Stille by – vi er trætte!

2021 blev skudt i gang i hele 8541 med bulder og brag, fyrværkeri, raketter, bomberør, batterier osv. Flot var det.
Mandag morgen er byens færdselsåre Grenåvej sædvanligvis proppet med biler, køler mod bagende. Letbanen giver køer fra Lærkevej og ned til Mejeriet og det er ret umuligt at komme ud fra sidevejene. Stier og fortove er fyldt op med cyklende og gående, for vi skal i skole og på arbejde.
Januar 2021 kom med en ganske anden verden og en anderledes by. Der var stille, få biler og enkelte hundeluftere. Lastbiler på vej med dagligvarer til byens butikker.
Vi er corona-trætte, men passer på os selv og dermed også på hinanden, vi tilpasser os de nye forsamlingsrestriktioner, to meters afstand, arbejder hjemme, går ikke til fitness eller andet om aftenen. Vi hilser med vink og føler os måske lidt menneskesky.
Vi passer på hinanden med tanke på sundhedspersonalet, som kæmper for os allesammen.
Zoom og Teams hitter og bringer corona-samvær ind i stuen, så vi kan have det hyggeligt sammen, hver for sig, og gåture bliver en anden måde at mødes, i familien og med venner, og se de mange naturrige steder omkring vores by.
Handl’ lokalt
”Skal udvalget være større. Handl i 8541.” Det slutter vi op om, og der løbes stærkt i dagligvarebutikkerne. Mon ikke mange i Skødstrup har ændret indkøbsvaner under coronaen? Vil du have lokale butikker i morgen, så brug dem i dag, og så er der tilmed udbringning fra lokale tøjbutikker.
De nye lystavler omkring Rosenbakken skal hjælpe med til at passe på børnene når de kommer tilbage i skolen, få bilisterne til at tage foden fra speederen og fokusere på trafikken. De to bump på Ny Studstrupvej har også til formål at sænke hastigheden og bringe sikkerhed ind på vejen. Lidt asfalt kom til byen, efter mange års venten.
Nu ser vi fremad, mod et helt nyt år som kan ændre på tilværelsen som den har været de seneste 10 måneder, og vi ser alle frem til en hverdag uden restriktioner, med frihed og sociale fællesskaber.

Af Inger Thranholm, formand for Skødstrup Fællesråd

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (feb. 2021)

Relaterede artikler