Tekst og foto Margrethe Krogh Thusgaard
Denne sene onsdag eftermiddag i starten af maj mødes et lille hold pensionister for sidste gang før sommerferien i Rosenbakkens ”multisal” for at følge undervisningen i Qigong [udtales chi Ꞌgung] og Taijiquan [tai chi chuan].
I en tid, hvor vi føler skepsis over for meget af, hvad kineserne står for, kan det synes ude af trit med et vesteuropæisk tankesæt at beskæftige sig med kinesisk kropsfilosofi. Der kan og skal ikke på disse sider fremføres nogen videnskabelig evidens for øvelsernes effekt, men det er ganske velkendt, at den kinesiske viden om krop og sundhed bygger på en erfaring, som rækker årtusinder længere bagud end det moderne Kina. En erfaring, som også den moderne vesteuropæiske lægevidenskab i nogen grad trækker på, for eksempel med akupunktur, for blot at slå ned på et enkelt punkt.
Jens Havskov bor her i 8541-området og er en kapacitet på Qigong og Tai Chi. Han er magister i kinesisk fra Aarhus Universitet og har skrevet sin specialeafhandling med en kritisk vinkling netop om Qigong og Tai Chi. Han har trænet og undervist i de to systemer i snart 40 år, heraf 2 i Kina, men det er første gang, han underviser i aldersklassen som på holdet her.
Jens fortæller:
Kort fortalt kan man sige, at i Qigong og Taijiquan er det kropslige i centrum.
Nøgleordene er opmærksomhed på kroppen og opbygning af energi ved hjælp af forskellige øvelser og bevægelser.
Bevægelserne blødgør og smidiggør kroppen og skaber et “flow” af energi, eller “Qi” om man vil, der er meget helsebringende, og som kineserne har kendt til og dyrket gennem årtusinder.
Qigong og Taijiquan kan medvirke til at skabe en slags kropsligt opmærksomhedsfokus, der gør, at fx stress og mental overbelastning i éns hverdag ikke bliver styrende i nogen grad.
Endvidere er øvelserne i stand til at opløse spændinger og få éns system i balance med deraf følgende fordele for psyke og krop.
Øvelser før eksamen
Jens fortæller også, at nogle af hans gymnasieelever brugte Taijiquan/Qigong, når de skulle til eksamen og var meget nervøse. Øvelserne gav dem netop en kropslig forankring og mental ro, når de skulle præstere….
Ellers er man jo som ung nærmest ”udødelig”; men som årene går, opdager mange af os, at der ikke er evighedsgaranti på kroppen. Bevares, den holder en hel del bedre end både bilen og vaskemaskinen, men den må dog passes med omhu, for ellers er sandsynligheden for alvorlige host i maskineriet ganske overvejende.
Så gælder det om at finde en livsstil, der passer alder og temperament, og hvis man ikke lige er til hurtigløb eller hop og spring, men alligevel gerne vil udfordres fysisk, kan den oldgamle kinesiske kropsvisdom måske komme én til gavn.
Sejt flydende øvelser
Her i lokalet – med døren slået op ud mod eftermiddagssolen – er der en hyggelig stemning på holdet, før man stiller op og går i gang med de meget rolige, nærmest sejt flydende øvelser, der i koncentration kobler åndedræt og bevægelser sammen. Alt er i fokus: Kropsholdningen, fornemmelsen af rygsøjlen, som sikrer kroppens stabilitet og armenes bevægelse i takt med ind- og udånding, mens man mærker kontakten med jorden – fra fod til isse – så at sige. Man mærker en frihed eller åbenhed i kroppen, føler sig højere, efterhånden som man ”får fat i” øvelserne.
Man skal dog ikke tage fejl: De langsomme øvelser er ikke ren afslapning; derimod kræver det stor koncentration at udføre sættet og få mest ud af det, så efter ca. tre kvarters tid har ”Deres udsendte medarbejder” virkelig brug for en pause, mens det seje hold blot lige har behov for lidt snak, før de giver sig i lag med træningens 2. afdeling.
”Mit åndedræt er friere”
Deltagernes grunde til at have søgt netop dette kursus er vidt forskellige, men fælles for dem er, at de vil ”gøre noget godt for kroppen”. Svend, som har KOL, og som før sin pensionisttilværelse kørte 70 km til og fra arbejde hver dag, fortæller, at hans åndedræt føles friere efter denne sæson på Qigong-kurset, men også, at det egentlig var hans kone Gunna, der fik ham med (er det ikke tit sådan?), fordi hun syntes, det var værd at prøve.
Svend (i hvid t-shirt), som har KOL, udfører sin øvelse under instruktion af Jens Havskov.
Både Svend og Gunna er her altså, og sammen med Jens Otto, som også deltager i pausesnakken, nyder de såvel det fællesskab, som er opstået i løbet af holdets levetid, som fornemmelsen af en stærkere og smidigere krop samt en bedre balance.
Næsten meditativ ro
Efter pausen trænes Tai Chi til stilfærdig musik. Det er smukt at iagttage den næsten meditative ro, hvormed de 8-10 mennesker arbejder synkront og dybt koncentreret med deres krop; flytter fokus mellem kroppens forskellige dele, hænder, ben og rygsøjle, mens de med langsomme bevægelser arbejder med at holde kontrol og flow i øvelserne.
Der geares ned med en række Qigong-øvelser, og dermed er sæsonen slut. Sommerferien er lige om hjørnet, men holdet giver allerede udtryk for, at de glæder sig til at starte igen til august.
_ _ _
Er du blevet nysgerrig på, om Qigong og Taijquan er noget for dig, kan yderligere informationer indhentes hos Jens Havskov på telefon 3011 2427