Man bliver rigere af at give

Moonis Kamil bor med sin familie i Løgten. Han er superfan af byen og drømmer om at gøre en større forskel for Danmark

Moonis Kamil er Løgtenborger med stort L. Han og hans hustru Maria og deres to børn bor i Løgten nu på ottende år. At dømme ud fra begejstringen i stemmen om Løgten-Skødstrups fortræffeligheder, har de ingen flytteplaner i sigte de næste mange år.

At det lige blev Løgten og ikke Risskov eller Skåde, hvor mange succesfulde familier ellers slår sig ned, var et helt bevidst valg.

“Løgten-Skødstrup er en super skøn og super interessant vækstby. Den er velfungerende, har et godt sammenhold og kultur. Vi har mange forskellige erhvervsprofiler, og de frivillige går op i børnenes fritidsaktiviteter med liv og sjæl. Jeg synes, der er noget smukt over den her by i kontekst til dens vækstudvikling, som jeg ikke finder andre steder,” siger Moonis Kamil, og som gerne giver sin hustru den fulde fortjeneste for, at de har været “så heldige at havne her.”

Fra ghettodreng til millionær
At de skulle havne i 8541, havde Moonis Kamil aldrig drømt om, da han rendte rundt i ghettoen Tåstrupgård ved København. Som navnet antyder er Moonis Kamil til trods for sin pæredanske og lidt københavnske dialekt ikke boet i Danmark altid. Han kom fra Pakistan til Tåstrupgård med sine forældre og to yngre søskende som syvårig. Han voksede op i betonghettoen, havde det ikke altid lige let i skolen og udviklede sig med egne ord til “lidt af en rod”.

“Jeg kommer fra en unik del af samfundet, fra en familie, der var vant til “at sy sine egne sko – uden at jeg dog føler, at jeg manglede noget.”

Men når han engang imellem var ved Bellevue på Strandvejen og så de fine mennesker i deres flotte pelsjakker og dyre biler, tænkte han: “De må være aliens. De må tilhøre en bestemt race, som Gud har skabt til at være så flotte og rige.”

Hvis nogen dengang havde spået ham en karriere, der skulle føre ham op i samme liga som de fine og rige mennesker, han så her, ville han have afvist det som det pure vås.
Ikke desto mindre er Moonis Kamil i dag et kendt ansigt i erhvervslivet, også fordi han i 2011 var med i salget af iværksætterprojektet Onfone til TDC for 300 millioner kroner og i 2016 solgte IT platformen iPosen til det daværende Dansk Supermarked, i dag Salling Group, for et ukendt millionbeløb. Han var sidenhen med til at omforme og bygge den platform til det vi i dag kender som BilkaToGo og Fillop Han har gjort sig på de bonede gulve, har været rollemodel for Integrationsministeriet siden Birthe Rønn Hornbech var minister og har været med på væksttopmøder på Marienborg inviteret af daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, som endda nævnte Moonis Kamil i sin åbningstale til Folketinget.

Selvtilstrækkelig kultur
Moonis Kamil kunne i princippet i en alder af 37 år nyde et mere tilbagelænet liv, men intet kunne ligge ham fjernere. Og et af hans næste mål er intet mindre end at skabe et nyt mindset i Danmark.

“Vi har mange brands, vi kan være stolte af i Danmark,” understreger Moonis Kamil. “Men det er lidt som om ambitionerne hos iværksætterne – nutidens popstars – stopper, når de to BMW’er i garagen og Louis Poulsen lamperne er opnået.”

Han mærker en anden form for egoisme i miljøet end dengang han selv startede som 17-årig, hvor man blot kaldte sig ‘selvstændig’. Den selvtilstrækkelighed vil han gerne prikke til. Det, han er allermest stolt over, er de arbejdspladser og innovation han har været med til at skabe.

“Jeg er stolt af at være med til at bidrage til et fællesskab og et samfund. Det lyder måske flot, men det er sådan jeg har det,” siger Moonis Kamil.

At opbygge virksomheder er sjovt og spændende, men ikke nok for ham. Med de erfaringer han har gjort sig undervejs her, vil han gerne påvirke Danmark med og skabe et større samfundssind hos danskerne. For vi skal tænke ud over ’What’s in it for me’.

“Vi skal ikke alene motiveres af, hvad det enkelte individ har tjent, men også hvad han eller hun sammen med andre mennesker har udrettet for samfundet, lokalt, nationalt som globalt,” skrev han i en kronik i Stiften i 2019.

Inspirationen til det nye mindset eller samfundssind henter han i biografier om de store gamle virksomheder som Novo Nordisk og Carlsberg. Udover at de skabte mange arbejdspladser, skabte de også noget, der var til gavn for alle borgerne i Danmark, som med insulinen i tilfældet Novo Nordisk. For det er de gerninger – gode som dårlige, du efterlader dig, der betyder noget,” siger han. “Ikke om du har mange penge og en stor Mercedes.”
Går gerne ind i politik
Hvis man virkelig vil påvirke og ændre på verden må man gå ind i politik og opnå et mandat til at kunne rykke alvorligt på tingene. Der man kan gøre en forskel og være med til at skabe et andet mindset, siger Moonis Kamil.

“Jeg vil gerne slå en bule i universet, og jeg vil gerne begynde med Danmark, da mit land betyder utroligt meget for mig.” Og selv om drømmene og ambitionerne er skyhøje, erklærer Moonis Kamil overraskende, at han i virkeligheden ikke er god til noget.

“Jeg er totalt inkompetent til meget,” siger han, der har gjort det bedre end de fleste nogensinde har turdet drømme om.
“Men jeg kan én ting,” tilføjer han, “og det er at se sammenhænge.” Den evne til at se sammenhænge vil han fremover bruge i eksempelvis politik. Hvis han får buddet igen. “Jeg blev spurgt, om jeg ville stille op til Folketingsvalget i 2019, men dengang var jeg ikke klar.”

Moonis Kamil kunne være klar til at gå ind i et “stort veletableret dansk parti”. Han mener nemlig ikke, det kræver et nyt parti for at skabe fremtidens Danmark.

Moonis kamil familie  Moonis kamil gazelle

Man bliver rigere af at give
Samfundssind spiller også en stor rolle for Moonis Kamil og hans hustru i opdragelsen af deres to børn på 6 og 9 år. I stedet for at sige, du har dit liv, gør med det, hvad du vil, siger de:
“Dit liv har indvirkning på andre. Du betyder noget, du er en værdi for det samfund du bor i, og som du er en del af. Begrebet ansvarlighed gennemsyrer vores måde at opdrage børnene på,” understreger Moonis Kamil.

“Det er fuldstændig ligegyldigt, hvor meget du tjener, hvis der ikke er plads til at give til andre. Det er en fantastisk følelse at sponsorere en spand maling eller give en hånd med i en eller anden sammenhæng. Det er et fattigt liv, hvis man ikke kan opleve det. Det sjove er,” siger Moonis Kamil med smil i stemmen, “jeg kender ikke nogen, der er blevet fattigere af at give, men jeg kender flere, der er blevet fattigere af at være grådige.”

 

Om Moonis Kamil
Moonis Kamil er entreprenør og investor, medejer af flere firmaer, bla online møbelfirmaet Interiør A/S, bestyrelsesformand og medejer af adskillige techfirmaer foruden Business Angel (privat investor, der investerer i startups og etablerede virksomheder) samt med i VC fonden ByFounders. Han bruger bla. noget af sin likviditet til at hjælpe nye start-up virksomheder med at etablere sig i entreprenørmiljøet.

Af Mette Trier

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2020)

Relaterede artikler