Af Birger Agergaard
Radikale Venstre foreslog i byrådet i januar at tage endnu en dialog med Ørsted om et anlæg til havvandsvarmepumper ved Studstrupværket. Alternativt luft-til-vand varmepumper. Det fik partiet tilslutning til.
I debatten sagde Metin Aydin (Rad. Venstre):
”Vi lægger op til, at vi får udredt teknologi, økonomi, forudsætninger osv. Og genstarter dialogen, så Ørsted bliver helt klar over, at vi ikke vakler, når vi udtrykker, at vi er helt og aldeles færdige med afbrænding af biomasse, og at vi vil ren grøn energi.”
Der har også været rejst forslag om A-kraft i Danmark, også på Studstrupværket, men Radikale Venstre mener ikke, at tiden er moden til denne energiform:
”Det giver ikke så meget mening at tale om atomkraft nu, og vi vil en anden vej. Der er andre og langt mere grønne tiltag og løsninger, som vi skal dyrke. Eksempelvis havvandsvarmepumper.”
Steffen Wich (S):
”Studstrupværket synger på sidste vers frem mod 2030, og i
2030 udløber Kredsløbsaftalen med at modtage varme herfra, og derfor er man jo i dialog med at finde ud af, hvad der så skal ske. Og for alt i verden bør vi være færdige med afbrænding af biomasse.”
Christian Baller fra Det Konservative Folkeparti begræd også, at det indtil videre ikke har været muligt at forhandle en løsning om havvandsvarmepumper. Han afventer, at Teknik & Miljø til foråret kommer med et forslag om fremtidens grønne fjernvarme uden brug af Studstrupgrunden.
Liv Gro Jensen (SF) kaldte det tonedøvt af Ørsteds at ville fortsætte at brænde biomasse af.
Solveig Munk (EL) er forkvinde for Teknisk Udvalg, hvor man har fået at vide, at der ikke er nogen virksomheder, slet ikke Ørsted, der vil investere i havvandsvarmepumper. Hun fortsatte:
”Det skal nu ikke afholde os fra at bakke op med Radikale Venstres samlede forslag, som indeholder flere undersøgende forslag. Herunder, hvad der skal til for, at virksomheder vil investere i havvandspumper. Hvordan gør vi det attraktivt at investere i dem?”
Thure Hastrup (AL):
”Og vi skal have slået fast, at der ikke bliver mere afbrænding af biomasse på Studstrup, og til sorg for nogle, så bliver der heller ikke nogen A-kraft på Studstrupværket.”
Biomasse-anlæg skudt ned
Af Birger Agergaard
Ørsted overraskede alle før jul, da selskabet fortalte politikerne i Aarhus Byråd, at Studstrupværket ikke bør stoppe fyring med biomasse, men tværtimod skal udvides med en ny kraftværksblok til erstatning for den nuværende biomassefyrede blok 3, som snart går på pension. Blokken vil være nedslidt omkring 2030. Det nye og mindre værk skulle fyre med primært halm, dog også med træflis som backup. Ørsted mener fortsat, at biomasse er en bæredygtig energikilde.
Borgmester Anders Winnerskjold (S) var hurtig til at skyde ideen ned, og andre politikere fulgte trop. Aarhus Kommunes Kredsløb og andre mindre fjernvarmeselskaber aftager varmen fra Studstrup, men når kontrakten udløber i 2030, vil Aarhus Kommune ikke længere acceptere biomasse, fordi det ikke er bæredygtigt nok til at opfylde kommunens plan om at blive CO2-fri kommune.
Kredsløb har været i dialog med Ørsted om at opføre et anlæg til havvandsvarmepumper, men ifølge referater fra teknisk udvalg i Aarhus Kommune har Ørsted lagt den ide ned. Efter det oplyste skulle der ikke være en fornuftig økonomi i dette.
Derfor arbejder Kredsløb med scenarier for, om man kan undvære havvandsvarmepumper og satse endnu mere på geotermi end allerede planlagt.


Kan blokke og anlæg rives ned?
Af Birger Agergaard
Studstrupværket vil uanset Kredsløbs aftale eller ikke aftale med Ørsted blive ved med at producere strøm, om det så er fra havvandsvarmepumper, strøm fra vindmøller og solceller eller andet. Derfor er der nok ikke mange chancer for at få fjernet hele Studstrupværket de første mange år.
Blandt flere partier i byrådet var der alligevel opbakning til Radikale Venstres forslag om at se på, om der kan fjernes udfasede tekniske anlæg på Studstrupværket. Det skal nok mest ses som et signal til Ørsted, der ejer anlægget og derfor bestemmer farten. Forslaget lægger op til et samarbejde om, hvordan Studstrupværket kan blive mindre dominerende i landskabet, når de tekniske anlæg ikke bruges mere.
Forslagets ordlyd er: ”… at undersøge muligheden for at nedbryde og fjerne udfasede tekniske anlæg, herunder blok 2 og, efter 2030, blok 3, 4, skorsten, pillesilo, slaggesilo m.v.”
Jakob Søgaard Clausen, Danmarksdemokraterne var med på forslaget:
”Det er interessant, at Radikale Venstre peger på, at man kan undersøge, om man kan fjerne, noget af det store værk, altså hvis der ikke er behov for eksempelvis tårnene eller skorstenene. Danmarksdemokraterne vil gerne friholde det skønne naturområde derude for store industrianlæg, både i Vosnæs jo selvfølgelig, og så ude i Studstrup.”
Thure Hastrup (Alternativet): ”Det er helt fint at se på, hvordan kunne man eventuelt kunne afmontere det. Og så kan jeg ikke lade være med at drille og sige, så kunne man måske også undersøge, om der var plads til en vindmølle på grunden, når det andet er væk.”
Ørsted: Også CO2-fangst
Bladet 8541 har kontaktet Ørsted for en kommentar. Medierådgiver Frederik Høj Rühne har ingen direkte kommentar, men henviser til et interview i Stiften i januar, hvor direktør for kraftvarmeværkerne, Ole Thomsen, blandt andet sagde:
”Vores forslag er at bygge et halmfyret kraftvarmeværk med CO2-fangst. Det vil være et væsentligt bidrag til kommunens målsætning om at lbive blive CO2-neutral. Med et nyt værk vil vi sikre en flerstrenget forsyning og en stabil varmepris.”
Det med CO2-fangst på en ny blok i Studstrup er også allerede skudt ned af blandt andre Brian Vad Mathiesen, som er professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet:
”Vi har ikke brug for noget, der kører 24/7, som det ville, hvis man laver et anlæg med CO2-fangst. Det låser os fast i et for højt biomasseforbrug.”
Det er helt skævt, mener han, hvis kraftvarmeværket også skal køre om sommeren, hvor der ikke er samme behov for varme.


