Søg
Close this search box.

Glem storbyen: Folk vil have skov, strand og egen have

Flere og flere mennesker vælger hus, have og lange køreture frem for at bo tættere på arbejdspladsen i storbyen. Skødstrup er den perfekte by for børnefamilier, da den tæt på skov og strand, og samtidig er Aarhus kun et stenkast derfra.

Skødstrup er en de mange forstæder til Aarhus, der har oplevet en enorm tilflytning i løbet af det sidste årti. Det er specielt børnefamilier, der gerne vil væk fra larmen og travlheden i de store byer, og i stedet leder de efter egen have, sikre skoleveje og et godt nærmiljø.
Især det gode fællesskab bliver vægtet højt i Skødstrup, hvor det er en del af hverdagen at hilse på hinanden på gaden og mødes med naboerne. For Martabolette Stecher, der bor i Skødstrup med sine to børn, er det bedste ved Skødstrup det fællesskab, der opstår i kraft af at have børn, hvilket Brian Dybdal Andersson også kan nikke genkendende til.

Sammenhold og åbenhed
”Der er et rigtig godt sammenhold i byen, et community. Det er mere åbent, end andre steder jeg har boet,” fortæller Brian, der flyttede fra Aarhus til Egå for til sidst at slå sig ned i Skødstrup.
En stor del af indbyggerne i Skødstrup er i 30’erne eller 40’erne, og ifølge Brian giver det en god sammenhængskraft, at befolkningen har nogenlunde samme alder og er det samme sted i livet.
”I Aarhus er der rigtig mange unge mennesker, rigtig mange studerende, og der har man måske lidt længere mellem naboer eller tilfældige venskaber,” siger Brian og fortæller, at der generelt kan skelnes mellem to familietyper i Skødstrup; sølvbryllupsparrene, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og børnefamilierne.
Theresa With Gade fra Danbolig er enig og fortæller, at størstedelen af dem, der køber bolig i Skødstrup, er børnefamilier, der gerne vil bo tæt på Århus, men samtidig søger naturen og den gode udsigt.

Godt for børnene
Mette Bjerre, der bor i Skødstrup med to mindre børn, men tidligere har boet i Aarhus, mener, at det har haft en positiv effekt på hendes børn at komme væk fra byen.
”Vi kan vise dem en langt større grad af tillid, og vi oplever deres selvværd, selvtillid og lyst til at være i naturen vokse, nu hvor de kan og må mere selv,” forklarer Mette.
Brian Dybdal Andersson har også tydeligt kunnet mærke en forskel i sit ældste barn, siden de flyttede til Skødstrup, og han fortæller, at sønnen har udviklet sig rigtig meget, efter han har fået mere frihed i hjemmet.
”Han kan bare løbe over på den anden side af vejen, og så er der en børnefamilie med en dreng, han kan lege med. Det har helt klart gjort en stor forskel for hans frihed og kreativitet,” siger Brian.
Brian fortæller også, at han ikke savner at bo i Aarhus. Faktisk bruger familien byen mere nu, end de gjorde, da de boede der.

Nemt med letbanen
Selvom Brians familie har to biler, er de rigtig glade for den offentlige transport fra Aarhus til Skødstrup, og det har heller aldrig været nemmere at rejse mellem de to byer, nu hvor letbanen åbnede tidligere i år.
”Efter letbanen kom til Skødstrup, er det nu hurtigere med offentlig transport fra Skødstrup til Århus midtby end fra Egå til midtbyen,” fortæller Brian.

Tilflytter februar Therese  mette bjerre

Billigere end i Aarhus
Det er tydeligt at mærke på boligmarkedet i Skødstrup, at byen er populær blandt børnefamilier. Ifølge Therese With Gade fra Danbolig har salget af boliger i Skødstrup udviklet sig rigtig positivt i løbet af de sidste 10 år.
”Grunden bag den positive udvikling er folks mulighed for at få drømmen om nybyg i børnevenlige kvarterer til at gå i opfyldelse,” forklarer Therese.
Boligpriserne i Skødstrup er stigende, og Brian fortæller, at hvis han skulle købe bolig med samme budget, som da han købte sit hus for to år siden, ville han skulle endnu længere væk fra Aarhus.
Men selvom boligpriserne i Skødstrup er steget og fortsat stiger, er det stadig langt billigere at bo i Skødstrup end i eksempelvis Aarhus N. Kvadratmeterprisen i Skødstrup ligger lige nu på omkring 18.662 kr., mens den i Aarhus N er helt oppe på 24.929 kr. Samtidig får man i Skødstrup i gennemsnit 55 m2 pr person, mens man i Aarhus kun får omkring 40 m2 pr person. Så det er ikke bare dyrere at bo i Aarhus, man får også mindre plads for pengene.

Af Katrine Skov Petersen, journaliststuderende

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (feb 2020)

 

Relaterede artikler