Nu har vi snart kigget længe nok på den tomme Kiwi-forretning i Løgten! Rema 1000 søgte allerede i 2016 kommunen om at få lov til at rive butikken og boligen bagved ned, og derefter bygge en større dagligvarebutik med to boliger på tagetagen. Først nu kan bygherren skimte enden af processen.
Lokalplanen ventes endeligt godkendt til juni, og først herefter kan bygherren sætte spaden i jorden. Remas direktør for ejendomme, Stephan Sørensen, har tidligere oplyst til 8541, at når tilladelsen er givet, vil der gå 14-16 måneder, inden butikken slår dørene op.
Med i bycenter
Det har ikke været en helt enkel sag at udarbejde lokalplanforslag for det lille område. Dels, fordi boligmatriklen på Vorrevej skulle inddrages i erhvervsarealet, og senere fordi kommuneplanen blev ændret i 2019, så arealet nu hører til i rammeområde ’Bycenter’. Bycentrets område må anvendes til centerformål, og der kan etableres butikker, liberale erhverv, restauranter og lignende. Området kan desuden anvendes til offentlige formål og til boliger.
Der er også sket ændringer i projektet, så der nu arbejdes med at opføre en butik, der placeres delvist ind terrænet/skrænten mod vest, og to boliger med tilhørende taghaver oven på butikken. Boligerne får adgang via Vorrevej, mens kunderne til dagligvarebutikken får adgang via de eksisterende overkørsler til Grenåvej og Vorrevej.
Flere træer
Byplanlægger Lene Damgaard, der arbejder med at udarbejde lokalplanforslaget i Aarhus Kommune, har også arbejdet på at gøre området mere tiltrækkende. Til 8541 siger hun:
”Vi har et ønske om at gøre bymidten flottere, og derfor er vi blevet enig med bygherren om at give det nye område en grøn karakter med træer, men området skal selvfølgelig også have en urban (bymæssig, red.) karakter.”
Høring i marts
Hun siger, at lokalforslaget er på vej ud i høring fra 18. marts og fire uger frem. Hold øje med høringsportalen hos Aarhus Kommune. Den har webadressen deltag.aarhus.dk/hoering.
Når lokalplanforslaget offentliggøres på høringsportalen, vil der blive sendt brev (via e-Boks) til alle i nærområdet om, at man via høringsportalen kan indsende bemærkninger til forslaget. Alle kan benytte muligheden for at se lokalplanforslaget og indsende kommentarer via høringsportalen, dvs. man behøver ikke at modtage et brev om høringen for at få lov til at deltage i høringen.
Af Birger Agergaard
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (marts 2021)