Magnus ved, at han vil være tømrer. Han elsker at bruge sine hænder og sin fysik – stillesiddende skolearbejde holder han til gengæld knap så meget af. Derfor bytter Magnus Vestergaard Kragelund hver torsdag skolen ud med en byggeplads, hvor han er i praktik som tømrer. Det giver energi og glæde. Og motivation til at gå i skole ugens øvrige fire dage.
“Vi har ikke så mange fag i skolen, hvor man kan bruge sine hænder. Og jeg kan bare rigtig godt lide at bruge mine hænder og trængte til at bruge dem. Så var det, jeg blev foreslået at komme i praktik.”
Magnus går i 9.f på Skødstrup Skole. Fire dage om ugen går han i skole, som siden december har foregået online. Det trækker tænder ud – både skolegangen i sig selv, men i særdeleshed også, at det hele foregår bag en skærm isoleret på værelset. Men torsdag er en god dag for den 15-årige unge mand. Torsdag er han nemlig i praktik som tømrer på Legepladsen Søndergården i Lystrup.
Her river han ned, bygger op, får ansvar og lærer basale håndværksmæssige færdigheder. Ordningen kører igennem UngiAarhus, hvor Ungdomsskolen Nord har praktik som en del af deres tilbud for ikke uddannelsesparate unge fra 8. klasse til 18 år. Enten søger de unge afklaring på, hvad de skal, eller også har de decideret har brug for en pause i skolen.
“Nogle klarer sig ikke så godt fagligt, og andre klarer sig rigtig godt, men er meget skoletrætte,” siger Mette Elleskov Christensen, der er pædagogisk Unge-mentor i UngiAarhus Nord.
“Det skal være fedt og udfordrende for dem at være i praktik. Men det skal også give mod til mere læring. Og det skal give mening for den unge,” siger hun.
Ny energi til skoledagen
Og mening giver det for Magnus. Han startede i praktik i midten af 8. klasse, og han mærker en tydelig forskel fra dengang, hvor han gik i skole fem dage om ugen.
“Det giver mig energi og glæde at lave noget, som jeg godt kan lide. Fysisk arbejde er dejligt,” siger han.
“Hvis ikke jeg var kommet i praktik, ville mit liv se ret kedeligt ud nu. Hvis jeg da overhovedet var kommet videre fra 8. klasse. Min motivation ville være væk.”‘
Magnus’ drøm er at blive tømrer. Han ved godt, at det kræver, at han går i skole og får en uddannelse. Og skolegangen bliver nemmere at overkomme, når han har en ugentlig dag på byggepladsen.
“Man skal jo gå i skole. Det er fint nok, og jeg har det rigtig godt i klassen, men det kan godt være lidt kedeligt. At sidde hele dagen og lytte og lave noget og lytte igen,” siger han.
Jeg glæder mig til torsdag
“Jeg har meget mere energi nu, når jeg er i skole. Jeg tror, det er fordi, jeg bare glæder mig til, at det bliver torsdag. På den måde kommer jeg igennem ugen så hurtigt og effektivt som muligt,” siger han.
I skolen går Magnus glip af to dansktimer og to engelsktimer, som hans lærer opdaterer ham på. Også Magnus’ lærer Marie Hornbjerg Bonderup mærker, hvordan praktikken har hjulpet på motivationen for at gå i skole.
“Som lærer er det fantastisk at se, hvordan Magnus har genfundet sin energi og motivation for skolen. Praktikken har gjort, at han nu har et pusterum, og skolen bliver overkommelig, men også meningsfuld for ham. Nu ved han, hvad han skal, og hvad han skal bruge det hele til. Det giver blod på tanden,” siger hun.
“Når Magnus fortæller om sin praktik, er han et stort smil. Det er fedt!”
I øjeblikket er det ekstra drøjt at gå i skole. Som mange andre 15-årige savner Magnus livet uden corona-restriktioner. Og når man i forvejen har svært ved stillesiddende skolearbejde, bliver man let sårbar i den online undervisning.
”Det er sværere at følge med, når man sidder herhjemme,” siger han.
Et boost til selvtilliden
Før nedlukningen var Magnus i gang med at renovere legepladsens hovedhus. Der skal bl.a. rives ned, sættes gipsvægge op og laves nyt køkken. Det er fedt, synes han.
I disse måneder er de hovedsageligt udendørs, og der er færre praktikanter og voksne ad gangen, men udbyttet er det samme. Det foregår sådan, at de unge får vist, hvordan man gør, og derefter selv får lov at prøve sig frem. Og lære af deres fejl og blive klogere, forklarer Unge-mentoren.
“Vi oplever nogle unge mennesker, som rykker sig rigtig meget. Vi har nogle, der er meget stille, men lige så snart der er noget, der lykkes for dem, kan de nærmest vokse en halv meter,” siger Mette Elleskov Christensen.
“Her oplever de, at der er andre, der har det på samme måde som dem. De kan også rigtig godt lide at bruge deres hænder.”
Af Charlotte Kongsgaard Nielsen, kommunikationsmedarbejder, Skødstrup Skole og Skødstrup Dagtilbud
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (marts 2021)