Af Margrethe Krogh Thusgaard – Fotos Thomas Nykrog
I forbindelse med udgravning til boliger i nybyggerkvarteret på Lauritshøj blev der i 2015 gjort bemærkelsesværdige arkæologiske fund, hvorefter Moesgaard Museum blev hidkaldt for at vurdere fundene.
Det første synlige bevis på, at der har ligget en større jernalderlandsby i bakkerne ved Skødstrup, var den brolagte vej, som man i 2018 – for at bevare den for eftertiden – nænsomt flyttede til en egnet placering nederst på kirkegården ved Skødstrup Kirke, hvor interesserede besøgende kan se den og gå ad den i dag.

Netop dér, hvor den gamle stump jernaldervej nu ligger, mødtes vel godt 350 borgere fra 8541-området for at deltage i indvielsen af jernalderprojektets fase 2, den noget større anlagte ”Jernalderstien”.
Det er en oplevelsesrute, hvor man ved opstillede plancher kan få en fornemmelse af, hvor og hvordan mennesker boede og fungerede for omkring 2000 år siden i jernaldersamfundet i Skødstrup.
Denne solrige søndag var der inviteret til festlig åbning med taler, gaver, vandretur ad stien og endelig ”snoreklipning” ved Hedelisker Mose.
Festligheden åbnede med, at Aase Pedersen fra Skødstrup Fællesråd bød velkommen og takkede alle, dvs. Aarhus Kommune, Moesgaard Museum, den lokale ”Arkæologigruppen”, engagerede borgere, lokale virksomheder og foreninger for deres medvirken til at virkeliggøre det fine projekt.
En fin historiefortælling
Derefter leverede Aarhus’ borgmester Anders Winnerskjold en stor lykønskning til 8541-området og en tak rettet mod det kæmpe lokale engagement og mod Moesgaard Museum, som i fællesskab har sikret, at vi i dag har fået denne fine ”historiefortælling fra den fysiske verden”, som såvel borgere og skolebørn som fagpersoner kan få rigtig megen glæde af. Kommunens gave i den festlige anledning var en splinterny havetraktor, så området kunne holdes behørigt klippet og plejet!

Fest og fællessang
Sognepræst Erik Søndergaard sørgede for musik til den smukke sang ”I Danmark er jeg født”, og han fortalte efter fællessangen om planen for dagens videre forløb med vandring ned til stedet, hvor ”snoren” skulle klippes.
Borgmester Anders Winnerskjold havde en ny havetraktor med som gave beregnet til at holde de store græsarealer langs stien. Ib Andersen fra Skødstrup Fællesråd takkede mange gange, startede den og fik borgmesteren til at hoppe bagpå, hvor efter de kørte en lille runde.

Stærkt og krigerisk folk
Direktør for Moesgaard Museum Mads Kähler Holst var tydeligt begejstret for de fund, man har gjort her, og fortalte lidt mere om, hvad jernalderlandsbyen har været for en størrelse: Et stærkt samfund, men også et samfund i bevægelse, som skulle finde sin måde at være fælles om tingene på.
Han kunne berette om et velorganiseret, men også voldsomt og krigerisk folk, med mange og gode våben; et folk som troede på naturkræfterne og bragte levende ofre i moserne, når tingene skulle gå godt.
Alt dette og mere til forklares på de opsatte plancher, som man bør give sig tid til at læse, når man går turen ad den smukke sti, hvor der også er mulighed for at hvile benene, idet lokale virksomheder har doneret bænke, som er opstillet på ruten med den fantastiske udsigt!
Endelig gik vi alle fra kirkegården og ad ”Jernalderstien” til stedet, hvor borgmester Anders Winnerskjold og nogle skolebørn klippede snoren og erklærede ”Jernalderstien” for åbnet.
– – –
Jernalderstien er nu taget i brug.
Gå selv ruten fra Skødstrup Kirke ned mod Hedelisker Mose.
Man kan parkere sin cykel hvor som helst – hoppe af og
følge ruten rundt – så kommer man tilbage til sin cykel.



