Skip to content

Nyt fra Skødstrup Lægepraksis

200410 Lægehuset 1a

Udskiftning i lægegruppen
Efter 37 år i Skødstrup Lægepraksis stopper læge Peter Christensen til jul i år. Efter mange år som kompagnon solgte han sin praksisandel til Rasmus Nørøxe i 2015, og har siden fungeret som fast lægevikar. Vi takker ham for en stor indsats gennem alle årene – og vi ved, at mange patienter gør det samme.
Heldigvis har vi så fået tilført nye kræfter, idet læge Sara Hasseris er begyndt som fast vikar. Vi håber, at vi får lov at beholde hende som fast læge i mange år fremover.

 

Lukket for tilgang … igen
Antallet af patienter i vores lægepraksis er reguleret af Region Midtjylland. Vi bestemmer altså ikke selv, hvor mange patienter vi kan have tilknyttet. Vi har netop haft åbent i nogle få dage og fik på kort tid tilmeldt 600 nye patienter. Når vores patientantal så igen falder med ca. 600, hvilket normalt vil ske efter ca. 2 år, åbner regionen for os igen. Til den tid vil vi melde ”åbent for tilgang” ud på hjemmeside og Facebook, og hvis man afleverer sin e-mailadresse til os, vil vi gerne advisere med en mail om åbningen, når det sker.

 

Covid-19 og adgangen til lægehuset
Lige siden pandemien brød ud i foråret har samfund, sundhedssystem og også Skødstrup Lægepraksis været udfordret. Især i begyndelsen af pandemien kom der næsten dagligt nye retningslinjer for, hvorledes man kan drive lægepraksis. Vi har forsøgt at kommunikere vigtige budskaber ud via Facebook og hjemmeside. Dette vil vi også gøre fremadrettet, men her er nogle vigtige budskaber, der alle sigter mod at stå til rådighed for vores patienter og samtidig undgå smittespredning i lægehuset og dermed i vores lokalsamfund:

• Alle patienter, der normalt søger egen læge, vil vi fortsat hjælpe! Dog forsøger vi at hjælpe på nye måder. Vi vil – i langt højere grad end tidligere – benytte telefon- eller videokonsultation.
• Alle konsultationer, der ikke kræver fysisk undersøgelse eller blodprøve, kan som udgangspunkt klares via telefon eller video. Man kan selv booke tid til telefon-og videokonsultation via hjemmesiden. Vi opfordrer kraftigt til, at flere benytter denne mulighed.
• INGEN må møde op i lægehuset uden forudgående kontakt via mail eller telefon. Særligt understreges dette for patienter med symptomer, der kunne skyldes Covid-19. Kom ikke uden forudgående konkret aftale med lægehuset. Som led i dette princip har vi desværre midlertidigt måttet lukke for vores morgenkonsultationer uden tidsbestilling.
• Mundbind/afspritning: Alle patienter bedes spritte hænder. Som minimum ved ankomst og afgang fra lægehuset. Alle over 12 år bedes bære mundbind ved ophold i lægehuset.

 

Drive-in-vaccination
Som mange af jer ved, har vi indført ”drive-in-vaccination” for influenza og pneumokokker (lungebetændelse). Det har været en stor succes, indtil hele Danmark blev ramt af forsyningsvanskeligheder af disse vacciner. Rigtig mange har heldigvis nået at få vaccinerne. I skrivende stund har vi fortsat et lille lager, som er reserveret til patienter i risikogrupper. Vi kender ikke status ved udgivelsen af dette nummer af 8541. Hold jer orienteret via vores hjemmeside.

Hvornår kommer der en Covid-vaccine?
Ja, vi læger venter også i spænding på den vaccine, der formentlig vil føre til normaliseringen af vores samfundsliv. Ingen ved med sikkerhed, hvornår vi får denne mulighed i Danmark. Et frisk gæt kunne være, at vi kan starte med at vaccinere patienter i risikogrupper hen på foråret 2021. Vi finder dette realistisk, da studier netop har vist god effekt af en vaccine produceret af lægemiddelfirmaet Pfizer. Fingrene er krydset!

Af: Skødstrup Lægepraksis

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (dec. 2020)

Relaterede artikler

Det er her mellem Studstrups idrætsanlæg og Ny Studstrupvej, at 3 ønsker at opstille en 48 meter høj gittermast
Erhverv

Klage over gittermast

Det bliver ikke populært for mobilselskabet 3 at sætte en 48 meter høj gittermast op i udkanten af Studstrup. Nogle vil dog hilse enbedre mobildækning velkommen, mens andre synes, at masten er overflødig og vil blive en øjebæ.

"Vi sælger til 88 af 98 kommuner, så vi er til stede i hele landet", siger Martin Hjort, stifter og direktør i Innovaid.
Erhverv

Sønnens handicap førte til faderens virksomhed

Da Martin Hjort fik for snart 20 år siden fik tvillinger, viste det sig efter et års tid, at den ene af drengene var født med et mindre handicap. Han gik derfor i gang med at undersøge, hvad han kunne gøre for at gøre sønnens liv bedre.

Historien om Kampehøjgaard i Vorre går flere hundrede år tilbage – nu er det kursussted for IT-professionelle.
Erhverv

IT-kursister på gammel gård i Vorre

Det ligner et paradoks, at en gammel gård midt i Vorre huser en moderne IT-kursusvirksomhed og har gjort det i nu 25 år. Kampehøjgaard har i et kvart århundrede været hjemsted for Jyllands-afdelingen af virksomheden SuperUsers, idet det første kursus blev holdt 2. januar 2000.