange ret få, især hvis vejret ikke er så godt,” siger hun. Efter november er der pause, fordi det ofte er for koldt at være mange timer udendørs.

Nogle gange må der desværre meldes ud på Facebook-gruppen, at Åben Legeplads er aflyst. Det skete forleden for Sneglehuset, fordi de to tovholdere var udenbys.

Sådan er vilkårene jo, når det er frivillige, der står bag.

Åben Legeplads kl. 9.30-12 resten af 2018:

Søndag d. 07. oktober Bakkehuset
Lørdag  d. 13. oktober Engskovgård
Lukket i uge 42 på grund af efterårsferie
Søndag d. 28. oktober Junibakken
Lørdag  d. 03. november Stationsvangen
Søndag d. 11. november Satellitten
Lørdag  d. 17. november Børnehuset Myrhøjen 3b
Søndag d. 25. november Kløvervangen

Frivilligstafetten

Det var Coding Pirates, der i sidste nummer af 8541 foreslog, at vi skulle skrive om det frivillige initiativ ”Åben Legeplads”. Dermed er det Åben Legeplads, der har stafetten, og herfra foreslår Catrine Lykke Thomsen, at vi næste gang omtaler ..

Relaterede artikler

På banen og i fuld fart – det er det, som det hele drejer sig om.
Børn og unge

17 år og med fart i blodårerne

Mens mange jævnaldrende bruger fritiden på fodbold, fitness eller computerspil, har 17-årige Daniel Møller Andersen fra Lauritshøj i Skødstrup valgt en helt anden vej. For ham handler livet om fart, præcision og duften af benzin. Allerede som 12-årig begyndte han at skrue på knallerter og gokarts – og siden da har der ikke været nogen tvivl: racerkørsel er hans store passion.

”Næste år skal vi ned at se, om der er æbler!”
Børn og unge

Plant et træ – eller syv

Området bag Søndersø i det sydligste Skødstrup fik den 7. oktober nyt liv, da elever fra 3A og 3D på Skødstrup Skole plantede syv frugttræer og en række frugtbuske. Projektet blev til med støtte fra foreningen Plant et Træ.

På gåturene møder Natteravnene mange unge, der gladelig krydser vejen for at sige hej til ”dem i de gule jakker med bolsjerne.” (Pressefoto) .
Børn og unge

Natteravnene er igen på gaden

I 8541 har vi i øjeblikket omkring 30 engagerede borgere, der har meldt sig som aktive Natteravne – og det er vi i bestyrelsen både glade for og stolte af. Det viser, at mange gerne vil tage et lokalt ansvar og være til stede for vores unge, der i stigende grad mangler steder at opholde sig i aftentimerne.