Man må da gøre noget!
”Min mor døde af kræft i 2005 – det var starten på, at jeg blev indsamler for Kræftens Bekæmpelse. Der er en ild, der tænder i én, når sådan noget sker, og man tænker, at man må da gøre noget!”
Sådan forklarer Charlotte Bendix, Segalt, årsagen til, at hun meldte sig til én gang om året at rasle med bøssen i lokalområdet i to-tre timer. Om foråret er der landsindsamling til blandt andet forskning i kræft, og det ville hun hellere end gerne yde sit lille bidrag til som indsamler.
”Det var Helle Birk Hansen, der var distriktsleder dengang. Da hun havde været det i en årrække, spurgte hun, om der var en, der ville tage over. Jeg syntes, det lød interessant at tage en anden vinkel på arbejdet, så jeg startede som distriktsleder i slutningen af 2013.”
God kontrast til kedelig tendens
Charlotte Bendix er HR-chef i erhvervsmæglerfirmaet Colliers, hvor hun egentlig har nok at se til. Alligevel trak dette tilbud i hende:
”Jeg har jo altid lavet frivilligt arbejde, fra forældreråd i børnehaven og til skolebestyrelsen. Der er altid noget, der afløses af noget nyt. Frivilligt arbejde giver et afbræk i en travl hverdag, og jeg synes, det er en god kontrast til den tendens, der er i samfundet – især omkring de sociale medier – til, at man kan blive selvcentreret: MIG, MIG og MIG! Det er en tilfredsstillelse, at jeg kan være med til at gøre en forskel. Derfor har jeg også altid haft mine to børn med, da jeg var indsamler. Den negative effekt af selvcentrering er nemlig en endnu større risiko for deres generation, så de skulle tidligt lære at gøre noget for andre.”
Charlotte Bendix hører til typen af Tordenskjolds Soldater, som bliver nødt til at sidde på deres hænder, hvis de vil undgå endnu en frivillig post.
”Det ligger til mig at gøre noget for andre, sådan er det jo også i mit arbejde,” siger hun.
Familien er i sving
Hele familien er i sving, når Charlotte Bendix udfører sit hverv. Hendes mand, Domingo, hjælper med praktiske opgaver, og datteren og sønnen deltager også på indsamlingsdagen. Datteren tog også en rute i år, da en indsamler blev syg.
Indsamlingsdagen kan godt være hektisk, når 50 indsamlere går i aktion. Bøtter skal udleveres, og tilbage igen skal der tælles op, og alle kan få diplomer med deres indsamlede beløb på, hvis de har lyst. Ofte konkurrerer indsamlerne med sig selv om at skaffe et bedre resultat end sidste år, så der er et spændingsmoment ved optællingen.
Indsamlerne spænder fra teenagere og til pensionister, og mange af dem har samlet ind i mange år, hvilket er med til at skabe en helt særlig god stemning på dagen
”De har forskellige årsager til at være frivillige. Nogle har selv haft kræft, andre har mistet familiemedlemmer eller venner., og andre har blot lyst til at gøre noget godt en god sag, der potentielt kan ramme os alle”
Kan blive ved længe
Charlotte har ikke sat nogen udløbsdato på sit arbejde i Kræftens Bekæmpelse:
”Jeg kunne godt blive ved længe. I hvert fald så lang tid der er opbakning i byen til det. Hvis jeg kun kan dække halvdelen af byen med indsamlere, så bliver det nok lidt svært.”
Sidste år var der indsamlinger fra mange velgørende organisationer, og det slider både på at skaffe frivillige og at samle penge ind.
”Jeg forstår godt, hvis folk er lidt metaltrætte med alle de indsamlinger. Men i 8541 er det gået godt med at få indsamlere nok, idet alle ruter kunne dækkes i år, mens det har været sværere i andre distrikter,” siger Charlotte Bendix.
Borgerne i postnummer 8541 lagde 45.533 kr. i raslebøsserne i år (+ Mobile Pay-beløb) til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
—
Fakta: Hvad laver en distriktsleder
En distriktsleder er en del af et frivilligt lederkorps, som er inddelt i distrikter. I Aarhus Kommune er der ca. 15 distriktsledere. Fra starten af året deltager de i informationsmøder om årets kampagner, som ikke kun er landsindsamlingen, men også kampagner som Stafet for Livet og Lyserød Lørdag. Charlotte Bendix koncentrerer sig om landsindsamlingen, som i 2019 sikrede i alt 33 mio. kr. fra danskerne.
Distriktslederen forbereder den lokale indsamling med hjælp fra Kræftens Bekæmpelse, skaffer indsamlere og organiserer selve indsamlingsdagen. Det gør de på egen hånd og sørger måske for, at sponsorer bidrager med frugt, brød, slikposer og den slags på dagen, så indsamlerne kan blive påskønnet for deres indsats.
Næste stafet
Charlotte Bendix vil gerne give stafetten videre til Lisbeth Lauersen, som hun har siddet i skolebestyrelse med, og som nu er aktiv i Skødstrup Fællesråd.
Tekst: Birger Agergaard Foto: Thomas Nykrog
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (juni 2019)