Frivillige ildsjæle fyldte gaderne i 8541!

Solen skinner fra en skyfri himmel på denne skønne forårsdag, og jeg har på fornemmelsen, det bliver en god dag. Jeg er nemlig i selskab en stor flok af vores bys frivillige ildsjæle, nærmere betegnet 75 energiske indsamlere, der gør sig klar til at bruge et par timer af deres søndag på at traske helt ud til de fjerneste kroge af 8541 i en god sags tjeneste. Dagen er søndag den 7. april, og den gode sag er Kræftens Bekæmpelses landsindsamling 2019.

Vi mødes i Midtpunktet mellem kl. 10-11. Der er mange af de trofaste indsamlere, der er med år efter år, og som ynder at gå deres sædvanlige rute, men der er også mange nye ansigter, som for første gang er kommet for at hjælpe. Der er indsamlere i alle aldre; teenagere, der følges ad, bedsteforældre med børnebørn, forældre med små børn i klapvogne og alle mulige andre, der gør en stor indsats. Jeg er stolt over, at der er så stor opbakning, så vi igen i år kan dække alle ruter i Løgten, Skødstrup, Studstrup og Vorre og dermed sikre, at alle ca. 4.200 husstande i vores postnummer får besøg.

Hver indsamler får deres rutekort udleveret sammen med en pose med indsamlingsmateriale og ”godter” til turen – igen i år sponsoreret af lokale butikker – frugt fra SuperBrugsen, slik fra Netto og kildevand fra Nybolig Jeppesen & Sørensen.

Årets sjove indslag er, at SuperBrugsen har stillet maskotten, SuperBruce, til rådighed for en indsamler, der i selskab med sine børn samler ind foran SuperBrugsen!

Når alle kommer retur, er det tid til en velfortjent pause, mens der nydes gulerodsboller fra Bageriet Løgten og Hornslet, kaffe, saftevand, slik og slikkepinde samt farmor og farfars hjemmebagte småkager, som efterhånden er blevet en tradition for de trofaste indsamlere ? – alt imens snakken går livligt om dagens indsats og den positive modtagelse rundt omkring i byen.

Spændingen er i top blandt de seje frivillige, mens de afventer optælling, så de kan få deres diplom med hjem på, hvor meget de hver især har indsamlet på deres rute. Er det mon gået bedre end sidste år, selvom mange ikke var hjemme pga. det gode vejr?

Det blev en GOD dag, for det lykkedes at indsamler kr. 45.533 i 8541 (+ donationer via MobilePay, som ikke kan opgøres for 8541 alene). I hele Aarhus blev der indsamlet kr. 724.821 + kr. 334.458 via MobilePay, og på landsplan blev der indsamlet kr. 33.000.000 til Kræftens Bekæmpelses arbejde. Tusind TAK, fordi I viste flaget 8541!

Det er en sand fornøjelse at være frivillig distriktsleder i 8541, når man oplever SÅ stor tilslutning fra både frivillige indsamlere, lokale sponsorer og fra alle jer, der tog så godt imod indsamlerne – TAK – uden jeres opbakning, ingen indsamling! Og endnu en gang tak for lån af Midtpunktet som samlingspunkt for dagen!

Indsamling 5

Vi ses igen søndag den 29. marts 2020! Hvis du allerede nu ved, at du har lyst til at være med, så send en uforbindende mail/sms til mig, så hører du fra mig i 2020, når planlægningen går i gang ?

Charlotte Bendix

Glad og tilfreds frivillig distriktsleder for Kræftens Bekæmpelse
Løgten/Skødstrup/Studstrup/Vorre
Mobil 40153507
Mail   cb@dsdata.dk

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (maj 2019)

Relaterede artikler

På banen og i fuld fart – det er det, som det hele drejer sig om.
Børn og unge

17 år og med fart i blodårerne

Mens mange jævnaldrende bruger fritiden på fodbold, fitness eller computerspil, har 17-årige Daniel Møller Andersen fra Lauritshøj i Skødstrup valgt en helt anden vej. For ham handler livet om fart, præcision og duften af benzin. Allerede som 12-årig begyndte han at skrue på knallerter og gokarts – og siden da har der ikke været nogen tvivl: racerkørsel er hans store passion.

Grunden er købt, og huset placeret, så det står højt og frit – den ideelle placering for masten. Parcellen blev udstykket som en bid af en landmands mark, så der var ingen omkringboende, der skulle spørges om lov. Derfor var det ret nemt at få byggetilladelse. Det var næppe gået, hvis Anders havde forsøgt at rejse masten på Grenåvej. Den lille mast til højre, der ”kun” er på højde med flagstangen, er til forsøg ved lav frekvens under 3 MHz.
Hobby og håndarbejde

Danmarksrekord i 8541 

Alle, der er kørt fra Vorre og vestpå ad Bendstrupvej, har nok undret sig over den store, avancerede radiomast, der står ved en ensomt beliggende villa på det højeste punkt. Forbipasserende har gennem tiden sikkert udvekslet mange fikse idéer om, hvad den mon bliver brugt til. ”Tophemmelig NATO-lyttepost” har nok været en af dem. Men det er ikke rigtigt. Masten tilhører en entusiastisk radioamatør, Anders Hallum, som har inviteret os indenfor.

Padelland-holdet er opkaldt efter padle Land-banerne, der ligger i det tidligere byggemarked bag Siloetten
Sport & Fritid

Padellands 1. hold i Danmarksserien

Onsdag aften den 12. november rykkede herrernes førstehold i Padel Land op i Danmarksserien efter en stærk 4-2 sejr over Los Paralellos fra X3 i Stavtrup