Spejder om bæredygtig fremtid:

Vi er unge, og vi skal handle nu!

Spejder ida 6   Spejder ida 7

15-årige Ida Press Mathiasen fra Studstrup var i marts på en international workshop i Tunesien for at lære at lave kampagner om bæredygtighed. Her blev hun uddannet som demokratisk forandringsagent. Ida var repræsentant for KFUM-spejdernes Kaløvig-gruppe, som holder til på Lykkegården i Skæring. Lokalbladet 8541 har bedt hende skrive om erfaringerne – og hvad hun foreslår lokalt i Løgten-Skødstrup. Vi stillede hende nogle spørgsmål, som hun svarer på herunder:

Hvad gik workshoppen ud på?
Der var 10 danskere i alt, hvoraf fem var deltagere. Vi var fra overalt i Danmark, men jeg var den eneste her fra området. Kurset gik ud på at lære at komme ud med sit budskab, holde kampagner, og hvordan man holder en god debat. Kursets tema var miljø, og hvad man kunne gøre for at gøre Tunesien mere bæredygtig.

Grunden til at vi fløj helt til Tunesien, var for at skabe relationer. Vi i Danmark er en del bedre til det miljøvenlige, og vi ved mere om problemet. Derfor syntes jeg at det er en god ting, for vi lærer forskellige ting af hinanden, og vi kan bedre snakke om problemerne, hvis vi er sammen i stedet for at sidde i hvert vores land og snakke om vores eget.

Spejder og bæredygtighed… Hænger det naturligt sammen – og hvordan?
Vi spejdere lærer rigtig meget om at holde naturen ren. Det står i spejderloven, at en spejder gør sit bedste for at værne om naturen, og det synes jeg vi lever op til.
Vi har et motto der hedder: “Efterlad altid et sted lidt pænere end du modtog det”. Hver gang vi har været på lejr, tjekker vi vores lejrplads for skrald, og hvis vi ser noget på en hike, samler vi det op.

Hvad skal du bruge dine kompetencer til herhjemme, hvordan vil du udbrede din viden?
Jeg synes ikke, at jeg har lært noget nyt om miljøet. Men jeg har lært hvordan jeg bedst spreder den viden jeg allerede havde, og hvordan man bedst har en dialog, og det kan jeg bruge i mange sammenhænge, både til spejder og i skolen.

Hvor er problemerne, og hvor er løsningerne? Hvad foreslår du eksempelvis i Løgten-Skødstrup?
Det vigtigste for os i Danmark er at sprede opmærksomhed om problemet. Folk skal vide, at vi skal handle nu, og der er det især vigtigt at vi retter os mod os unge. Det er vores fremtid, og vi skal forstå hvor vigtigt det er.
Man kunne give unge information gennem skolen, hvor det især er vigtigt at fortælle eleverne, at de har en stemme, og den skal bruges. Vi er nødt til at lære at gå forrest og kæmpe kampen, inden at det er for sent.

Hvis jeg skulle komme med tre konkrete bud, ville det være:

  • Gøre opmærksom på det via undervisning. Min lærer i min klasse er god til at informere og give en masse løsninger, og jeg håber at det kunne blive sådan alle steder.
  • Vær kreativ. Der er så mange ideer ude i verdenen, som kunne være løsningen. Det eneste det kræver er at alle går sammen om at få det stablet på benene. I skolen har vi hørt om en maskine, der kan suge CO2 ud af luften og så lave det om til flybenzin. Hvis man stiller sådan en ved siden af Studstrupværket, ville det kunne gøre underværker.
  • Få en tankstation, der kan lade elbiler. Vi er nødt til at gøre det nemmere for dem, der overvejer en elbil, der er mere miljøvenlig end diesel- og benzinbilerne. Det ville være en god ide at gøre elbilen til normalen, da der bliver arbejdet på at gøre dem billigere at producere, og dermed vil flere kunne få råd til den.

Lidt om dig selv?
Jeg er KFUM spejder i Kaløvig gruppe som senior. Jeg er 15 år gammel og går på Skæring Skole. I min fritid er jeg også taekwondo-træner og går selv til taekwondo. Jeg har været spejder i otte, snart ni år, så det føles jo som hele mit liv.

Jeg har fået mange gode relationer gennem spejder både i Danmark og uden for. Spejder har lært mig, at hvis man er imødekommende nok, så møder du mange fantastiske venner. Jeg tror ikke, at der er mange der kan sige, at de både har venner fra Tunesien, Israel, Australien, England og mange flere lande, og det synes jeg er det mest unikke ved spejder.

Lidt om Kaløvigspejderne
Kaløvigspejderne er ca. 100 KFUM-spejdere i alderen 3-62 år. Vi mødes hver onsdag på Lykkegården i Skæring. Hvis du eller dit barn har lyst til friluftsliv, venskaber, gode udfordringer, gak og gøgl og masser af eventyr (på møderne, weekender og lejre), så kig forbi.

Hjemmeside: søg på KFUM Kaløvig

Workshoppen i Tunesien var led i projekt Future Leaders: spejdernet.dk/projekter/future-leaders

Af Ida Press Mathiasen, spejder i Kaløvig-gruppen

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2019)

Relaterede artikler

Parti fra de østrigske Alper
Sport & Fritid

Alpenstürmer: Skitur til Radfeld i Østrig

I lighed med tidligere år er vi igen gået i gang med planlægningen af en hyggelig skiferie i Zillertal området. Det er en tur i uge 4, hvor vi står på ski i fire dage.

Vinterbadere nyder den kolde dukkert
Krop og sundhed

Et koldt havbad er godt for krop og sind

Vinterbadning bliver stadig mere populært, og vinterbaderklubberne sikrer gode forhold for deres medlemmer, men der er venteliste, så har du lyst, er det bare med at få dig skrevet på listen!

Børn og unge

Fællesskabet reddede rideskolen

Hundredvis af nybegyndere har igennem årene haft deres gang på Åstrup Strandvej. Rideskolen, der hører til på gården Bøgely og rummer rideklub, privat opstaldning, to ridehaller og masser af folde, har eksisteret i 29 år.