SFO-børnene kan lege sig klogere

Skødstrup Skoles SFO har fået bevilget penge til at gøre det sjovt for børnene at integrere science i hverdagen og lave science-aktiviteter fritiden.

Børn og unge går til svømning, cello og fodbold. Skal de ikke også gå til science? Den mulighed får børnene i Skødstrup Skoles SFO nu. Villum Fonden har netop bevilliget 175.875 kr. til Skødstrup Skoles SFO, så børnene i 0.-3. klasse kan komme på ROBOCAMP.

I en række 10-ugers-forløb får børnene mulighed for at bygge og kode med LEGO’s WeDo-robotter. Samtidig bliver personalet uddannet, så arbejdet kan fortsætte efterfølgende.

Skolens SFO-forældreråd har været med til at ansøge om bevillingen, og det er heller ikke tilfældigt, at det er i SFO’en, børnene nu får mulighed for at bygge og kode robotter, forklarer pædagogisk leder og tovholder på projektet, Søren Ladegård Jensen og fortsætter:

”Vi kommer til at arbejde med nogle scenarier, hvor børnene skal samarbejde om at løse nogle problemer, hvor de skal bruge robotterne. Det handler om at ruste børnene til at være med til at løse nogle af de problemer, vores klode står overfor. Men det handler i høj grad også om, at det skal føles som en leg.

Fra ballon til robot
Konstitueret skoleleder Henrik Kallestrup er begejstret over, at Skødstrup Skoles SFO nu får mulighed for at tilbyde børnene en unik tilgang til science, der er drevet af børnenes egen motivation.

”Børn og unge har altid været fascineret af naturvidenskabelige fænomener. Det starter fra man som helt lille bliver fascineret af ballonen, der svæver eller billen, der kravler i haven. Det vil vi gerne bygge videre på, og som skole arbejder vi med naturvidenskabelig dannelse med udgangspunkt i det, børnene er betaget af. Derfor er det fantastisk, at vi har fået 175.875 kr. til at arbejde med det i vores SFO. I fritidspædagogikken er der helt andre muligheder for at tage fat i det, der motiverer børnene. I stedet for et ydre mål, er det en indre motivation, der driver det.”

Find nysgerrigheden
Bevillingen kommer fra Villum Fondens nyeste satsning ’Science i fritiden’. Programchef i fonden Agi Csonka siger, at det netop er børnenes tidlige fascination af naturvidenskab og teknologi, vi bør holde fast i.

”Hvis børn og unge skal finde – eller genfinde – nysgerrig­heden og motivationen for science, skal det ikke bare være noget på skemaet henne i skolen. Det skal også være til stede i fritiden. Det skal være noget, man taler om over middagsbordet, og det skal være en del af hverdagen,” siger hun.

Af Charlotte Kongsgaard Nielsen, kommunikationsmedarbejder på Skødstrup Skole og Skødstrup Dagtilbud

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (oktober 2019)

Relaterede artikler

Red Barnet-gruppen fra 6. f. på Skødstrup skole: Anton, Magnus, Maria og Filipa.
Børn og unge

Mere fokus på fattigdom

6. f på Skødstrup Skole havde i slutningen af 2023 en projektuge, hvor temaet var hjælpeorganisationer.
En af grupperne i klassen valgte at skrive til 8541-bladet om sit arbejde med Red Barnet, og resultatet følger her:

Et tableau blev stillet frem til eleverne, så de kunne blive inspireret af blodstænk, spillekort, penge og en paryk.
Børn og unge

”En mand er fundet død ved Sokkehuset”

150 elever fra 6. klasse på Skødstrup Skole har i et projekt arbejdet med den lokale forfatter Annie Bahnson, der har fået lov at inspirere hele årgangen til at skrive krimier. Vil du vide, hvad der skete, så start ved Sokkehuset – og tag din smartphone med på eventyr.