Af Majbrit Oddershede Pedersen Foto privat
Tilbage i starten af april forlod de deres trygge hverdag. Nu er familien på fire fra Studstrup hjemme igen efter fire måneders rundrejse i Caribien og Sydamerika. De er fyldt op med fantastiske oplevelser og ikke mindst med et nyt syn på, hvordan de gerne vil leve videre som familie.
”Det er mærkeligt at kunne forstå, hvad alle folk siger igen. Nu snakker alle dansk,” fortæller otteårige Rosa. ”Og så er det underligt, at der er så stille igen om natten her i Studstrup. Der er ingen hunde der gør eller larm fra gaden.”
Lillebror Anker har også noteret sig det med sproget. ”Det føles meget dejligt at lege med mine venner igen. Men måske kommer jeg til at snakke spansk eller engelsk, når jeg kommer tilbage i børnehaven. Gracias, por favor eller thank you og sådan noget.”
Tiden gik i stå
Før afgang var drømmen for Lise og Michael, at ”tiden gerne måtte gå i stå”. Derfor rejste de bevidst afsted uden at have planlagt for meget på forhånd. En total modsætning til deres hverdag, der ofte er planlagt ned til mindste detalje.
”Det har været det helt rigtige for os. Følelsen af bare at have al tid i verden og ikke skulle nå noget. Vi havde flere steder undervejs, hvor vi lige tog en dag eller to ekstra”, fortæller far Michael, der nu vender tilbage til jobbet som civilingeniør.
Netop arbejde valgte Lise og Michael at lukke helt ned for undervejs. Ingen mails blev tjekket. Og det gav en helt speciel ro, der nu har givet stof til eftertanke, fortæller Lise.
”Vi er begge meget spændte på at skulle retur. Og vi har snakket en del om på rejsen, at vi skal blive bedre til at prioritere vores tid mellem arbejde og fritid. Før vi tog afsted, smeltede de to ting tit sammen.”
Rejsen har også givet Lise Rasmussen, der til daglig arbejder som managementkonsulent, et nyt personligt mål. Hun vil blive bedre til at få sin nattesøvn.
”På turen fik jeg pludselig mere end de fem timers søvn, som jeg normalt får, fordi jeg er for dårlig til at komme i seng. Men jeg bliver bare en gladere person og mere effektiv, hvis jeg får min søvn.”
”Det blev en god dejlig base. Nærmest som en hverdag i rejsen, hvor vi bare kunne zoome helt ud. Og vi mødte de sødeste mennesker”.
Undervejs på sejlturen havde familien faste opgaver på båden. For eksempel stod femårige Anker fast for at lave saltvand om til drikkevand i en watermaker sammen med sin far.
Der blev også læst og lavet matematik ude midt på det caribiske øhav. Og så fik søskendeparret en masse oplevelser i bølgerne, hvor storesøster Rosa fik sin dykkerdebut med en ilttank.
”Jeg så en masse fantastiske dyr i havet. Vi har svømmet med nursesharks, grise, delfiner, skildpadder og en masse flotte fisk.”
Kom bare afsted!
Hverdagen starter nu igen for familien fra Studstrup. Og den glæder de sig også til. Adspurgt til hvad de tager med sig som den allerstørste oplevelse på rejsen, er der ingen tvivl hos Michael.
”Det er gået op for os, hvor seje børn vi har, og hvor meget vi kan klare som familie. Så vi kan kun anbefale andre at tage af sted, hvis de får muligheden,” fortæller en stolt far.
Familien har allerede nu en drøm om at skulle afsted igen og få skabt nye pusterum i deres hverdag.