Unges fritid rimer ofte på noget med alkohol

Skal vi ik’ lave noget i aften? Jo, hvad klok’? Hvor?

Sådan kan Messenger-snakken gå på 17-årige Line Thomsens telefon. Hun har nogle rigtig gode venner, som hun hænger ud sammen med, og som hendes forældre på Bondehaven i Skødstrup har mødt. I weekenden, når hun ikke arbejder eller går på EUD-uddannelsens første år, handler det om samvær med vennerne, når hun ikke lige er sammen med sin kæreste. Nogle gange er det venner og kæreste på samme tid.

”Det er en tæt gruppe på 11-15 stykker, hvor vi kun er to piger, resten er drenge. Vi bliver kaldt mødrene,” smiler Line, som vi møder om aftenen efter en lang dag på skolen og derefter i SuperBrugsen, hvor hun har fritidsjob som kassemedarbejder.

190808 Line Thomsen pp

Vi har valgt at interviewe Line i forbindelse med vores tema om ”Hvor går de unge hen, når de ikke går til sport”. Vi skal tale med flere unge og med ungdomsskole mv., fordi det er rigtig vigtigt, det her. Og her i sommer har Facebook flydt over med beretninger om uro, hærværk, øl og lattergaspatroner forskellige steder, blandt andet ved tennisklubhuset, ved skolen og på Fiskerhøj i Studstrup.

Det er et lille mindretal af unge, der laver ballade. Langt de fleste passer deres skole og arbejde, og i fritiden kan de være sammen og passe på hverandre og tage hensyn.
Line hører til de sidste. Også selv om hun åbent erkender, at der ofte er alkohol med. Hendes gruppe mødes på skolen eller i det havehus/bar, som en af forældrene velvilligt stiller til rådighed, fordi de kender de unge.
”Vi har lavet den regel, at vi ikke smadrer ting. Og at de, der overnatter i ”baren”, rydder op efter sig. Men nogle gange oppe på skolen kommer der andre til, og der er nogle af dem, der synes der skal drikkes en masse alkohol, og det kan være svært at sige fra overfor.”

”Jeg er selv lidt træt af, at der er lagt op til druk hver weekend. Jeg kan godt sidde med to shakere en hel aften og spytte i dem, og nogle gange vælger jeg at gå hjem. I vores gruppe kan vi godt spille Uno en hel aften og bare hygge, men andre gange er der mere alkohol inde over.”

Line har godt hørt om de uheldige episoder i sommerens løb, og hun er rigtig ærgerlig over dem. Især kan hun ikke forstå, hvad der får nogle unge til at sniffe lattergas.

Hyggested en fed idé, men…
Vi spørger Line, om der mangler aktivitetsmuligheder eller steder, hvor unge kan udfolde sig under sunde rammer?

Både ja og nej, lyder svaret!
”Der var en på Facebook, der havde fundet et hyggested, som hun ville overlade til unge, men det blev ikke til noget, fordi der skulle være en bestyrelse og sådan… Jeg synes, at ideen er fed, men jeg støtter alligevel ikke selv op om den. Jeg tror ikke, at folk vil rydde op efter sig,” siger Line.
De unge ender ud på aftenen alligevel oppe på skolen i de udendørs klynger, og ”…det er lidt sørgeligt, når der bliver ødelagt ting, eller folk ikke rydder op efter sig”, mener Line.

”Vi ødelægger det for os selv på den måde!”

Ungdomsskole og klub?
Ungdomsskolen og klubben bruger hun og vennerne ikke længere. Da ungdomsklubben lå i Sokkehuset, var den velbesøgt, og Line kunne lide at komme der. Men efter at klubben er rykket ind på skolen, droppede hun og de andre ud – det var ligesom ikke interessant mere.

Ungdomsskolen har også for få tilbud, mener Line. De fag, der tilbydes, skal man som oftest andre steder hen for at tage.

”I ungdomsklubben må man heller ikke drikke. Det er klart nok, men det gør, at stedet ikke er så interessant for mange,” fortsætter Line. Hun synes, at klubben godt kunne være mere ”proaktiv” og tilbyde noget, der vil interessere de unge. Måske noget med nye film eller musik…

FDF og skatepark?
Vi taler lidt om FDF, som er et tilbud for ikke mindst de, der ikke dyrker sport. Line har kun positive ting at sige om FDF, som lærer børn at være selvstændige og tage ansvar, men hun hører også, at de fleste stopper efter 7. klasse, fordi det hos nogle opfattes som ”kikset” at gå til spejder… Noget med tøjstil og den slags…

”Der kommer nok en skatepark om et par år – hvad med den?
”Joe, men den er jo ikke for alle, og det vil nok også blive et sted, hvor man drikker.”

Steder, hvor vi kan være
”Hvad er det ellers, der mangler i området?”

”Det er ikke så meget fritidsmuligheder, der mangler, men mere steder, vi kan være, og hvor vi må drikke alkohol. Det handler om at være sammen med venner, og jeg ved bare, at alkohol betyder meget, for det er desværre alkohol, som samler folk. Også hos de helt unge i 7. klasse.”

Line synes, at hendes egne forældre har sat gode regler op for samvær og alkohol, når de unge mødes hos hende, men hun kunne ønske sig, at flere forældre tager initiativer og er med til at finde steder, hvor deres unge kan være under gode rammer.

”Hvis der bliver sat for mange regler op, så vil der være en del, som bare bryder dem, og de skal nok finde en måde at drikke på. På den anden side kan jeg ikke forstå, at der er forældre, der køber vodka til deres børn på bare 14-15 år! Det er noget, jeg selv har set.”

 

Af Birger Agergaard Foto: Thomas Nykrog
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (september 2019)

 

Relaterede artikler

Børn og unge

Spejderne får endelig tag over hovedet

Et stort telt og en bålhytte sikrer, at FDF-spejderne igen kan få ly for vejr og vind.
Efter mere end halvandet år under åben himmel får FDF spejderne i Løgten Skødstrup endelig læ for vind og vejr.

Børn og unge

Glade børn giver energi på en mørk mandag

Frivillig i Skødstrup Sportsforening.

Hver mandag i vinterhalvåret står Gitte Lymann Birk sammen med sit trænerteam klar til at modtage op mod 30 børn i alderen 6-8 år til springgymnastik.

Bogomslag: "Luxus af" Annie Bahnson
Børn og unge

Luksus og social ulighed

”Det er vigtigt at vi taler om og problematiserer den sociale ulighed, som i disse år ser ud til at vokse. Og vigtigt, at vi taler med vores børn og unge om den. Ud over at vi får et skævt samfund, som i sidste ende er værst for alle, er den sociale ulighed også vigtig i debatten om klima.”
Sådan siger Skødstrup-forfatteren Annie Bahnson i forbindelse med sin nye udgivelse i rækken af ungdomsromaner