Af Birger Agergaard og Skødstrup Fællesråd
Hørt på Skødstrup Fællesråds nyligt overståede repræsentantskabsmøde:
”I min grundejerforening er der nogle, der spørger, hvorfor i alverden vi skal bruge 400 kroner på et kontingent til fællesrådet… De siger, at vi ikke får noget ud af det.”
Fællesrådet har godt 40 medlemmer, som tegnes af grundejerforeninger, boligafdelinger, foreninger og institutioner. Argumenterne er mange, og her kommer et udvalg:
- Bladet 8541, som du sidder med lige nu, udgives af fællesrådet. Intet Fællesråd, intet blad. Vi ved, at bladet ikke kun læses af borgerne, men også af beslutningstagerne inde på rådhuset.
- Politikere og embedsmænd har brug for én spiller, de kan kontakte, og som de stoler på tager ansvar for alle i området. Midtpunktet var fx næppe blevet bygget, hvis ikke Fællesrådet havde været der som central midtbanespiller.
- 8541-området afholder op til hvert kommunalvalg kommunens største vælgermøde med alle spidskandidaterne. Hvem står for det? Fællesrådet!
- Skødstrup Fællesråd inddrages i lokalplaner og sager omkring sikkerheden på veje og stier.
- Fællesrådet er med, når der tales om byudvikling, seniorboliger, skole og erhvervsliv. Og kommer fx storlufthavnen i Thomasminde i spil igen, hvem tror du så repræsenterer dig stærkest: Fællesrådet eller grundejerforeningen?
- Uden fællesrådet var der ikke etableret en ægte jernaldersti ved kirken og dermed heller ikke en belysning af Skødstrups forhistorie.
- Fritidsmuligheder er også prioriteret i fællesrådets arbejde. Folkepark, aktivitetspark, skaterpark, bænke, legepladser, fællesskab og trivsel.
- Solceller og vindmøller i området? Fællesrådet giver sit besyv med baseret på dialog blandt borgerne.
- Fællesrådet har kontakterne og er paraplyorganisation for lokale foreninger, klubber, skole, institutioner – kort sagt lokalsamfundets stemme.
- Hvor kunne en grundejerforening mon få større gennemslagskraft og bedre indflydelse for under 10 kroner om året per husstand?
Fakta: Hvad er Skødstrup Fællesråd
Skødstrup Fællesråd er et upolitisk bindeled imellem borgerne i Løgten-Skødstrup området og Århus Kommune.
Hvad laver Fællesrådet:
Skødstrup Fællesråd bliver inddraget ved udarbejdelse af lokalplaner, ændring af trafikforhold og udvikling af byområder.
Skødstrup Fællesråd sætter også selv initiativer i gang, som har til formål at fremme trivslen i lokalområdet.