Af Birger Agergaard
Den gode nyhed først:
Når Aarhus Kommune holder borgermøde den 19. juni om vindmøller ved Vosnæs, deltager politikerne i Teknisk Udvalg. Det er noget, mange har ønsket – at komme i direkte dialog med politikerne om, hvorvidt vindmøllerne skal op eller ej.
Mødet afholdes den 19. juni 2025 kl. 17.30-20.30 i aulaen på Skæring Skole, Skæring Skolevej 200, 8250 Egå. Se og kommenter lokalplanforslaget her.
Men dialog skal man ikke regne med. Det er den dårlige nyhed….
Aarhus Kommune har valgt en mødeform, hvor politikerne netop IKKE vil diskutere med borgerne – som man ellers gør til almindelige borgermøder med politisk deltagelse. De vil kun lytte, ikke diskutere.
Det afslører bladet 8541, efter at have læst en kort bemærkning i et referat fra Teknisk Udvalg. Her nævnes et nyt “borgermødeformat” i forbindelse med offentlighedsfasen på lokalplanen for tre kommende vindmøller ved Vosnæs.
Bladet spurgte borgerinddrager Kristoffer Mølstrøm, hvad dette format handler om. Det førte til en længere mailudveksling, hvorefter vi fra bladet konkluderer, at nok vil politikerne nok deltage, og mødet beskrives som et dialogmøde, men politikerne vil ikke indgå i en dialog med borgerne.
Politikerne lytter kun
I stedet kan politikerne “lytte til saglige argumenter.” Det vil foregå i såkaldte “foretræder,” hvor borgere og grupper kan få fem minutter til at fremføre deres synspunkter. Foretræderne foregår ikke i salen, men i et andet rum, hvor grupper kommer ind enkeltvis
Kommunens borgerinddrager Kristoffer Mølstrøm forklarer dette sådan over for bladet – efter at både bladets redaktør og Skødstrup Fællesråds formand Inger Thranholm har advaret mod den lukkede mødeform med “foretræder”:.
“Vi har fuld forståelse for, at I gerne vil have et politisk debatmøde, hvor tingene kan sættes på spidsen, og der kan diskuteres for og imod. Vi fra forvaltningen mener, at den mest direkte måde at få sine synspunkter og bekymringer igennem til politikerne er i et format, hvor der er tid, ro og plads til, at politikerne kan lytte til saglige argumenter.
Fravalgt politisk debat
Som forvaltning er vores opgave overfor politikerne blandt andet at give dem mulighed for at lytte til og blive klogere på, hvad borgeres synspunkter og bekymringer er omkring projektet.
Vi har fravalgt en politisk paneldebat, da arrangementet er forvaltningens fremlæggelse af sagen, sagens indhold og mulighederne for at afgive høringssvar.
Den politiske debat – og hvem der politisk er for og imod sagen – kan man efterfølgende følge med i, når sagen bliver behandlet i byrådssalen.
De input, borgere kommer med til mødet den 19. juni, kan dermed være vigtige indspark i den efterfølgende politiske debat og behandling i byrådssalen,” siger Kristoffer Mølstrøm.
Det nye format opererer også med en “bazar”, hvor udvikler og forvaltning har nogle stande, som folk kan besøge. Det minder meget om mødeformen på et kommunalt “dialogmøde” i august 2023, som endte i kaos, og som kommunen senere har beklaget.

Tredobbelt møde
Borgermødet består af tre dele, som borgerne kan deltage i og som ligger i forlængelse af hinanden:
- Første del: Forvaltningens og vindmølleopstillerens oplæg og debat i plenum. Forvaltningen ser også gerne, at borgergrupper kan komme med oplæg.
- Anden del har to parallelle spor:
• En bazar, hvor deltagere kan få en dialog med udvikler og forvaltning. Foregår siddende i mindre rum.
• Foretræder, hvor borgere og foreninger får hver fem minutter til at fremføre synspunkter til Teknisk Udvalg. Politikerne lytter og kan stille opklarende spørgsmål. - Tredje del er Energistyrelsens oplæg til de nærmeste naboer om værditabsordningen mv.


